S_Tivoli_1843

paaskjønnende Publikum i Tivoli. Hans Meddirigent var, som ovenfor nævnt, i nogen Tid Georg Lumbye, og ved dennes Overgang til Koncertsalen indtog Carl Lumbye, født den 9 . Juli 1841 , hans Plads ved Anfører­ pulten, ligesom Broderen en utrættelig Dansekomponist, kjendt af den opvoxende Ungdom som Sanglærer ved de kjøbenhavnske Kommuneskoler og Indehaver af fol­ keligt Ry og almindelig Yndest i ligesaa fuldt Maal som Familiens øvrige Medlemmer. Overgangen fra Etablissementets musiske til dets gymniske Kunst foregaaer bedst, naar vi lægge Veien forbi Tbeatret. Overgangens Retning motiverer, at vi ikke kunne dvæle ved det reciterende Skuespil, der til sine Tider har gjæstet Tivolis Scene, som i Saisonen 1854 , da det Iversenske Selskab gav den senere ligesaa bekjendte som afholdte Skuespiller Helsengreen Ledig­ hed til at tjene sine dramatiske Sporer f. Ex. i den store Forklædningsrolle i „En Komedie i det Grønne“ ; eller i langt nærmere liggende Tider, da Sommerrevuerne 1886 og 87 havde gode Succes’er. Talestykket har kun i Ny og Næ givet Gjæsteroller paa Tivoli, enten paa Theatret eller i Cirkus, men det hører ligesaa lidt til Etablissementets faste som til dets eiendonnnelige Kunst. Dette gjør derimod i høi Grad det stumme Skuespil, der omtrent fra Anstaltens første Begyndelse har havt hjemme paa dens Enemærker. Pantomimen er

Overgang fra de raa Kraftøvelser til en mere luttret Nydelse, men først den følgende Saison „blev det for­ beholdt at fremkalde den høiere Udvikling, der havde slumret Vinteren over, ligesom Vintersæden under det snelagte Jorddække“. I denne Saison anstilledes nemlig de første Forsøg med „en anden og høiere Kunstart: Pantomimen“, og de lykkedes over al Forventning. „Ogsaa i denne Henseende er Udviklingen skeet ad den naturlige Vei, skjøndt vistnok med forbausende Skridt,“ fortsætter Bladet sin lærde Udvikling. „Det er igjen- nem det Komiske, at den høiere Ide bedst og naturligst tiltaler Folket. Hvad det her seer, linder Indgang af sig selv, thi det er Kjød af dets eget Kjød. Som Repræsentant for den komiske Ide staaer P ierrot . Hvor var det muligt Andet, end at Folket øieblikkelig maatte gribe og fastholde den Ide, som udtaler sig gjennem ham? Den slumrede saa at sige i Folkets Bevidsthed og trængte kun til en ydre Tilskyndelse for at slaa ud i Flammer. Med Pierrot er Folket blevet til og voxet op — Folket i Kjøbenhavn og Folket i Tivoli; thi da Tivoli endnu er saa ung, vel endogsaa den yngste i Stædernes Række, bestaaer den naturligvis kun af Ud­ vandrere, og først en kommende Generation vil det være forbeholdt at faae sit eget tivolistiske Præg. Pierrot altsaa, det Komiskes Repræsentant i Tivoli, er ægte dansk. Han er af sydlandsk Oprindelse, men for­ længst klimatiseret og nationaliseret. Allerede i sin oprindelige Skikkelse, da han endnu udelukkende bar sit italienske Præg, saaledes som C asorti fremstillede ham for os, vandt han alle danske Hjerter i den Grad, at endog vor Nations største Digter har besunget ham. Hvormeget mere nu, da han er bleven ægte national, da han ikke længer er Dumhedens og Dorskhedens Repræsentant i Almindelighed, men meget mere repræ­ senterer disse Ideer i hele deres danske Eiendommelig- hed. Hvormeget denne Karakters Fremstiller i Tivoli har bidraget til i denne Henseende at sætte Folket paa det rette Standpunkt til Opfattelsen og Bedømmelsen af den moderne Pierrots Karakter, er her ikke Stedet til at udvikle; det vilde desuden saare den unge Mands Beskedenhed, der alt er bleven Tivoli-Publikummets Yndling“. „Den unge Mand“, som her sigtes til, er Niels Henrik Volkersen, der den Gang var fireogtyve Aar gammel. Han kom til Verden den 2. Marts 1820 i en Landsby i Skjelskøregnen, hvor Faderen var Skole­ lærer; da han senere flyttede til Kjøbenhavn som Graver ved Frue Kirke, bleve lians to Sønner satte i Bogtryk­ kerlære: men medens den ene af dem gjennemgik bele sin Læretid og senere etablerede sig — han trykkede i mange Aar Tivoliplakaterne — var Broderen af et mindre stadigt Temperament og følte sig stærkt dragen mod det frie Artistliv. Han uddannede sig til Akrobat og fik 1838 Engagement ved Gautliiers Beriderselskab, som gav Forestillinger paa Vesterbros Theater, Peto- lettis Theater, lige udenfor den Plads, hvor senere Tivoli blev anlagt. I denne Stilling stiftede Volkersen Bekjendtskab med et Par ældre Medlemmer af Faget:

Tivolis egen dra­ matiske Kunst­ form, som det har Æren af at have holdt Hævd over i snart et halvt Aarhun- drede, saa at der paa en ganske mærkelig Maade er skabt et Hjem og fortsat en Tra­ dition for denne sydlige Skuespil- genre under vore nordlige Bredde- En Artikel om „Tivolis Kunst­ udvikling“ i et

Volkersen som Pierrot. Nummer af Eta- blissementets officielle Blad fra Juli 1844 efterligner paa en skjeintende Maade Datidens fdosofisk-kritiske Stil under en Paavisning af, hvorledes den theatralske Kunst paa sit første Stadium i den foregaaende Saison nærmest var et Udtryk for Kraftens Ide, realiseret af den stærke Mand Jean Dupuis; vel prø­ vede Skjønhedens Ide at gjøre sig gjældende i Skik­ kelse af hans Ægtehalvdel, og vel dannede de bevæge­ lige Tableauer med deres plastiske Stillinger en passende

— 2 3 —