S_Punch_1892

62

P a a F o l k e k o n c e r t . M adam M ø l l e r , der h ar kjendt bedre Dage, og M adam O l s e n (tunghør), begrge fra V a ito v, er kom ne p aa Folkekoncert. M ad . M ø l l e r . Jæ si’er nu li’egodt, lille Madam, jæ si’er, at det er storartigt, alt det, De kan lave her for ti Øre. Det er akkurat li’esom jæ vil si’e den Gang, da jæ var faalovet mæ Peddersen, inden han gik hen og laa sig i sin Grav, og vi var baade i Tivaali og paa A lleenberg om Sommeren, undtagen det, at her er meget flottere. Sikken Sal! Ja, hvad gi’er De mig, lille Madam? M ad . O ls e n . Ja, de spiller lcjønt. M ad . M o lle r . De er jo inte komne videre end som til at stemme Indstrumangerne endnu. Ser De — lille Madam — den Mand, der nu kommer frem mæ Stokken i Haanden og skal til aa divergere, det er Hardtmann. Det er han, der gjør T ryllekunster i Nasjenal om A ftningen. Nu skal De bare høre dem spille. Det er nu, hvad man kalder en Syndfoni. M a d . O ls e n . Ja, det ka jeg da strax se paa han, at han maa være et Sjeni. M ad. M ø lle r . Nu ska’ de se, lille Madam, somme T ider saa gnider de alle Finkelinerne paa en Gang, og somme Tider saa gnider de inte alle Finkelinerne paa en Gang. Jæ ska’ si’e Dem, lille Madam, det er naar de kommer til de svære Steder, saa maa de hænge i alle- sammen. M ad. O ls e n . Sla’r Manden dem nu inte over F in ­ grene mæ den Stok, naar at de nu inte ka’ deres Ting? M ad. M ø lle r. Næ, det tror jæ dov inte, han gjør. M ad. O ls e n . Gud Fader bevares, det maa dov være grinagtigt, saaddan a’ sitte og gnide Finkelin for Fornøj­ elses Skyld. — N u sla’r Manden inte mere med Stokken. E r det, naar at de kommer til et svært Sted. M ad. M ø lle r. Næ, nu er de færige, lille Madam. K a ’ De inte høre, at nu speller De inte mere? Nu ska’ der en Dame frem og synge. Det er hende, der nu kommer. M ad. O ls e n . Hva’ hedder hun?

Sparsomt paa Jorden vi Skuddage finde, Ikkun hvert Skudaar man oplever én; Det er et Savn for den fremskredne Kvinde, Hun er dog ikke af Stok eller Sten, Og hendes Hensigt mod Manden er ren. :] Hende vi mindes, mens Hjerterne slaar, Mest dog, hver Gang man en B a j e r sig faar. |: Lokker, som kappes med Løvernes Manke, Og som hun ikke har kjøbt for en Slik, Tænder, der skinner som Perler saa blanke, Dem hun i Forfjor hos Tandlægen fik. Ak, men de grusomme Mænd har des værre Skammelig snydt hende for hendes Ret. Han gi’er Partiet som Skabningens Herre, Hun vandrer indestængt bag sit Korset Og har kun Lov til at være koket. : Manden har Lov til at være galant Og følger Damerne hjem, som han vandt. ¡: Ene paa Ballet maa han engagere, Kager, Buketter han hende la’er faa, Medens en Kvinde tør ikke traktere Ham med saa meget som blot med en Skraa. Heldigvis har i hver Olympiade Kvinden sin Skuddag, hvorpaa hun maa fri, Maa have Lov til at gi’e Chokolade, Samt følge hjem hver en Ven, hun kan li’e, Og be’ ham pænt om et Kys eller 10. :j Her den forønskede Frihed hun har Til os at byde en udsøgt Cigar, j: Ja, hun tør frit punge ud med kontante Bidrag til Ba j e r , som Manden faar ned. Kort, hun har Lov til at gi’e den galante Pindso til Fordel for ham, De nok veed!

M ad. M ø lle r . Hun hedder Frøken Nielsen — R e ­ gine Nielsen. D et er E n af dem, der synger paa det Kongelige. M ad. O ls e n . H erre Gud — er det En af de K onge­ lige? Det er da nydeligt af dem, at de kommer her og synger for os gamle Mennesker. Men man ka’ li’estrax se dét paa hinner. Det er vel saa K ronprinsessen? M ad. M ø lle r (brøler). Nej, lille Madam, det er inte E n af de K ongelige selv. Hun synger bare paa det konge­ lige Theater. Jæ har selv været der, den Gang at jæ var faalovet mæ Peddersen, inden at han døde Hun hedder Frøken Nielsen. M ad . O ls e n . H erre Gud, hedder hun inte an’et end som Peddersen? D et er akkurat li’som jæ vilde si’e, at det ku’ ha’ været en af vos. Hun har en dejlig Stemme. M ad. M o lle r. Hun er inte begyndt endnu, lille Madam. D et var barestens en Hund, som at der var kom­ men med herind, og som at K ontrolløren smed ud. Nu begynder hun først. Det er akkurat, som om man var kommen i Him len, naar at man hører hende. Og saa har hun et Ansigt som en lille Guds Engel.