S_Punch_1892

47

D ir e k tø re n . Om Forladelse. Jeg mente ogsaa, om det nu var daarligt nok. De forstaar — det kommer til at gaa sammen med »Et Brud«, og jeg vilde dog nødig have, at Eedvard skulde distancere Dem altfor meget. F o r f a t t e r e n . Vær De kun rolig. Stykket hedder »En Bryllupsnat«. D ire k tø re n . Udmærketi Pikant, forførende Titel! Lille, interessant Interiør formodentlig? (betænkelig) Hør — man ser da ikke saadan ligefrem —? F o r fa t te r e n (værdig.) Det hedder »En Bryllupsnat«, fordi der er to Mennesker, der tilfældigvis holder Bryllups­ nat i den Nat. D ir e k tø re n . Ja , det er der vel for Resten hver Nat. Men derfor er Titlen naturligvis lige god. F o rfa tte re n , Det foregaar i et Soveværelse. Der er kun to Personer — to Damer, hvoraf den ene ligger i Sengen, og den anden — — D ire k tø re n . Klæder sig af og gaar i Seng, mens den første staar opaf sin i det bare — — F o rfa tte re n . Skudt forbi. Det er saamænd ikke videre pornografisk. D ire k tø re n . Hvad er det da? . F o r fa t te r e n . Uhyggeligt og blasfemisk. D ire k tø re n . Ogsaa godt. Uhyggeligt maa det na­ turligvis være, og Blasfemier er svært paa Mode for Tiden. F o r fa tt e r e n . Ja se, Uhyggen laver vi nu med Blæst, der tuder, og en gammel Kjælling, der tuder, og et Barn, der ogsaa tuder — — D ir e k tø re n . Og en Forfatter, der faar paa Tuden af Kritiken. Hør, veed De hvad: dette her med Blæsten, der tuder, osv, synes jeg for Resten, at jeg har hørt før F o r fa t te r e n . Ja, men saa Blasfemi, Højstærede. Jeg lader sgu den gamle Kjælling bede Fadervor midt i Mord­ scenen. D ire k tø re n . Udmærket! Men det nye, det over­ raskende? ; F o r f a t t e r e n . Kjællingen er gal. D ir e k tø re n . Genialt! F o r fa t te r e n . Og bruger Morfin. D ir e k tø re n . Selvfølgelig — guddommeligt, mente jeg. F o r fa t t e r e n . Og kværker sit umyndige Barnebarn i Sengen, fordi hendes Fader gifter sig med hendes Moder. D ir e k tø re n . Storartet rædsomt uhyggeligt. Dør hun af det? F o r fa t t e r e n . Det veed jeg ikke. D ire k tø re n . Hvad for Noget? Veed De det ikke. F o r fa t te r e n . Nej, for i Slutningsscenen skal de frie Publikummere spille med. D ire k tø re n . Ligesom i de gamle Studenterkomedier? F o r f a t t e r e n . Ja, bare paa en noget anden Maade. Ser De, det kommer an paa Publikummerne selv , om hun skal dø af det eller ikke. Piber de, saa Tæppet maa gaa ned, saa overlever hun det naturligvis ikke. Lader de derimod være, saa lader jeg hende komme til sig selv igjen. D ir e k tø re n . Unge Mand! Kom i mine Arme. Dette her er et af de genialeste Paafund, jeg har hørt. (M e d Taarer i øjnene.) De skal se, De faar Publikum til at pibe. Jeg siger Dem — alle de smaa sorte vil revne af Misundelse. Jeg antager Deres Stykke ubeset. Er det blot en Tiendedel saa sindssvagt, som det lader til, saa bliver dette her den største Fiasko, der er set paa en dansk Scene. De hai overgaaet Eedvard, unge Mand! Eedvard er død — Gustav W ie d leve! (omfavner ham.) Hvis vort Follte- thing ikke bevilger Dem en Friplads paa Bistrup, saa for­ tjener det den værste Skæbne, jeg kan tænke mig. Det fortjente at blive tvunget til at se Deres Stykke. G u sta v S o rt.

A n o n y m U d s t i l l i n g s - K r i t i k

os S to c k h o lm Anonymiteten I Aar er paa Tapetet bragt, Og Politiken, som har set den, Har den Servering inte smagt, Hin »Malersvende-Maskerade* Har Bladet sat i snays Kulør; Her saas iblandt de inte glade Dets anonyme »Amatør«. Han sukked over alt det Lærred, Som før var baade rent og godt, Men nu af Maling er fordærvet Og hænger her til Skam og Spot, Den fri Udstillings faste Mandskab Man kjender ikke her af Navn: Saa og saa mange Alen Landskab Kan inte lindre dette Savn. Organet kan sig kun forsone Med Skitser af den frie Slags, Her mangler W illum se n med Kone Og det symbolske fulde Aks; Saafremt H an n o v e r her kan finde »Forløsning« for sin »Lidelse«, Maa W illum sen , min Sæl, herinde Ha’e født i Dølgsmaal sin Ideel Men her er grumme lidt at nyde For en H a n n o v e rs Skjønbedstrang. Udstillingen kan ikke byde 'Iføy Os blot en skabet Job en Gang! "M an leder efter Ham mersh ø j er Og ser forgjæves efter S lo tt- M e lle r, og hvis her er en K r ø y e r , Har Maske-Raden gjemt sig godt. Men disse Masker kan man takke For, at man inte veed Besked Og let kan komme til at rakke Paa en af »vorses egne« ned: Derfor har P olitiken hittet, I Mangel af et klaret Syn, Paa den Taktik at rose Skidtet, Saa gaar den inte galt i Byen. Dog bør man ingenlunde glemme, Hvorpaa den sande Kunst beroer: A t Kunst jo saare skal og skræmme I Følge Po litik e n \ Ord, Og, da Organets Kunstanmelder Blev baade saaret og forskræmt, Er »Svendene« alligeveller Sgu mødt med »nobel Kunst« bestemt.

A

H e rm e d fø lg er e t illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .