S_Københavnerliv_1920-1937

m s

„Fru BeatesRegnskab” - Opsigtvækkende Læge-Disputats „Fru Beates Regnskab“ Carl Gandrups nye Stykke. 17. Septbr.

Det blev en meget betydelig Suk­ ces. Publikum blev staaende og klap­ pede, til Jerntæppet sænkede sig. Og Sukces’en var fortjent. Hvor i vor hjemlige Kunstverden man finder den Maalestok, hvorefter man agter et saadant Arbejde ringe, er ufatte­ ligt. Her er dog virkelig en Evne til at interessere, en plastisk Evne til at anskueliggøre i Figurer og Situatio­ ner, og en livlig, ofte vittig og altid udtryksfuld Replik. Dertil kom nu i Aftes, at Teatret, som gjorde Ret i at spille denne danske Nyhed, gav Stykket en ypperlig Udførelse. Vil man gøre nogen generel Ind­ vending mod Gandrups »Fru Bea­ tes Regnskab«, saa maa det være denne, at Stykket hele Tiden, omend indirekte og mere i Billeder end i Ord, moraliserer, men at Moralen i det, naar man virkelig gennemtæn­ ker det, ikke blot er det svageste i Stykket, men oprørende. Fru Beate har elsket en Mand, et overdaadigt Kunstnernaturel, som desværre er saa overdaadigt, at han slaar en lidt paagaaende Inkassator ihjel og tager sig selv af Dage i Fængslet. Hun gif­ ter sig derefter med Boets værste Kreditor for at skaffe sit Barn bedre Kaar. Efter denne Mands Død gifter hun sig med Boets Eksekutor, en ju­ ridisk Struggler, fordi Sønnen træn­ ger til en »fast Haand« og hendes Formue til en Administrator. I beg­ ge Tilfælde bryder hun sig ikke Spor om disse Mænd, i det hele taget vir­ ker Fru Beate ikke sympatisk, sna­ rere kyn isk . Men alle disse Ind­ vendinger forstummer faktisk, naar

Fra Generalprøven paa »Fru Beates Regnskab*. Fra venstre til højre: Nicolai Neiiendam (Læ gen), Tavs Neiiendam (Fruens Søn), Sceneinstruktør Poul Nielsen, Clara Pontoppidan (Fru Beate), Gudrun Nissen (Sygeplejersken).

visende ved ganske faa Midler; og Reumert var storslaaet som hendes tredje Mand, Sagføreren. Bifaldet var voldsomt, og Forestillingen bør ses af alle, der interesserer sig for dansk Teater. (Af Svend Borbergs Anmeldelse).

man overværer Forestillingen. Hand­ lingen fængsler bestandig, Indfalde­ ne interesserer, Replikerne fænger, Figurerne staar klart og levende. Udførelsen var nu ogsaa aldeles for­ træffelig; særlig Fru Clara Pontoppi­ dan, som virkede smuk og overbe­ En ungVidenskabsmand, sommanventer sig noget stortaf. 16. Oktbr. Den unge 34aarige Læge og For­ sker Albert Fischer, der allerede har vakt betydelig Opsigt ved sine For­ søg paa at dyrke Kræftvæv udenfor Organismen, forsvarede i Gaar sin Doktorafhandling om samme Emne. Den første Opponent, Prof. Oluf Thomsen, gik ret skarpt frem over­ for Doktoranden, som han mente overvurderede sin egen Opfindelse og ikke havde tilstrækkelig Orden paa sine Ræsonnementer, der rode­ des sammen i et Kaos. Han advare­ de Dr. Fischer mod at sætte sig fast i bestemte Tankesystemer. Professor F. C. C. Hansen var den næste officielle Opponent. Det fo­ rekom ham, at Dr. Fischer var stærkt præget af sit Amerika-Stu­ dium, mere af Amerika end af sin store Læremester Carrel. Da han læ­ ste Dr. Fischers Bog, kom han til at tænke paa Historien om en ameri­ kansk Søndagsskolelærer, der spør­ ger en Dreng, hvem der var det før­ ste Menneske. — Washington, svarer Drengen. — Nej, siger Læreren, du véd jo godt, at det var Adam. — Naa, siger Drengen, jeg vidste ikke, at De regnede Udlændinge med. — Paa samme Maade har den ærede Præ­ ces skaaret en hel Mængde væk, som vi kender udmærket godt, og skrevet

Albert Fischers Doktordisputats om Vævsdyrkning.

en hel Del, der ikke passer, men er meget friskt og fornøjeligt. Men efter denne haarde Omgang sluttede Prof. Hansen med at frem­ hæve Afhandlingens store Værdi og betegnede Dr. Fischer som en ung Videnskabsmand, man turde vente sig noget stort af.

Dr. med. Albert Fischer.

Carl Gandrup.

107