S_Tivoli_1843

Jeg takkede ærbødigst og had om Tilladelse til at komme igen en anden Gang. Naturligvis var det min Fejl — men ogsaa Justitsraadens Tivoli-Hum ør syntes mig alligevel ikke netop d e t, jeg egenlig vilde have fat paa. * * * Men — der var jo mange endnu paa Listen. Frisk Mod, An­ tonius — det gælder bare om at komme til den rette. Der er den forhenværende Direktør Y . , . han maa da sidde inde med en Mængde Stof, om ellers nogen gør det, og han er ikke mer end 60. Allons enfants . , . banker paa . . . overordenlig elskværdigt modtaget. Forhenv. Direktør Y er en meget diplomatisk anlagt Karakter. Han siger foreløbig ikke et Ord, men lader mig fortælle vidt og bredt om, hvad det er jeg vil, alt imedens han hører paa mig med et stille Smil. Saa siger han: „Kære Ven"! — N u forstaar jeg endelig, hvad det er De vil. Men . , .“ Han piner mig som med Tommelskruer med dette „men“. — „Men . . . jeg har selv skrevet en større Afhandling om Tivoli, og dér har jeg virkelig selv Brug for alt hvad jeg véd desangaaende, saa . . . De forstaar . . . og maa have mig und­ skyldt“. „Men Herregud! blot et Par Smuler fra den riges Bord . . .“ „Nej, unge Mand! De maa virkelig ikke forlange af mig, at jeg skal pille Rosinerne ud af Kagen og give dem til Dem ! — saa lidt egoistisk er jeg ikke!“ * * * Jeg farer i en lærd Mand, Historiker, inde i hver en Fold af det gamle og nye Kjøbenhavn. „Fortæ l!“ raaber jeg fortvivlet. „Fortæl! — Noget Tivoli-Humør! — “ Han bestiger et indbildt Katheder og holder en Forelæsning om hvorlunde en meget loyal Grundlovssang, der i 1856 blev afsunget inde paa Etablissementet, ved nærmere Eftersyn viste sig at være den rene Majestætsforbrydelse. Naar man læste de første Bogstaver i hver Linje nedad stod der: „Gid Fanden havde Kon­ gen og hans Ministre, der har tyvstjaalet Grundloven.“ Forfatteren maatte 3 Maaneder i Logis i Hestemøllestræde for den Spas’ Skyld! — — Se, det var da endelig noget! Det fyldte hele 3— 4 Sider i Noterbogen, da det var skrevet ned. Jeg trykkede rørt den begavede, lærde Mands Haand, siger Farvel og kan ikke dy mig for allerede nede i Gadedøren med Velbehag at læse alt det skrevne igennem. „Her har du da endelig . . . ja, kan man egenlig kalde det for Tivoli-Humør? Majestætsfornærmelse og tre Maane­ der „Almensikkerhed?“ — Ja, kan man? . . . Jeg ved ikke! * * * I hvert Fald kan det ikke opstilles som et Paradigma paa Tivoli-Humøret. Det maa danne en Undtagelse. Men jeg m aa, jeg skal have fat i det rigtige, egenllige Tivoli-Humør . . . Nu farer jeg paa Gaden som en bidsk Hund løs paa hver eneste forbigaaende, der blot kan tænkes en eneste Gang at liave været i Tivoli. Der kommer en meget kendt Skuespiller-Ven. Han maa kunne. „Tivoli-Humør, Kære! — De maa jo have oplevet saa meget der­ inde, Kæ re!“ „Gærne!“ og han fortæller: „De kendte Carl Wultf. I hans sidste Aar. Han var brystsyg. De kendte ogsaa Hager, den be­ rømte Skolerytter, Renz’s Svigersøn. Han var ogsaa brystsyg. Meget. Saa var det en Aften henimod Tivoli-Sæsonens Slutning, for nogle Aar siden. Renz gav et Gilde i Tivoli-Bazarens Restaurant. Der var mange til Stede. Wultf var til Stede, Hager var til Stede, jeg var ogsaa til Stede. Saa rejser ved Bordet Hager sig op og udbringer Wulffs Skaal med Ønsket om at Wultf, der i længere Tid paa Grund af Sygdom ikke havde kunnet spille Komedje, snart maatte komme til at optræde igen. Dertil føjer Hager, der skulde rejse et Par Dage efter, Ønsket om snart igen at træffe sammen med Wultf. Wultf rejser sig op for at takke Hager og gør det paa føl­ gende Maade: „Tak, kære Ven! Dine Ønsker vil nok gaa i Opfyldelse, og det vil næppe tage lang Tid. Du skal se, vi snart baade mødes og kommer til at optræde — og véd du hvor? — — I „Kisten“ !“ Der blev en meget uhyggelig Stilhed, der ikke godt kunde kaldes Lystighed. Og den mest trykkede var Hager. Men et Par Maaneder efter var ganske rigtig baade Hager og Wultf døde.“ „Tak — mange Tak! — men . . . undskyld! Det kan man vel egenlig mere kalde for Galgen-Humor eller Kadaver-Lyrik! Ikke saa meget træffende just Tivoli-Hum ør!“ „Ja, da var det skam inde paa Tivoli, det blev sagt, højst— 4 7 —

T I Y O L I - H U M Ø E , J A, det er i Grunden Tivolis store Hemmelighed! „Tivoli- Humøret“.“ „Visdomsord, kære! Det „Tivoli-Humør“ er det altsaa jeg vil have med i Bogen — med Petit. De forstaar m ig; en Vrimmel af Anekdoter fra de 50 Aar derinde! Pluk mig en Buket af hun­ drede, to hundrede, tre hundrede Anekdoter og Bonmots fra Tivoli. — der er nok af dem! Saa sætter vi dem med Petit og Stjerner imellem. Og Tivoli-Humøret er naglet fast til Bladene i al dets Ejend ommelighed “. „Top — det er jeg Mand for. Der er jo Masser af Kilder at gaa til. Om otte Dage har De mig med alle Lommerne strut­ tende af Tivoli-Humør. Pas endelig paa, at De har Stjerner nok i Sætteriet!“ * * * Saa begynder Jagten efter Tivoli-Humøret. Den første Visit gælder en meget gammel, mer end hvidhaaret Restauratør, den ældste og fortrinligste Tivoli-Kender, der er til at opdrive. Efter kyndiges Udsagn er der Stof i ham til et nordisk illustreret Konversationslexikon over Tivoliana i 365 Bind. Jeg stedes for hans Aasyn og siger ham mit Ærinde. Den gamle sender mig et langt, prøvende Blik, sukker dybt, ryster paa Hovedet. Saa kommer det endelig, usigelig tungsindigt: „Ja, De har sagtens ikke kendt Tivoli i Carstensens Dage?“ „Nej — gør mig ondt — var virkelig lovlig undskyldt“. „Ja — ja — ork ja! Jeg vil saamæn gærne tro Dem. Ja, der er passeret mange, mange mærkelige Ting derinde . . . hvis man vilde skrive det ned . . . Ork ja! — Hvad’faler — Anekdoter? — pudsige Smaatræk, siger De . . . ja, hvis jeg vilde begynde at fortælle Dem alle de pudsige Smaatræk, saa . . .“ Da der var gaaet halvanden Time begyndte jeg at faa en salig Fornemmelse af, at nu var den hvidhaarede og Erindringen ved at tø op. Jeg sporede tydeligt, hvorledes Ungdomsilden og Tivoli-Humøret lyste op i Oldingens slukte Blik, jeg nærmede krampagtigt Blyant­ spidsen til Noterbogens første jomfruelig rene Blad, — den gamle lod en ganske stille, ligesom underjordisk Grynte-Latter høre, og fik frem: „Der var . . . der var en Gang , . . ork ja, det er længe længe siden . . . en økonomisk Direktør derinde . . . han gik og pillede Søm op, — gamle, rustne Søm op fra Jorden . . . for at være rigtig økonomisk . . .“ Og saa gryntede han igen, denne Gang saa stærkt at han hostede ved det og nær var kvalt i dette Anfald af Tivoli-Humør. Men — saa var han ogsaa ganske og aldeles udtomt. Det var mig ikke muligt at faa en Døjt mere ud af ham. * * * Bare ikke forknyt. Der er da dem, der er yngre, tænkte jeg og ringede paa hos Justitsraaden. Han var kun halvfjerds, spil-rask og utrolig lebendig, ældste Abonnent i Tivoli, Dus med hele Etablisse­ mentet fra Direktør til Manden ved Tyrehovedet, levende køben­ havnsk Personal-Register over de forløbne 50 Aar, — umuligt at opdrive et bedre konserveret Exemplar af Tivoli-Humøret. Han lo, — lo saa han var nær ved at sprække ved det, inden jeg fik talt ud. Øjeblikkelig med paa det hele. „Skriv!“ sagde han, „skriv hare ned, min brave Ven! Jeg skal nok fortælle — — her har De strax én — men den er fin, og ondskabsfuld . . . nederdrægtig hvas! Peter Svendsen, ham kendte De, ham ved „Flydebroen“ . . .“ „Naa, Svend Enarm . . .“ „Nej, vist ikke . . .“ „Naa — Peter Nikolaj, da . . .“ (Jeg kendte mine Klassikere). „Herregud, det er jo den samme! Nej, Peter Svendsen . . . ved Flydebroen . . . naa, det er for Resten ogsaa ligemeget . . . men det var en forfærdelig vittig Hund, og ondskabsfuld som hare Satan. Nu skal De høre én: det var ham, den bekendte kgl. Kapelmusikus R, — han sidder en Aften sammen med en Del andre hos Peter Svendsen og fortæller om, alt hvad han kunde spille og spille . . . Men den Aften er Peter Svendsen nu gal i Kalotten. Han vender sig om mod Musikeren, og siger . . . (Kunstpause. Jeg er saa spændt som en Urfjeder). „Ja — spille mig her og spille mig der! D u kan spille! Pyt! J a Basset kan du spille!“ Justitsraaden gør atter en Pavse, som jeg dog synes bliver fo r lang. „Naa . . . og sa a ?“ opmuntrede jeg ham. „Saa! ja, saa er der saagu ikke mer af den. Nu skal De faa en anden, men den er nu ikke saa fin . . .“