S_Tivoli_1843

DEN GAMLE 0

.

( 1 8 5 8 ) .

e t var den gamle 0 — de mørke Gange, .hvor Tjørnegrene Taget sammenfletted,

D

Nu stod jeg stolt, fordi min Pung var tom og følte mig saa ideal, saa from. Jeg kunde digte om det allerdrøjeste til Poesi, ja til den allerhøjeste. Ja jeg var Troldmand! Hver en flanet Tøs biir til en spansk Señora; hver en Fløs, Grossererdreng, en lang, en sløj Gorilla, biir en Señor Don Gomez fra Sevilla, med Kaarde løftende en Ridderkappe; og Pavillonens kjøbenhavnske Sang faar fra Granadas Borg en lødig Klang, fortolket af en dejlig Maurerkvinde, hvis Taarefylde gjorde Barmen trang: ■— hun kan jo ej den kristne Ridder vinde - til Marmor biir den dumme Bræddetrappe, -—■og Knejpens Tralværk biir Alhambras Tinde. — Jeg var den kristne Ridder, from og stærk, Uldskjorten var min sikre Pansersærk.

mens'tid fra Pavillonen skingre Sange sig lokkende mod unge Tosser retted.

Jeg gik og gik i disse snoede Gange, saa paa Pavillonen — turde ej gaa ind; tom var min Pung, og fjollet var mit Sind.

Jeg saa mod Stranden ud, hvor Bølger leged med kreppet Haar som Damerne paa Bal. Som smaa Kaniner lydløst sig bevæged de hvide Piger under Løvets Hal; svandt bort, kom frem igjen. Jeg tog til Lommen — En Mark var jo Entrée til Helligdommen — En Mark endnu! Det var jo til et Glas. Og Pigerne har alt med Herrer Plads paa Lysthusbænke. Jeg staar dum som Kvæget. Et Suk sig op fra Kroppens Dybder pumped; og, da jeg ej gad græde, højt jeg lo. Min Harme sig i Hjertet sammen klumped — jeg kaldte hvert et Pigebarn en Ko. Fra Pavillonen Sang og Klang der lød. Vist noget rædsomt Tøj, det tror jeg gjerne; men nitten Aar og Sommeraftnens Stjerne med Flammen tindrende og rosenrød, gjør Alt til Poesi, gjør den Slags Piger til Aabenbaringer fra Lysets Riger. Brat min Foragt for disse Nymfer viger; med Mørket Modet springvandsmæssig stiger.

Jeg mærked, Marken laa endnu i Pungen; mit sidste Ord jeg end ej havde sagt, og i mit stille Sind en Sang blev sungen i spanske Rythmer, i trokæisk Takt.

Jeg sejled i Gondol i Gravens Mudder; skrev Vers, da jeg kom hjem, i Nattens Stund. Den næste Morgen efter flygtig Blund jeg læste dem . . . Aa hvilket rædsomt Sludder! jeg skammed mig . . . ja som en dyngvaad Hund.

S. Schandorph.

— 88 —