S_Tivoli_1843

sig „oppe i den nattesorte Himmel. Saa hørte vi en vrælende Hylen, et brasende Brag, et dumpt Fald, og en Kvindestemme hvinede: „La’ vær!“ „Hvad var det? — Hun slog sig vist ihjel!“ ud­ brød Aall forfærdet. — Atter brasede Noget ned gjennem Mørket, og en ny Stemme hylede: „Uh! Jeg dør!“ „Hva’ Fa’n er det? — Der faldt jo En til! — Hvor er vi? spurgte Aall. „Paa Dovre, gamle Ven! Maa jeg præsentere dig Lange- og Filefjeld, som er løbne sammen i Tordenvejr. Næ stop! — Vi skal op i Taarnet til venstre!“ Lidt efter stod vi paa Rutschbanens Platform. Under os laa Tivoli i Fugleperspektiv, over os den tunge, natsorte Himmel. De røde, osende Begfakler gloede som en Række Øjne, der svandt i Dybet under os. „Vil Herrerne ha’ sig en Tur?“ „Fjorten!“ raabte jeg og slog mig paa Blanko­ kreditten. „Men med fuld Kraft! — Det er fulde Fjeld­ folk, skal jeg sige os.“ Karlene grinede og halede Vognen frem. „Jeg skal da ikke i denKarriol?“ spurgte Aall. „Jo, Gu’ skal Du saa! — Og ham, Bergenseren Holberg, kan Du ta’e med til Trondhjem.“ „Næ! — Jeg vil ikke!“ udbrød sidstnævnte. „Jeg kunde gaa paa Ho’det i Hullet!“ „Saa hold paa Kasketten — det er det vigtigste. Saa! Spænd Forlæderet! — Lad gaa! Tscliuh!“ „Ratsch!“ sagde det, og ned susede Vognen. Vi saae Aalls Hue flyve over Rækværket og hørte Bergen­ seren brøle som en Besat. Saa kom den næste Vogn. „Hvem vil nu? — Hej, Munthe, her er Plads!“ Normændene tav og trykkede sig. „Er I bange? — Saa rutscher jeg alene!“ „Nej, Fa’n hakke mig, omvi er!“ raabte Munthe og krøb noget langsomt i Vognen. „Hej, Daa! Kom nu med paa Li’færden!“ Daa spændte med en betænkelig Mine Forlæderet og spurgte: „Hvor langt er der ned?“ „Aa, saadan et Par hundrede Fod. Tschu— uh!“ Og ned gik det, som røg de i Gabet paa Tartarus. „Jeg synes, vi skulde ned og se Fyrværkeriet,“ be­ mærkede En. — „Hvad var det?“ Der foer en blegblaa Lysning hen over Himmelen. Var det et Lyn eller et Blaalys? Rimeligvis detsidste; thi nu faldt de tre Kanonskud. Jeg saae mig om — mine Normænd var borte, men dybt nede stod Aall og Bergenseren med Panderne mod Menageriets Væg. — Man skal aldrig kjøre ned ad de danske Fjelde, naar man har drukket svensk Banco og norsk Akvavit. Hvilken Trængsel ned imod Fyrværkeriplænen! Hvilket Støv, hvilken Hede,, hvilken Tummel! „Hurra for Phønicierne!“ klang det igjen fra Stu­ denterne, der strømmede ud fra Cirkus, og i fælles Fylking borede vi os frem gjennem Masserne. Det be­ rettes med Stolthed, at der den Aften var 12,000 Men­ nesker i Tivoli — det vil sige det samme som 20,000 nu. Det susede og brusede, knaldede og gnistrede lige foran os. Solene gik deres Ilddans, Florabomberne knaldede, i Straaleild tegnede Kong Oscars og Frederik den Syvendes Navnetræk sig i broderlig Forening, Men saa blev det til Røg Altsannnen — det var som 0111 Krudtdampen ikke kunde komme bort — som frygtede den at stige op mod denne mørke, truende Nattehimmel. Saa kom Giandsnummeret — Raketgirandolen! Som et bredt, glødende Ildneg susede den op mod den nattesorte Himmel, bøjede saa i elegante Buer blin­ kende af og sendte sin Regn af skandinaviske Ildfarver ud til alle Sider. Men i samme Nu skete der Noget, som ingen af de mange Tusind opadvendte Øjne mæg­ tede at se paa. Det var, som Skydækket revnede fra Øverst til Nederst, og ud af denne Spalte flammede et blaaligt, blændende Flammehav, imod hvilket Ra­ ketternes Gnister tog sig ud som hendøende Funker paa udbrændt Papir. Deres knitrende Knalden overdøvedes af et bragende Bulder, og i næste Nu slyngedes Regn, Hagel og Isstumper ned over den sommerklædte Mængde. Saa kom Bygekastet — et Stormsus, der sang gjennem Tivolis Træer, saa Hattene røg af og Para­

sollerne vendte sig. Og nu gik det — Lyn i Lyn, Drøn i Drøn, Regn i styrtende Strømme! Vandet trom­ mede paa Bazartaget, væltede som en Flod ned ad Skraaningen ved Concertsalen og forvandlede Støvet til sivende Slam. Saa susede det paany gjennem Træerne — de sidste Lamper slukkedes — Alt laa i ravnesort Mørke, hvori de brede, blinkende Lyn flammede med tidobbelt Styrke. Menneskehavet bølgede frem og til­ bage. Ingen var Herre over sig selv; man førtes med Strømmen, hvorhen den bar — og pludselig stod vi atter ved Liphardts Menageri i Nærheden af Cirkus. Da hylede et nyt Stormstød gjennem Luften — Telt­ taget paa Menageriet blæste af, og i næste Øjeblik blæste Elefanten en Trompet, der overdøvede selv Tordenens Bragen, medens Løverne brølede i vilden Sky. „Bare Løverne ikke river sig løse!“ raabte Aall. „Hvad siger De? — Gud, Petersen! Hører Du? — Løverne er løse!“ hvinede en trivelig Madam. „Nej, undskyld, lille Frue, det er kun de norske Løver, der er løse, og de bider ikke.“ „Bider de ikke? Og det vil De bilde mig ind? — Gud, Petersen! Jeg besvimer — Løverne er løse!“ Der flammede et Lyn hen over Himlen, fulgt af et Tordendrøn, som overdøvede selv Dyrenes Brølen, og i samme Øjeblik flængedes Menageriets Beklædning, saa at man saae de vældige Dyr rase mod Burets Jern­ stænger som besatte. Elefantens Krigstrompet blandede sig med Løvernes vældige Brølen, og under Raabet: „Lø­ verne er løse!“ tog Pokker ved Alt, hvad der havde Ben at løbe paa. Under Lyn og Torden, i Dynd og drivende Regn, over væltede Stakitter og nedtrampede Plæner tog Mængden Fart imod Udgangen, rivende Planke­ værket ud mod Vesterbro overende og ned i Grøften. Der pillede man hverandre op, og der fandt jeg min Aall — Alle de andre vare forsvundne. En enlig Droske kom luntende; jeg raabte Kusken an. „Jeg har Tur!“ lød Svaret. „En Blaa for at kjøre til Hotel Phønix!“ raabte jeg. Kusken steg af, strakte rolig Haanden ud og sagde: „Lad mig se den først?“ Haanden foer til Brystlommen — den var tom! Man havde lettet den for Alt, selv Blankokrediten. „Naa, saa De er af den Slags!“ sagde Kusken og kravlede op paa Bukken igjen. „Stor Mulepose og muggen Havre — Adjøs!“ Der stod vi, vaade til Skindet. Saa tog jeg min Aall under Armen; han svømmede og jeg gik. Da vi kom til Kongens Nytorv, spejlede Tran­ lampernes melankolske Blus sig i én eneste Flade. Torvet laa som en Sø, og vi begyndte at pjaske ud i den. Pludselig stod Aall stille, stirrede meget dyb­ sindig ned for sig og spurgte: „Sig mig, Du! Er dette her Kjøbenhavns nye Vandværk?“ „Ja vel er det det! Pas paa — dér er et Hul!“ „Et Hul? — Ja, det er jo Hul altsammen! — For­ resten tror jeg, jeg er fuld — jeg skulde ikke ha’ kjørt ned ad det Fjeld, Du!“ „Kom! Nu skal en marineret Sild gjøre godt.“ „Ja vel! Men pas paa, at det bliver en norsk Flomsild, Du — jeg kan ikke taale disse danske An­ sjoser. — Det var da Fa’n til Vandværk, det!“ Da vi den næste Morgen samledes paa „Ganger- Rolf“ for at tage Afsked, kom Aall hen til mig. Han var noget bleg, men der var en stille Overbevisning i hans Stemme, da han udbrød: „Nu veed jeg, hvad vi ikke kan faa i Christiania!“ „Naa — er det Tivoli?“ „Nej. Det kan vi vel faa endda!“ „Er det Tordenvejret?“ „Aa nej, sligt kan vi ogsaa faa deroppe.“ „Hvad er det da, I ikke kan faa?“ „Det skal jeg sige dig, Bror min! Vi kan aldrig faa sligt Vandværk, som det, jeg saae i Nat!“ „Aa, hvorfor ikke det?“ „Nej, for hos os fosser Vandet i Fjorden igjen — for vi ligger paa Fjeld, Du!“ Saa fik jeg da endelig at vide, hvad selv Nor­ mænd ikke kan faa i Christiania!

— 4 1 —

Made with