S_Københavnerliv_1920-1937
Badedamer og Sca la-Piger
Professoren , Professor Valdemar Vedel om Nøgenhedsmoden paa Hornbækstranden og i „Scala“ . Af en Kronik i >National- tidendet 2. Juli 1921. T il Bladstoffet hører i Badesæso nen som bekendt ogsaa For- argelsesraabene fra ældre Samfunds vogtere over, hvor ugenert Grosse- rerdø trene udstiller deres Kvindelig hed paa Hornbækstranden. Paa samme Aarstid gøres ogsaa i P ro vinsaviserne gerne Scala-Bevyens Masseopvisning af Statist-Yndigheder til Genstand for indignerede Be trag tn inger af dem, der h a r været deres aarlige T rip inde i Sodoma. Med nogen Forundring saa jeg for leden h er i »Strejftog«-Rubriken den samme Forargelse blive luftet af en Kollega, som jeg — hans Dyd og Sædelighed ufortalt — ellers ikke regner til hverken de nævnte ældre Vogtere eller til Provinsens Retfær dige. Og med F are for at kaldes en aldrende L ibertiner vil jeg gerne melde mig som en oprigtig »Lieb haver« af saavel de brogede Dame- triko t’er paa den hvide Sommer strand som de offentlige Benudstillin ger i Skaarups kulørte Belysninger. Jeg sidder selv herude mellem græs sende Køer og dræende Rugmarker, lige langt fra begge de nævnte Til lokkelser; men de hø rer for mig med til Sommerens Blomstring som kække, rebelske Udslag af N atur instinkter, der, hvor meget man saa forsøger at dukke dem, altid — gud skelov! — forstaar at stikke Hovedet op igen. . . . . . . Det er ikke tilfældigt, at Bil ledkunsten i alle sine Blomstrings tid er h a r blandt alle Formmotiver foretrukket det nøgne Menneske legeme og især altid h a r kredset om Kvindelegemets Skønhed. Heller ikke, at Digtningen til alle Tider h a r haft Erotiken i dens forskelligste Form er til kæreste Emne. Det er Kønslig heden, der tager sin af Samfunds livet stæ rkt beskaarne Ret igen i Fantasien og faar — som Aristoteles sagde — »lindrende Afløb
S ca la -R evyen s D am ekor, som P ro fesso r Vald. V edel fo rtæ ller, at han »er en oprigtitr L ieb h a ver af*.
. . . At det nu praktisk talt oftest er m indre end saa som saa med den Skønhed og Poesi, der udstilles un der Strandsolens eller de elektriske P rojektørers Lys, ved jeg naturlig vis meget godt. N aar man paa en Badeanstalt balancerer mellem de nøgne Vomme og Skanker, der lig ger og tager Solbad, eller i et Te aters hede Rovdyrsatmosfære af nøgne, pudrede Arme og Barme sid der og nyder den »Frø-Ragout« af Kvindelaar, som repræsenteres bag Rampen, er det jo unægtelig somme Tider mere Kvalmefornemmelser end æstetisk Tilfredsstillelse, man faar. Men lige meget: Instinktet er rigtigt, og den legemlige Skønhedspleje vil i Længden vinde fremad, jo mere de tykke Vomme og de skæve Ben bli ver nødt til nu og da at præsen tere sig ubeskyttede af »Dress« og
Uniform mellem nøgne Plebs-Kroppe, og Bourgeoisifruernes fulde »Gor- ger« af Moden nødes til at tage Skønhedskonkurrencen op uden Hjælp af Silke og D iamanter, »in puris naturalibus«. . . . Det er nok muligt, at det er vildledende at døbe Tizians Billede af de to Kvinder ved Brønden: »Den jordiske og den himmelske Kærlig hed«; men enhver vil — uden at undse sig derved — give Prisen til den højre, d er h a r kastet Klæderne. Og selv om maaske nok de fleste af os ser vor Regning bedst i at fo r blive i Klæderne, kan vi — uden at undse os derved — for de Kvinder, der kan taale dem, aabent fore trække de nævnte Kostumer for Krigsmalingen paa* Strøget. Vald. Vedel.
N aar V in tersem e stre t b eg yn d er — h v is S o m m erd rø m m en b le v til V irkelig h ed . T eg n ing i B læ k sp ru tte n a f J en se n iu s.
83
Made with FlippingBook