545386100

Fisken - værested for børn og unge blev skabt som et alternativ til livet på gaden, som mange børn ellers var henvist til. Værestedet afslørede hurtigt et stort behov for alternative fritidstilbud til de etni­ ske gruppers børn, der ikke kom i daginstitutioner og fritidsklubber. En del forældre anså børneopdragelse for at være et familieanliggende og øn­ skede ikke at overlade det til pædagogerne i daginstitutioner og fritidshjem. Det er med årene dog blevet færre og færre. Der kommer nu flere og flere børn med en etnisk baggrund i daginstitutionerne, især efter at de kommunale institu­ tioner er begyndt at beskæftige flere tosprogede pædagoger og lærere. Men på Indre Vesterbro kom børnene selv i Fisken - op til 10 % af sognets børn brugte værestedet, hvor de mødte engagerede voksne - ansatte og frivillige, som legede med dem, tilbød lektiehjælp, tog dem på ture og udflugter og dyrkede sport. Især sporten er blevet en integrationsfaktor, som bydelen og kommunen stiller store forventninger til. Det nye sportscenter ved Den Brune Kødby skulle gerne blive et stort aktiv for Vesterbros børn og unge, og Fisken har da også været involveret i at danne et idrætsnetværk på Vesterbro, som skal give børn og unge bedre muligheder for at udfolde sig i fritiden. Men først og fremmest blev Fisken et stort aktiv i et levende kulturmøde i Maria sogn mellem børn og medarbejdere - til glæde for begge parter. Igennem den seneste snes år er børnetallet faldet i Maria sogn. Byfornyelsen af Indre Vesterbro har også bidraget til denne proces. Derfor er Fisken nu flyttet til Ydre Vesterbro, hvor der er flere børn. Kirkeasyl I 1987 var Mariakirken rammen om det første kirkeasyl i Danmark. En gruppe på ca. 100 libanesiske flygtninge, som var truet af hjemsendelse til et borgerkrigs­ ramt Beirut, søgte ind i kirken og bad om dens beskyttelse. Menighedsråd og sognepræst tog imod dem og lod dem blive i kirkerummet efter højmessen 2. påskedag. Der er ingen tvivl om, at det for den daværende menighedsrådsformand var personlige erfaringer fra den tyske besættelse under krigen, der gjorde udslaget. De libanesiske flygtninge var i kirkeasyl igennem fire hektiske døgn, der gjorde et dybt indtryk på alle og kom til at præge menighedens selvforståelse. Flygtningene fandt støtte hos et flertal af folketingets partier, og på fjerdedagen kunne en bevæget formand for Socialdemokratiet, Anker Jørgensen, som var valgt på Vesterbro, fortælle de libanesiske flygtninge, at de kunne blive i Dan­ mark så længe situationen i Libanon var så farlig for dem, som den var.

125

Made with FlippingBook - Online catalogs