S_Tivoli_1843

blikkelig Lykke eller vandt varigt Ry som Første­ rangsværker af Lymbye, kan nævnes Galoppen „En Sommernat paa Møens Klint,“ Johanne Louise-Vals, tilegnet Fru Heiberg, Döblers Zauber-Galop, Zigeuner- Galop, Jubel-Galop, Amélie-Vals, Kroils Ballklänge, Pomona-Vals. „En Tour paa Dyrehavsbakken“ spilledes første Gang den 26 . Juli 1845 og fremkaldte faa Dage

tydske Dansekomponister, om disse end til Gjengjæld vare ham overlegne i Valsen. Lumbyes Foredrag af Strausserne blev i Begyndelsen ikke ganske uanfægtet af Kritiken. En aabenbart meget kyndig „Straussianer“ beklager, at „den talentfulde Musikus ikke har hørt Strauss selv; der mangler hans Maade at anføre Dan­ sene paa noget af den Delikatesse, som er uadskillelig fra deres Karakter. Der er en idelig Jagen afsted, enten det saa er en Vals eller en Galop, der spilles. Men Tempoet er en altfor vigtig Sag i Dansemusiken, og uden en omhyggelig Nuancering gaaer den egenlige Duft tabt. Lumbye skulde f. Ex. høre Strauss med sit Orkester spille sin deilige „Loreley-Rheinklange“, og han vilde forstaa denne Vals ganske anderledes, end han nu synes at have gjort“. Det store Publikum var dog ikke saa fintmærkende. Det applauderede Lumbye Numer for Numer og var saa ihærdigt med sine Da- Capo-Forlangender, at der i Juni 1845 udgik Direktions­ forbud mod enhver Gjentagelse, da det var Orkestret umuligt at udføre de i Programmerne anmeldte Musik­ numre „paa en anstændig Maade“ indenfor det fastsatte Tidsrum Kl. 7 — 11 , saafremt Publikum vilde høre dem flere Gange. Ogsaa hos Udlandets Publikum høstede Lymbye rigelige Laurbær for sine Kompositioner. Hans Koncerter i Paris i Vinteren 1844—45 anmeldtes paa den mest smigrende Maade af selve Berlioz, i Strauss’s egen By Wien tillagde Kritiken ham det der meget betydende Prædikat af „Nordens Strauss“, og i Berlin flettede man hans Navn ind i de største dalevende Dansekomponisters Krans istedetfor Lanners, hvis Bærer nylig var død; ja endog „General-Musikdirektor

H. C. LUMBYE. efter i „Tivoli-Avisen“ en poetisk Kommentar, der endte med de Ord: „Lumbye kan gjøre Mirakler;“ samme Sommer, paa Tivolis Fødselsdag, hørtes første Gang den verdensberømte Champagne-Galop, som endog har naaet det Høidepunkt af musikalsk Anerkjendelse, at den er bleven baade varieret og transscriberet af tydske Komponister. Aaret efter fremkom den næsten ikke mindre berømte Fantasi „Drømmebilleder“, som ligeledes kommenteredes i et Digt, underskrevet 3 . 13 ., bag hvilke Tal det er tilladt at søge Tivoli-Stamgjæsten Carl Nielsen, en juridisk Kandidat og ministeriel Embeds­ mand, som hørte til det faste Inventar fra Tivolis første Dag til sin Død; han var en udmærket Bellman-Sanger, og Lumbye tilegnede ham 1844 sit Arrangement „Bellmans Fest paa Djurgården“, medens Otto Bache fastholdt hans Skikkelse fra en senere Tid paa sit Tivolibillede, hvor han er kjendelig paa sit stadige Attribut: Guld- Halskjeden, der faldt frem over Vesten. Foruden Lumbyes Kompositioner indeholdt Reper­ toiret overveiende Danse af Strauss, Lanner og Labitzky — Valse og Galopper. Polkaen var den Gang endnu en ganske ny Dans, som var ifærd med at kæmpe sig frem; den var slaaet igjennem i Paris, men i Val­ sens Hjem, Tydskland, varede det længe, inden den blev husvant. Allerede 1844 spillede Lumbye dog sin Caroline-Polka og gjorde hermed det første vellykkede Forsøg i den Genre, som tilligemed Galoppen skulde blive hans Hovedforce, i hvilken han overgik de syd­

Meyerbeer, som overværede en af Koncerterne, opmun­ trede Komponisten ved Bifaldsyttringer“, som det hedder

1 8 —