S_Tivoli_1843

gik den snart nd af Interessen. Fremvisningen sygnede hen, Huset blev taget bort over dens Hoved og den kom under aaben Himmel til at fungere som et Knudepunkt for alle Amors Veje. Man satte Stevne ved Krokodillen.

Theaterpladsen var ikke dengang en Skraaning, der, som nu, naar op til Alléernes Kant. Den saa ud som Koncertsalspladsen, nærmede sig Niveauet og havde, som den, Kontreeskarper i den udgaaende Vinkel. Mellem disses Kreter og Allétræerne stod en Række Lysthuse af Lægter og Lærred, og der var Bænke og Borde til Servering for et udvalgt Publikum, som ønskede at overse Præstationerne fra et ophøjet Standpunkt. Det maa have været en god Indretning, saalænge der ingen Folk var, men paa den Aften, jeg her gjennemlevede, blev det en Torturplads uden Lige. Det vrimlede med Mennesker og overalt saaes Hoved ved Hoved. Da der var fyldt nedenfor, krøb Folk op ad Kontre- eskarpen og Lysthusene fyldtes med Mennesker i den Grad, at vi, som formodentlig vare komne en halv Time før Fore­ stillingen begyndte, for at faa en rigtig god Plads, fik den værste og bleve klemte op ad Bagvæggens Lærred til det var revnefærdigt. Alle Rygge tegnede sig i kraftige Kurver paa dets udvendige Side. Bagude færdedes en ryggesløs Skare af unge Ugjerningsmænd, som det var nægtet at se endog det Bitterste og som af Nag vare bievne blodtørstige. De bare Naale paa sig og anbragte dem uden Persons Anseelse i disse Rygge eller ogsaa noget længere nede og vakte Hyl, der lob Linien ned med en Styrke, som stod i Forhold til Smerten, alt efter som den var fremkaldt ved en Knappenaal, Stoppenaal eller vel og af en Spækkenaal. Jeg tror at kunne huske denne Afart af Naale. Intet af Ofrene evnede at flytte sig, end sige fjerne sig, og man kunde blot lindres ved at skrige og bande de udenvelts Bødler, der svarede med Brøl af Latter. Imens gik „den skæbnesvangre Nat“ sin Gang — hvor var den Nat dog lang — og medens Garl Rappo, paa Scenen: „Wabello, fransk Kavallerioberst“, hans „Jokai“, „La France og det tapre franske Rytteri kjæmpede med skydende og blanke Vaaben for at befrie den skønne Rose, Kjøbmandsdatteren fra Livorno, røvet og fangen af „Cartusch“, leverede vi Til­ skuere Hvin og Jammerskrig dertil. — Det var min første Aften paa Tivoli. Senere kom jeg der adskillige Gange. Jeg. blev den Anstalts Direktør og var det i 18 Aar. De første sytten vare de bedste. Vi havde i dem at gjøre med en velsignet og rar Presse, der flod med sød Madk og Honning. Anmel­ derne vare næsten alle Kandidater, klædte Embeder eller faglige Bestillinger og anmeldte i deres Fritid mere for Fornøjelses Skyld. Vi vare Omgangsvenner; de skreve ud af idel Velvilje, vare ikke egoistiske Stilister og ofrede aldrig en Ven for en Vendings Skyld. Traadte en af dem en Gang* imellem over Snoren og faldt ud af Tonen, fik lian straks et indigneret Brev og han gjengjeldte det saa med en ven­ lig Forklaring om, at det ikke godt var muligt stadig at manøvre med nagelfaste Fraser af Ros. Fik en Enkelt — det skete sjældent — en Raptus og fremturede i sine Bespotte­ ligheder, bleve Avertissementerne tagne fra Bladet til stor Morskab for Kollegerne, og det hjalp gjerne. Men da dette havde holdt ud i sytten samfulde Aar, var Freden forbi. Et nyt Kuld af Journalister skød op; for dem var Malicen en ny og nem Methode, men Vanskeligheden ved at vænne sig til den var, at den stak omtrent som Stoppenaalene forhen i min barnlige Ryg m. m. Jeg var stillet paa samme Maade, som paa min første Aften paa Tivoli; var ogsaa nu naglet til Pletten og ligesaa partielt eksponeret. Da min attende Saison endelig var løben ud — den kom adskilligt længere for end „Røverkrogen“ — snørede jeg min Bylt og gik min Vej ud af Tivoli, gladved, at jeg dog havde været der i de gode Dage. Nu da Aar ere gaaede og* Dybden af de Smerter, som Livet sender os, kan maales, maa jeg dog sige, at Svien var værst i 1844 .

Øen var i Programmets poetiske Sprog et Opholdssted for de gamle Guder — Lumbyes Dans minder herom — i Virkeligheden boede her kun en ensomVertshusholder, og i hans Afkrog dyrkedes kun Bachus, men i Lundens dybe Skygger udenfor samledes man i Amors Navn. Om denne Gudsdyrkelse synger Siesby — „mens de sidde derinde og klinke og drikke paany, herudenfor det hvisler bag Grenenes tætte Ly. Saa underlig melankolisk lyder Gjøgens Kuk og Nattergalens Trille og ømme Elsskovssuk. Dens blide Ivjær- lighedssang bebude for Enhver, at Guden for alle Guder, at Amor selv er nær“ — hvilket paa jordisk Tale vil sige, at her holdtes Stevnemøderne. Krokodillen led under dem, blev rygbrudt og meget svaj allerede i sin anden Saison, og dens ædlere indre Dele, der dannedes af Halm og Tang, kom for en Dag. Dette taalmodige Husdyr blev i saadan Forfatning sat ud af Brødet og jævnlig falbudt i Adresse­ avisen uden dog at skabe Reflektanter. I Koncertsalen var der to Orkestre, et i hver Ende af det aflange Rum. De koncerterede turvis. Foran det ene takterede Lumby e, for det andet (Harmoniorkestret) Brauli­ st ein. Orkestrene vare dengang forsynede med Instrumenter, der sjeldnere høres nu; der blev i Finalerne skudt med Pistoler, knaldet med Petarder og tændt bengalske Flammer, der stank gyseligt og fordrev Publikum, ja selv de slemmeste Dakaporaabere, og de vare rent besatte i hine Dage. Paa Theatret optraadte Carl Rappo med Selskab. De spillede et Sensationsstykke, „Den skæbnesvangre Nat i en Røverkrog“. Uagtet deri forekom en vis „Cartusch, Værthusholder og Røverhøvding“, gik det aldrig op for Tivoliavisens Redaktion, at her var Talen om en Røverkro. Derefter gaves „herkuliske Kraftkunster“, som sluttedes med „Balancen med Skibet“, et Sensationsnummer, der ikke kan være gaaet den nulevende Slægt af Minde, da det holder sig til vore Dage paa Herr Bus holm jun.s Repertoire og kommer frem af og til (i Mangel af bedre).

— 4 3 —