S_Københavnerliv_1920-1937

To typiske Københavner-Skribenter 1 926

Paul Sarauws »Den fattige Millionær« morer Folk, saa de forarges over sig selv.

Hvad der i Maj Maaned fremkald­ te den store Alarm, var saamænd Paul Sarauws Tilsynekomst paa Det kgl. Teater med Den fattige Millio­ nær. Man kan vistnok skildre Lyst­ spillets Modtagelse saaledes, at Pub­ likum morede sig fortræffeligt, lo overstadigt, og at det samtidig fandt Lystigheden upassende i disse helli­ ge Haller og tilsidst blev næsten op­ hidset af Forargelse over sin egen Munterhed. Ikke uden Grund har Hr. Norrie i en af sine Sæsonslut­ ningsudtalelser erindret om, at kø­ benhavnsk Publikum og Kritik har været successiv forarget over Opfø­ relsen paa Det kgl. Teater af Otto Benzons, Gustav Esmanns og Julius Magnussens Lystspil. Hermed være ikke sagt, at Sarauw hverken er en Benzon, Esmann eller Magnussen (Himlen bevare ham!). Han har sit eget Ansigt og sit eget Humør, der formodentlig ikke lader sig gaa paa af, at man fra alle Sider sagde Scala og Sketch om »Den fat­ tige Millionær«, uagtet det var et originalt og velopfundet Lystspil, der ikke havde andet med Scala at skaf­ fe, end at Forfatteren ogsaa har sagt nogle Vittigheder der. Da Ledere af betydelige Scener i fire Lande efter Læsningen af »Den fattige Millionær« har fundet Styk­ ket egnet til Opførelsen, er det paa Forhaand usandsynligt, at det skul­ de savne Teaterværd, og hvis Hr. Sarauw havde lagt Vejen til Dan­ mark over Norge, Sverige eller Tyskland, var det nok gaaet ham bedre. Saa kunde Tidspunktet og­

saa have været gunstigere end Slut­ ningen af en Sæson, hvor efterhaan- den en kritisk Eksplosion kunde for­ udses, og Teatret havde sandsynlig­ vis ogsaa kunnet finde en mere træf­ fende Rollebesætning end med Fru Pontoppidan, Johs. Poulsen og Car­ lo Wieth, hvoraf ingen fandt den særlige Sarauwske Tone, der paa sin Vis er lige saa barok og ligesaa over­ raskende i sine Overgange som

Redaktør Jørgen Bast. Jørgen Bast, den kendte unge Kø­ benhavner-Journalist, er bleven Re­ daktør af »B. T.« Saadan maatte det jo ende. Med sin elegante og smidige Pen, ført snart i eget Navn, snart som »Kammerjunker Lassen«, har Jørgen Bast sat sit umiskendelige Præg paa »B. T.«. Gennem den lange Række af spændende, aktuelle Romaner, han har skrevet til sit Blad — flere af dem senere udgivet i Bogform —, har han yderligere faaet et stort Publikum i Tale, og naar han nu er avanceret til Redaktør, vil han sik­ kert i endnu højere Grad udfolde hele sin forbløffende og beundrings­ værdige journalistiske Vitalitet.

Paul Sarauw. Pontoppidans overor- klarede i Grun-

Shaws. Fru dentlige Intelligens

den bedst det meget selvstændige Pigebarn med Hornbrillerne, som saares saa dybt af Hr. Francks haarde Tunge, at hun først efter at have mobiliseret Politiet mod hans rerne. Hr. Johs. Poulsen smælder sine Replikker ud med al mulig Sik­ kerhed og Effekt og haandterer flot sin Monokle og andre af Elegancens Rekvisiter, men alt som en Bon-vi- vant af en ældre Komedietype og ikke Anno 1926. Det er Skade, at Ahnfeldt-Rønne er gaaet tabt for Det kongelige Teater og overhovedet for den virkelige Scene. Hans mær­ keligt særprægede Humor og Char­ me kunde have meddelt det origi­ nalt opridsede Tidsfænomen, den hæ­ derlige Svindler, Liv i Rampelyset. Tharnæs havde ogsaa haft Mulighed derfor, kunde i alt Fald have frem­ stillet Vennen Holger Bernhards ko­ miske Elskelighed. Nu var af Perso­ nerne i første Række Liebman som den firsaarige, men stadig livskraf­ tige Bedstefader, ene om at give et helt, baade vittigt og fint Billede. Ove Rode (i Tidsskriftet »Teatret«). Svindlerier opdage leiser er ganske m *er, at hendes Fø- odsatte. Men Her­

Scenebillede fra Sarauws »Den fattige M illionær« paa D et kgl. Teater: Clara Pontoppidan som Charlotte Vallentin og Johs. Poulsen som V ictor Pranck.

124