S_Københavnerliv_1920-1937

*927 Aandens Stridsmand, Georg Brandes død

Paa den ene Side er hans Personlig­ hed ikke nærværende, fordi den sidste Del af hans Produktion slet ikke rammer Ungdommens Interesse­ sfære. Paa den anden Side har den hindret, at hans Virke er kommet saa pas paa Afstand, at den har faaet historisk Interesse. Ernst Kaper. En af Aandens Store. Dag for Dag har vi lyttet til Efter­ retningerne fra Georg Brandes’ Dødsleje, og det er en Lindring at vide, at hans Lidelser nu er endte. Deri Strid, der har staaet om hans Værk og hans Personlighed, vil vel nu for en Tid standse. Hans Mod­ standere vil sænke deres Kaarder, og selv Træsablerne vil foreløbig ikke lade deres Klapren høre. Selv for den, der ofte har følt sig i Mod­ sætning til ham, vil det staa klart, at en åandelig Stormand nu er gaaet bort, og han vil føle Trang til at ud­ tale, ikke blot hvad han selv har lært af ham, men hvad vort Folk skylder ham. . . . Han hører, i sin Forstaaelse af det Store, selv til de Store i Aan­ dens Verden. Harald Høffding. Faa fødes bedre end han. Georg Brandes gaaet bort. Fem og firsindstyve Aar gammel endelig bukket under for Døden. Han havde ikke selv ventet at skulle leve saa længe. Sit egentlige Livsværk havde han sluttet og levede nu som mellem Skyggerne, selv krumbøjet og ind­ tørret som en gammel Fugl, med Li­ vet endnu kun brændende i Blikket. Den gamle, nordisk-jødiske Vis­ mand er ikke længer blandt de Le­ vendes Tal. Hans Skrifters Strøm er uigenkaldeligt hørt op med at rinde. De Efterlevende i hans Fædreland er ham Tak og hans Minde Hæder skyldig for det Livsværk, han ud­ førte. Faa fødes nu bedre end han. Hans Brix. (Nationaltidende.) Han s a a e d e ny soc i a l e Tanke r s Sæd . En Storaand er gaaet bort. En Per­ sonlighedens, Tankefrihedens, Skøn­ hedsglædens Dyrker. Georg Brandes har pløjet dansk Jord saaledes, at ogsaa de ny sociale Tankers Sæd vil faa en langt hur­ tigere og herligere Vækst her i vort Land, end det vilde have været Til­ fældet uden hans mægtige 60-aarige Livsgerning. (Social-Demokraten.)

20. Februar. I Aftes, netop som Klokken slog ni, døde Georg Brandes paa Profes­ sor Lorentzens Klinik ved Sorte­ damssøen. Georg Brandes blev 85 Aar gammel. I Maaneder havde han ligget syg, kæmpende under store Lidelser med Døden, der nu endelig kom som en Befrielse. I mere end to Menneskealdre øvede Georg Brandes en Gerning, der skabte ham et euro­ pæisk berømt Navn som Literatur­ kritiker, en Aandens Stridsmand, hvis Skrifter, Taler og Tanker sam­ lede glødende Beundrere om ham og skaffede ham ikke mindre fanatiske Fjender. I sin høje Alderdom arbej­ dede han med usvækket Kraft og udsendte en Række Værker. Efter Brandes’ Ønske foregaar hans Bisættelse og Baalfærd i dy­ beste Stilhed. Kun hans Datter, Fru Edith Philipp, og hendes Mand vil være til Stede. - En højt luende Fakkel - 1 »Ve mig, der behøver en Evighed og dog maa dø som andre«, skrev Georg Brandes purung i et Digt (1859). Han fik to Menneskealdres Mandsgerning og arbejdede til det sidste med en Livshunger og en Livs­ vilje, som stod i Modsætning til hans romantiske Menneskeforagt. Nu er han død. — Maaske føler vi dybere netop nu, hvor uhyre hans Betydning har væ­ ret for hver en af os. Selv de, der har staaet ham fjernt, har indirekte om ikke direkte optaget Dele af hans Aands Væsen, som Kraftkilde, til Paavirkning eller Modsigelse, til Forbrænding eller Opildnelse. Han elskede selv Ilden som sit Væsens Billede. Meget er brændt i denne Ild af godt og ondt, andet er sværtet af Osen: Han var den højt luende Fak­ kel. Der føles et Øjebliks Mørke, nu da den udbrændt er slængt hen foran Evighedens Tærskel. Chr. Gulmann. (Berl. Tid.) From var han aldrig — Georg Brandes elskede Livet, maaske rettere sagt: det at leve. Men saa afstumpet var hans Evne til at opleve, at han altid søgte sin egsn Eksistens sensationelt bekræftet. At leve, det vgr for Georg Bran­ des det samme som at være berømt. Men for at blive omtalt maa man

f

G eorg Brandes.

Mindeord ved Georg Brandes Død

give Anledning til Omtale. Georg Brandes skaanede ingen og heller ikke sig selv for at blivé omtalt og berømt. Den, for hvem Livet er alt, han skal jo ved Døden miste alt. Jo ældre han bliver, desto mindre synes Li­ vet, desto mere synes Døden. Den, som siger, at Døden er intet, for ham skal den ende med at blive alt From var Georg Brandes aldrig, og viis blev han ikke. Henning Kehler. (Kristeligt Dagblad.) H a n s V æ r k vi l l eve. Han var aandfuld og kundskabs­ rig som faa, veltalende som færre. Hans Arbejdsglæde stod Maal med hans Arbejdskraft, der var gigan­ tisk. Gennem mere end et halvt Aar- hundrede har han været den store Kulturspreder i vort Land og i mange andre. Han var tillige den store Uro. Han skaanede ingen og blev heller ikke selv skaanet. Paa mangfoldige Omraader har hans Arbejde baaret rige Frugter. Hans Værk vil leve gennem lange Tider. Kr. Nyrop. Glemt af Ungdommen. Var Georg Brandes død for blot en halv Snes Aar siden, vilde hans Død sikkert være følt af Ungdom­ men som en betydningsfuld Begiven­ hed. I dette Øjeblik derimod næppe.

r39