S_Københavnerliv_1920-1937

Jeppe Aakjær fejres paa Raadhuset 1 926 Kammersanger Helge Nissens pludselige Død. En storstilet Fest

i Byens Hus til Ære for den jyske Digter. 11. September. Jeppe Aakjær fejredes i Gaar paa sin 60 Aars Fødselsdag med en pragtfuld Fest paa Raadhuset. Det var alle de store københavnske Dag­ blade, der havde sluttet sig sammen om at arrangere denne Fest, der fik sit særlige pompøse Præg ved, at selve Byens Hus dannede Rammen om den. Aakjær, Stridsmanden, der saa ofte har sagt sin djærve Mening om Tingene, løftedes her som Digter op over alle Partier og Stridigheder. Raadhushallen var fyldt til sidste Plads, da Aakjær med sin Familie ankom og af Overpræsident Jensen førtes hen til sin Plads foran Taler­ stolen, som Prof. Vilhelm Andersen nu steg op paa. Jeppe Aakjær, sagde Prof. Vilhelm Ander­ sen, skildrer os Jylland langt m ere levende, end Blicher har gjort det, bl. a. i sin Sang om den gamle Moder, der skal til at dø. Maaske er Digtet ikke Aakjærs bedste. Men hvor er det rent i Klangen, rent, som Aakjær selv er ren, som Almuen er det. — Aakjærs Slægtled, der blom strer i Tiden mellem System skiftet og Verdenskrigen, det er J y l l a n d . Har ikJce Aakjær selv engang sagt, at Sjælland, det er noget, Sjællænderne selv har fundet paa, men Jylland har Vorherre selv pinedød gjort! Jeg ræ kker Dem — nej dig, Jeppe Aakjær, Kransen i Aften, fordi du i din Kunst er den, der har givet os mest af alle. Festen fortsattes med Sang af »Bel canto«, og saa blev Fakkeltoget meldt, og Aakjær maatte ud og tage imod. Fakkeltoget. Raadhuspladsen var sort af Men­ nesker, da det imponerende Fakkel­ tog svingede op i Muslingeskallen. Her talte Sophus Michaélis, og Jeppe Aakjær svarede: — Jeg har maattet spørge mig selv i disse Dage, hvad det er i mine Sange, som taler saa stærkt til D eres H jerter, at De vil hylde mig saa skønt og storslaaet, som jeg aldrig før er hyldet. Jeg er jo en Bonde, Landets, Storkenes, Ensomhedens og de store Vidders Sanger, men denne By maa leve i Larmen. Det er vel, fordi Larmen stilner af, og saa staar Høsthimlens Stjerner over Byen som over det hele Land. Haan ikke Larmen, den er Byens sunde Aande­ drag. Men i Stilheden har min Ensomheds Sange eller min Hverdags Viser maaske gæstet D eres H jerter. Saa gik man ind til Souperen, bag­ efter festede man videre med Sang og Spil, og til sidst dansede Ung­ dommen i Raadhushallen.

tret. Direktør Norrie holdt det hem­ meligt saa længe som muligt for ikke at forstyrre Festen i Anledning af Solodanser Richard Jensens 25 Aars Jubilæum ved Teatret. Men da Sand­ heden endelig kom for Dagen, stop­ pede al Festlighed, og saavel Kunst­ nerne som Maskinpersonalet forlod Teatret i Tavshed. * Helge Nissen var den sidste af de store fra vor Operas Guldaldertid. Hans Bortgang føles smerteligt, ikke blot i Savnet af ham som Kunstner og Personlighed, men ogsaa fordi han var en Støtte i vort Musikliv. — Tilfældig falder et Eksempel som Alnæs’ ligefremme »Sidste reis« en ind, Sangene om Sømanden, der foer saa vidt og langt, i Dyst med stærke Bølgers svære Tag, og som nu med oprejst Pande synger sig Døden i Møde — »sing, sailor oh —«. Der var Slægtskab mellem ham og Helge Nissen. Til det sidste en fri og for­ nem Mand i Kunsten, en Frilufts- mand som Jæger og som Fisker i Naturen, i stormfuldt Liv til selv­ valgt Død en Gentleman. Gunnar Hauch.

K amm ersanger H elge N issen. Kammersanger Helge Nissen døde pludselig og uventet i Aftes. Han blev 55 Aar. Dødsbudskabet ramte haardest hans Kammerater paa Tea­

A a kjæ r m ed Familie ankomm er til Raadhusfesten. I Midten se s Fru Nanna A a k jæ r o g Dig­ teren, til venstre fo r dem deres to Børn S olvejg og E sben. Til h øjre for A a k jæ r Sønnen a f første Æ gteskab, den unge Videnskabsmand Svend A akjæ r.

12>l