545386100

KØBENHAVNS RÅDHUSBIBLIOTEK

02 )%?JU ftÅw rV f

Fra bordel til boulevardkirke - eller var det omvendt er udgivet a f Mariakirkens menighedsråd i anledning a f Mariamenighedens 100 års jubilæum i marts 1998. Redaktionsudvalg: Bente Juhl-Thomsen, Lis Jørgensen, Anita Rohwer og Kirsten Rydberg

Redaktion og ombrydning: Anita Rohwer og Kirsten Rydberg

Tryk: Rydberg Skilte & Reklame

Illustrationen på forsiden er et akvarel a f Maria Kirkesal, på bagsiden Mariakirken, begge malet a f P. Engelmann

En stor takfor bidrag med oplysninger og arkivmateriale til Bertha Juul, Else Christensen, Preben Schaldemose, Gudrun Thomsen, Bente og Børge Juhl-Thomsen, Helga Winther, Ole og Lilly B. Madsen, Emil N. Riis, Hans Henrik Betak, Egil G. Frederiksen, Arnold Jensen, Ole T. Reng og Johan Petersen m.fl. Frafamilien Seemann Hansen er modtaget en pengegave, som er anvendt ved bogens udgivelse.

Fra bordel til boulevardkirke - P eller var det omvendt

Menighedens og sognets historie i 100 år fra 27. marts 1898 til 1998

Stefan Viggo Pedersen udførte to mosaikarbejder til kirkens 50 års jubilæum , Brylluppet i Kana, som ses- her samt Jesus opstandelse

Indhold:

7

side

Hvorfor dette skrift

9

side

Kirke med pionerånd

13

side

Hovsa!

15

side

Ønsker De en enkelt eller fællesvielse?

21

side

Ah nej, Vor Herre - det kan ikke være dit alvor!

25

side

Hvorfor Maria? hvorfor ikke.....

31

side

Mariaalter i Davids hus

35

side

Halleluja!

Er kirke et opsøgende arbejde? ... gademissionær Clausen

37

side

39

side

Dåseåbner

45

side

Om socialt arbejde i dag

49

side

Sæt det i Hjørnet af et Spejl eller Skilderi

53

side

Og præsten blev smidt på porten

57

side

Menighedspleje gennem 100 år

side

61

En trofast og offervillig kreds

side

65

Dagligliv i Mariakirken

Om Gud vil, inklusiv Kirkefondet og Jehova Zebaoths sendebud?

69

side

75

Boulevardkirken

side

77

Bag om arkitekten

„

side

81

Hva?

side

89

Hvem er det?

side

91

Musikken

side

95

Et minuts stilhed

side

Maria Kirkeplads bombet af engelske emaljerede grydeører

103

side

107

Se lyst på din menighed!

side

123

En hel verden i et sogn

side

127

Kan man ikke skrue ned for hende der?

side

131

Fremtidens folkekirke

side

135

Det ku’ vel være værre!?

side

137

Fungerer sognekirken?..

side

141

En velbesøgt kirke - især efter lukketid

side

143

Er det et bordel?

side

145

Ansatte ved kirke og kirkesal

side

Hvorfor dette skrift...

ved menighedsrådets formand, Bente Juhl-Thomsen

Kirker fylder 100 år og bliver fejrede, og det sker ofte i disse år, at kirkerne kan runde denne mærkedag. Men det er mere sjældent, at det der egentlig bør fejres - nemlig menighedslivet omkring en kirke - bliver be-mærket. Mariakirkens menighed er fyldt 100 år, og det har vi fejret med en fest for hele Vesterbro, og øvrige interesserede, med en gadegudstjeneste på fortovet uden Mission begyndte på Vesterbro med bl.a. gademissionær Clausen og både Kir­ kens Korshær og Frelsens Hær missionerede og bespiste mennesker på gaden for 100 år siden - ligesom Mariakirken gjorde på jubilæumsdagen. Festen skulle naturligvis foregå, hvor vi hører hjemme, og derfor spiste vi sam­ men på Maria Kirkeplads bl.a. for at vise, at pladsen ikke kun skal kendes som opholdsplads for byens narkomaner. Invitation til fællesspisningen blev udsendt til samtlige husstande i Maria sogn trykt på en paptallerken, som kunne medbringes, så man havde noget at få ma­ den på, eller den kunne gemmes som minde om dagen. Mariakirken har altid virket på trods, også i disse år, hvor den stadige struktur­ debat vil lukke kirken grundet en påstået for lille og speciel menighed. Men kirken begyndte med dårlige odds, og har altid været tænkt som en lille pågående kirke i et vanskeligt område. De første præster sendte private anbefalelsesbreve ud og stemte dørklokker og således fortalte Mariakirkens sognepræst C. Schousboe om sognet i kirkens 25 års jubilæumsskrift i 1934: „Skal jeg sige lidt om vort sogn, vil jeg pege på forskellige forhold, der har præget og præger det endnu. Detførste, jeg vil nævne, er, at der er et overvældende antal hoteller og pensio­ nater j sognet. Grunden hertil er, at Hovedbanegården ligger i sognet. Dette bevirker, at mange a f beboerne ikke er fastboende. Dette forhold tager stadig til, der kommer stedse flere hoteller og pensionater, og stedse flere fami­ lier flytter andet sted hen. Det andetforhold, der præger sognet, er den nære beliggenhed ved det køben­ havnske forlystelseslivs centrum. Mange prostituerede kvinder har boet og bor lor adressen, hvor vi begyndte for 100 år siden. At festen foregik på gaden var ikke et tilfælde.

her stadig. Dette sætter sit uhyggelige præg på gadelivet til stor fare navn­ lig for de unge. Det har ikke altid været lige slemt, men til tider så slemt, at det var umuligt at færdes uantastet på gaderne ved aftenstide. Et tredie forhold, som jeg vil pege på, er sognets beliggenhed. Mange menne­ sker harfra gammel tid tilknytning til Set. Matthæus kirke og vel endnu flere til de gamle store kirker inde i byen. Det betyder en del vanskeligheder i sogne­ arbejdet, fordi disse mange ikke søger kirken her, og heller ikke støtter menig­ hedens arbejde. Der kan nævnes adskilligt andet ejendommeligt om Mariakirkens sogn. Blot ét vil jeg nævne endnu, nemlig dette, at børnetallet er ringe og stedse bliver min­ dre. Dette skyldes kvarteret, og som jeg har nævnt, at familierne flytter bort. Somfølge a f det ringe antal børn er der kunfå konfirmander, og deres tal synes at tage a f år for år “ Menighedsrådet i dag er enige med pastor Sehousboe i, at forholdene var og er vanskelige, og det er de stadig; men netop de forhold overbeviser menighedsrå­ det om, at det er nødvendigt med en koncentreret indsats i et område som Maria sogn. Vi har med dette skrift ønsket at give en let historisk, men også anderledes og humoristisk vinkel på et menighedsliv, som vi håber fortsætter til sognets og sognebørnenes gavn. Konstitueret sognepræst Anita Rohwer har skrevet den gennemgående historie i bogen, mens en aktiv kreds af mennesker omkring Mariakirken har bidraget med mere nutidige beretninger. Disse skribenters navne fremgår af de enkelte artikler.

MARIAKIRKEN

- sognekirken i Istedgade

8

Kirke med pionérånd

a f Erik Norman Svendsen, biskop over Københavns stift.

Det vakte opsigt og medførte opstandelse i det københavnske kirkeliv, da Det københavnske Kirkefond i 1898 købte de to berygtede dansebuler Valkyrien på Vesterbrogade og Sortedamslund i Ryesgade og fik dem indviet til kirkesag. To kendte københavnske provster tog ved denne lejlighed deres gode tøj og gik ud af Kirkefondets bestyrelse i protest, fordi de fandt dem for tarvelige til guds­ tjenester og kirkelige handlinger og afspejlede et aktivistisk menighedssyn, som de ikke kunne gå ind for. Men biskop Skat Rørdam, der var formand for Det københavnske Kirkefond, rystede ikke på hånden og indviede Valkyrien som Set. Mariæ kirkesal den 27. marts 1898. Der var masser af pionérånd til stede i Københavns kirkeliv omkring århundre­ deskiftet, sådan som kirkesagens historie giver mange vidnesbyrd om. En lang række kirker - både midlertidige og blivende - blev ved Kirkefondets mellemkomst opført for frivillige indsamlede midler og gaver, og man kaldte og lønnede desuden selv en række præster ved de nye kirker. Set. Mariæ kirkesal og senere Mariakirken i Istedgade er et meget markant ek­ sempel på pionérånden. Da Mariæ kirkesal blev taget i brug, var det først og fremmest for at aflaste Set. Matthæus kirke, der med over 70.000 sognebørn mest var sognekirke af navn. Det tog dog tid, før den midlertidige kirkesal blev almindelig anerkendt og benyt­ tet af sognets folk til f.eks. dåb og bryllup, men takket være en behjertet indsats fra præsternes side lykkedes det lidt efter lidt. Få år efter sin indvielse kunne Set. Mariæ kirkesal således notere et stort gudstjenestebesøg og omkring 4000 årlige altergæster, og flere og flere sogne­ børn lod deres kirkelige handlinger finde sted i kirkesalen. Da Maria kirke slog sine porte op i 1909 til afløsning for Set. Mariæ kirkesal, var der således lagt et solidt fundament for den nye sognekirkes gudstjenesteliv og menighedsarbejde. Kirke med mange funktioner 1dag bor der kun godt 3.500 mennesker i sognet, hvoraf knap 2/3 er medlemmer af folkekirken. Nærheden til Hovedbanegården med de mange hoteller og turi­ ster har ligeledes medført, at der i området er mange prostituerede, og Maria

sogn har i snart mange år måttet tage højde for de mange alkoholikere og nar­ komaner, der holder til omkring kirken. Det har alt sammen betydet ret store forandringer i den kirkelige struktur og sædvane. Der har f. eks. i en årrække ikke været konfirmander og kun ganske få dåb og vielser i Mariakirken, og de almindelige gudstjenester søndag formiddag har relativt få deltagere. Hvis man alene ser på kirkens sognekirkelige funktion, er der næppe grund til at opretholde den mere. Men de store forandringer har også ført til initiativer, som man normalt ikke møder i en dansk sognekirke. Kirkens Korshær har således i mange år drevet Mariatjenesten i Mariakirkens lokaler, og i tilslutning hertil holdes Korshærsgudstjeneste hver søndag aften; og den rumænsk-ortodokse kirke har nu i mere end ti år holdt månedlig gudstjeneste med efterfølgende samvær i kirkerum og lokaler. På det seneste er man begyndt at holde gadegudstjenester ude på pladsen foran kirkens hovedindgang for de mange socialt belastede, der til stadighed driver omkring i området. Pionerånden lever således fortsat i bedste velgående i det gamle kirkedistrikt og sogn. Gadegudstjenesterne holdes efter inspiration fra kirkens bymission i Oslo og er en ganske enkelt opbygget gudstjeneste med tekstlæsning, prædiken, salmesang, bøn og nadver. Et transportabelt alter sættes op, og en kreds af medarbejdere har sammen med præsten ansvar for, at gudstjenesten gennemføres i god ro og or­ den. Gudstjenesten slutter med nadver, hvilket klart tilkendegiver, at der ikke er tale om et vækkelsesmøde, men en folkekirkelig gudstjeneste uden for selve kirke­ rummet. Man kan naturligvis altid diskutere, hvor hensigtsmæssigt det er med gade­ gudstjenester, ikke mindst i betragtning af det danske klima og de mange kirker i København, som har mere end god plads også for andre gudstjenesteformer end højmessen. Ritual og prædiken skal i hvert fald tilpasses tid og sted, og gennemførelsen af gudstjenesten skal i mere end én forstand hjælpe folk med også at finde videre ind i kirkebygning og menighedens fællesskab. Men det synes uomtvisteligt, at der netop på det sted i byen er behov for at holde gadegudstjeneste for dem, som af mange forskellige grunde ikke selv finder in­ denfor; ja nadvergudstjeneste, der klart understreger, at gudstjenestefællesskabet er et fællesskab af toldere og syndere.

10

Har man en gang deltaget i en gudstjeneste på gadeplan, svinder de mange forbehold, man på forhånd kunne have, og man glæder sig over at deltage i en „rigtig“ gudstjeneste. Kirke på gadeplan Kirke på gadeplan er en synlig måde at udråbe budskabet fra tagene på i en bydel som Vesterbro. Det er naturligvis langt fra den eneste eller eneste rigtige. I samklang med kirkens gudstjenesteliv har der altid været et opsøgende arbejde blandt mennesker i nød. Menighedens højt besungne fællesskab har i og ud fra Mariakirken fået krop, som tager medansvar for menneskers tro og velfærd.Det medansvar er det ikke let og populært at varetage. Ikke mindst indebærer de mange narkomaner i og omkring Mariakirken en stadig og forståelig kritik fra en del sognebeboere, der gerne så tjenesten om ikke nedlagt så forlagt til et andet sted. Det er mit håb, at det samarbejde, der er etableret mellem Korshæren, menig­ hedsrådet, provstiet og politiet vil resultere i bedre forhold ikke mindst på Maria Kirkeplads og på længere sigt føre til bedre behandlingsmuligheder for de narko­ maner, der på mange måder er en slags spedalske i vort samfund. Kirke på gadeplan er en kirke i mission og tjeneste, som også kirken på sogne­ plan kan lære og lade sig inspirere af. Gadegudstjenesterne er udtryk for noget af den pionerånd, som enhver menighed har brug for, såfremt den vil være tro over for sit kald til at forkynde evangeliet med hjerte, mund og hænder. I kirken på gadeplan møder vi mennesker uden de sædvanlige afskærmninger og rutiner, og vi tvinges til selv at tænke med og tage et medansvar. Kirken på gadeplan kan være med til at give Mariakirken nye muligheder for at være kirke for sogn og kvarter, og dermed være med til at sikre dens fortsatte funktion som kirke, så vi kan fejre dens 100 årsdag i år 2009.

Sankt Maria Kirkesal, som den fremstod ved kirkesalens start i 1898 (fra Guds Banede Veje af A. Fibiger)

12

Hovsa! Konstitueret sognepræst Anita Rohwer beskriver menighedens historie, der samtidig er krydret med anekdoter og beretningerfra livet omkring kirken Under forsæde af stiftprovst, kgl. konfessionarius J. Paulli afholdt Komitéen til opførelsen af en sognekirke for den østre del af Set. Matthæus sogn sit første møde den 25. januar 1896. Opgaven var ved frivillige bidrag at skaffe penge til kirkens opførelse. Men på Mariæ Bebudelses dag 27. marts 1898 gik Den Friis-Hansen’ske Indre Missions Invasion med tre biskopper i spidsen gennem porten til Vesterbrogade nr. 17, og i bagbygningen foretog Sjællands biskop, Skat Rørdam en kirke­ indvielse, hvis forhistorie skilte sig en del ud fra det almindelige. Set. Mariæ kirkesal opstod næsten ud af intet, og satte en kæp i hjulet for Komi­ téen. Kirkesalen blev kirke for den vestre og østre del af Set. Matthæus sogn, indtil Eliaskirken og Mariakirken var færdigbyggede i henholdsvis 1908 og 1909. Ef­ ter den første forskrækkelse kunne de ledende kirkefolk i København med Paulli i spidsen kun sige som Jomfru Maria: - Lad det ske mig efter dit ord! og så sætte sig ned og finde ud af, hvordan man kom videre med opførelsen af Boulevard­ kirken på Istedgade 20.

14

Ønsker De en enkelt eller fællesvielse?

Korte rids a f Vesterbros kirkehistorie, samlet a f Anita Rohwer

Ophævelsen af den militære demarkationslinie og nedlæggelsen af Københavns gamle befæstning i 1852 samt den store tilgang af landarbejdere til industrien og til storbyen, betød en voldsom overbebyggelse og overbefolkning på Vesterbro. Der blev bygget tæt, og der blev boet tæt. Fra 1840 til 1901 steg befolkningstal­ let fra 1711 til 72.836. I slutningen af 1860erne var et fattigkvarter med ca. 20.000 beboere vokset frem. De boede i Københavns kommune, men hørte kirkeligt til Frederiksberg sogn, men i 1880 blev området fra Valby bakke til Frihedsstøtten udskilt som sogn og fik sin egen kirke, Set. Matthæus. Dog var én sognekirke til over 70.000 mennesker ikke holdbar. Det var ikke ualmindeligt, at præsten på en søndag foruden gudstjenester havde over 50 dåb, 30 vielser (bunkebryllupper på 6 å 7 par ad gangen) og flere begra­ velser. Det endte i masseforestillinger: massedåb, bunkebryllup og liniebegravelser. Det var også i de tider, hvor man kunne høre følgende samtale på klokkerkontoret: Klokkeren: - Ønsker De enkelt ellerfællesvielse? Den adspurgte: - Hvad er forskellen i prisen?. Klokkeren:- Det er lige det dobbelte; enkeltvielse 20 kr. og fællesvielse 10 kr. Den adspurgte: - Så må det blive fællesvielsen ! Der kunne dog opstår problemer under fællesvielserne, som følgende anekdote Ira pastor Fibiger vidner om: ” Under et bunkebryllup spurgte præsten en lille forsagt brudgom: - Så spør- ger jeg dig: Vil du have hende, som hos dig står, til din ægtehustru? Først da tog lian mod til sig og svarede: - Undskyld, Hr. Pastor, men min står derhenne! ”

I farten var de blevet skilt, så han var nær blevet viet til en gal kone.

15

I 1896 var der 23 kirker og 365.000 indbyggere i København og på Frederiks­ berg. Til sammenligning var der i 1996: 93 kirker og 471.300 indbyggere. Masseforestillinger fik fattigfolk til at betænke sig på at henvende sig til en præst, - for havde han tid, havde de for det meste ikke råd til at betale. Kom de i kirke, kunne de risikere, at de måtte nøjes med ståpladser, da mange af kirkestolene var lejet ud til folk, der kunne betale. Kirkegængerne var for størstedelen kvinder, da mænd ikke havde søndagsfri. Der blev bygget boliger, for det kunne man tjene på. Men hvem skulle bygge kirker, for de kostede. I 1880erne optrappedes kulturradikalismens og socialdemokratiets angreb på kirke og kristendom, og en afkristning eller ligegyldighed over for kristendom­ men blev mere provokerende. Fra 1850 - 1900 skete et synligt frafald fra folkekirken. Kirkenøden skabte rådvild­ hed mellem statslige og kommunale myndigheder, gejstlige og lægmænd. De kirkelige forhold satte i 1880erne alle kirkelige kredse til at gennemtænke, hvordan der kunne bygges kirker, og hvordan vantroen mod Guds rige kunne vendes. Komitéer af borgere, kirkelige og kommunale embedsmænd, enkeltpersoner, Foreningen til Opførelse af små Kirker i København, de unge pigers forening, Kirkefondet og andre, samt en Komité tog initiativet og foreslog landsindsamling til monumentalt kirkebyggeri. Befolkningseksplosionen var begyndelsen til, hvad der er blevet kaldt Kirke­ sagen i København, spørgsmålet om, hvordan folkekirken kunne leve op til de udfordringer, den blev stillet over for, kombineret med ændringer i befolkningens hverdagsliv og tankeverden. Præsterne kom fra vækkelserne og deres organisationer. Længe dominerede den stats- og højkirkelige, mynsterske præstetype med vægt på veludarbejdede præ­ dikener, formfuldendte gudstjenester og præsten som den kulturelt dannede em­ bedsmand. På hver sin vis hørte biskopperne Mynster, Martensen og Fog til denne tradition sammen med ledende præster, som f.eks. G. Schepelern fra Trinitatis og Paulli og H. Stein fra Set. Matthæus. Karakteristisk for disse præster var, at de gik ind i vidtforgrenet kirkeligt arbejde som et væsentligt tillæg til den præstecentrerede virksomhed. Men hvor menneskene bag kirkesagen stod for et helhedssyn på et integreret menighedssyn, var det hos disse præster præstens virksomhed, der stod i cen­ trum.

16

Den etablerede kirke ønskede store sogne og store monumentale kirker, bl.a. fordi de frygtede for kirkernes og præsternes forfald, da de ikke havde fast løn i modsætning til Kirkefondets præster, men levede for en stor del af brugerbetaling: offerpenge og accidensofre og midler Kultusministeriet disponerede over. Kultusministeriets kommission foreslog i 1892: 10 nye sogne og bygning af 8 store, monumentale kirker. Kirker blev projekteret, grunde udset før der var ta­ get stilling til sogneudskillelse. Et omfattende kirkebyggeri ville sejre sig ihjel, man kunne jo ikke engang fylde de nuværende kirker. Politiken havde optalt kirkegængere en søndag. Der var 25.000, men plads til 75.000. Et argument Rørdam vendte om. De halvtomme kirker ville tværtimod være den allermest tvingende grund til at bygge flere, fordi det altid viste sig, at der ved hver ny kirke vaktes mere kristelig liv og større kirkegang. Med grundtvigianeren Rørdam skete der et måske ikke praktisk markant men dog princielt brud, idet præster fra vækkelserne blev udpeget til bispestillingen f. eks. P. Madsen og H. Ostenfeld. Bag den københavnske kirkesag lå flere mål. Det første og overordnede mål var at fastholde befolkningen som kristen. Frafaldet var ifølge dem kirkens egen skyld, da den blev betragtet som det velstillede borgerskabs enemærke, hvor jævne folk kun nødtvunget kom. De opstillede et program som lød: præster og lægfolk i byens nye folkerige, fattige kvarterer, som skulle skabe en menighed som et fællesskab. Dér skulle kristne støtte hinanden, hjælpe de svage og indbyde dem, der ledte efter et ånde­ ligt fællesskab eller materiel hjælp. Denne opfattelse rummede en kritik af den gældende kirkelige lovgivning og af præstestanden og kom til at dele Københavns gejstlige. Statskirken var blevet folkekirke. Nogle fandt kritikken berettiget andre uberettiget og fornærmende. 1den køben­ havnske gejstlighed var der fuld enighed om, at byen måtte have flere kirker, som de offentlige myndigheder skulle bygge, men delte meninger om menigheds­ begrebet. Den 14. oktober 1896 var Det københavnske Kirkefond blevet dannet med bi­ skop Skat Rørdam som formand. Formålet var bl.a. at få ordnede kirkelige for­ hold i København ved deling af de store sogne. Målet var en kirke med 5.000 evt. 10.000 sognebørn og to præster, samt bidrage til opførelse af nye sognekirker og tilvejebringe midlertidige lokaler til gudstje­ neste og selvfølgelig bidrage til Kirkesagens fremme.

17

Forholdet mellem stat og kirke blev ofte diskuteret, men Kirkefondet havde intet ønske om at træde ud af Folkekirken. 1 kampen omkring Københavns kirkesag kom Paulli og professor og formand for Kirkefondets bestyrelse, H. Westergaard til at stå som modstandere. Det var konservative mænds revolution med endnu mere konservative mænd. Konfrontationen mellem en højkirkelig ledende gejstlig med forbindelse til hoffet og en socialt bevidst samfundsforsker. Forholdet afspejler det langsomme opgør mellem den hendøende enevælde og de hastigt voksende krav om befolkningens medbestemmelse. Modsætningerne kulminerede i 1897 i en åben pressedækket strid mellem Kirke­ fondet og Paulli og G. Schepelern, der begge trådte ud af Kirkefondet. Gensidig mistillid og uvilje mellem dele af den københavnske gejstlighed og Kultusministeriets embedsmænd på den ene side og kirkesagens forkæmpere på den anden var i længden uholdbar. Begge havde brug for hinanden. Kirkesagsfolkene måtte have kultusministerens godkendelse og administrative medvirken for at kunne oprette kirkedistrikter el­ ler sogne og ansætte præster, og kultusministeren ønskede indseende med den private kirkelige virksomhed - ikke mindst når man købte dansesale og ombyg­ gede dem til kirkesale, når kirker nu engang skulle være monumentale. Efterhånden fulgte administrative ordninger og lovgivning, der gradvist imøde­ kom en række af Kirkefondets krav. Sognedeling og ansættelse af præster. Ud­ gifter ved præsters og det øvrige kirkepersonales aflønning blev flyttet fra bruger­ betaling til skatteligning. Dermed blev forskelsbehandling i kirken udryddet mel­ lem dem, der kunne betale og dem, der var nødsaget til at lade sig nøjes med fattigmandsvilkår. For at afhjælpe kirkenøden ønskede Paulli endnu to store sognekirker på Vester­ bro, så Set. Matthæus sogn kunne blive delt i tre sogne med 20.000 indbyggere i hver. En kreds af højkirkelige, kommunale embedsmænd og det bedre borgerskab, der valgte Paulli til formand, dannede i 1896 en Komité til deling af Set. Matthæus sogn, og i april kom de med deres første opråb i de københavnske blade: Kirker paa Vesterbro om penge til de to nye sognekirker. Kort tid efter fik Paulli løfte om, at den kirke som Danmarks præster ville bygge i København skulle ligge på Enghave plads, Kristkirken 1900. Så i det næste opråb i bladet Vort Land december 1897, handlede det nu om at få penge til Kirken i Istedgade, hvor man kunne erhverve en grund i Istedgade tæt ved hjørnet af Helgolandsgade. Hvis der kom nok penge ind. kunne grundstenen til kirken lægges til næste år.

18

Den gamle Maria kirkesal (foto venligst udlånt af Kirkefondet)

Men Den Friis-Hansenske Indre Missions Invasion, som Paulli kaldte nogle medlemmer af Kirkefondet havde helt taget pusten fra stiftprovsten, så der gik endnu 10 år, før grundstenen kunne nedlægges.Skulle Paullis tanke om tre sogne, eller Kirkefondets tanker om små sogne (seks) virkeliggøres? . Udslagsgivende for resultatet var bl.a. Kirkefondets første sekretær, sognepræst J- Friis Hansen, som arbejdede med stor iver og dygtighed. Han var ikke i tvivl om, at det var på Vesterbro, styrkeprøven med den etable­ rede kirke skulle udkæmpes. Foruden de tre, som Paulli regnede med, var der også Gethsemanekirken 1894, så der manglede kun to i at være seks kirker på Vesterbro. Ved et dagligstuemøde i februar 1897 hos grev A. Moltke i Bredgade for en lille kreds af rigmænd, spurgte Friis Hansen dem: Vil I bygge en kirke ude på Vester­ bro blandt de allerfattigste? Svaret var ja, og i 1901 blev Apostelkirken indviet. Dog var den vanskeligste del tilbage, hvordan skulle man få delt det distrikt, som Paulli regnede med skulle være det nye Maria kirkes boulevardsogn?

19

I Kirkefondets bestyrelse var flertallet enige om, at den sjette kirke skulle tilve­ jebringes så hurtigt som muligt, selv om det også blev på utraditionel måde. Da der ikke var udsigt til at få en ubebygget grund, så man sig om efter store sale, som kunne bruges til midlertidigt kirkelokale. Og som senere, når kirken var bygget, kunne blive et fælles forsamlingshus for Vesterbro, hvor der ikke var større lokaler at få til møder. På papiret var kirkesalen kun tænkt som midlertidigt kirkelokale indtil den pro­ jekterede kirke var færdig. Dog så de progressive med Friis Hansen i spidsen gerne, at den blev sognekirke. Valget faldt på Vesterbrogade 17, da der i baghuset var en stor dansesal Valky­ rien, der uden større ombygning kunne være anvendelig. I ældre tid lå der på denne grund et beværtningssted: Peters Håb, som havde en have, hvor siden Valkyrien kom til at ligge. Med købet af Valkyrien var målet nået på Vesterbro; seks sogne med hver sin kirke og mindst to præster i hvert sogn, når Torvekirken og Boulevardkirken var færdigbyggede.

Kirkesalen benyttes nu a f Den Færøske Forening og er blevet ombygget, men de gamle søjler er bevaret, så man stadig kan fornemme fortiden

20

Ah nej Vor Herre - det kan ikke være dit alvor!

Provstesyn i Set. Mariæ Kirkesal

Det vakte opsigt, da Kirkefondet den 1. oktober købte én af byens mest beryg­ tede dansesale Valkyrien og ombyggede den til Set. Mariæ Kirkesal i 1898. Købet blev dråben, som fik fjendskabets bæger imod Kirkefondet til at flyde over. Kirkesal var et helt nyt ord i det danske sprog - en fordums dansesalon og tilmed i en baggård. Det var uhørt at købe et sådant sted, og så bruge det til kirke. I 1978 kaldte pastor N. Gammeltoft-Hansen, som kom i Salen, stedet for et pornoetablissement, men det havde nærmere karakter af et uofficielt bordel. Så forargelsen kendte ingen grænser blandt menigmand og højrefløjen af kirke­ folket. Ved købet havde man ikke kun opnået at få et kirkelokale, men også at afskaffe en af de fordærvelsesanstalter, Vesterbro desværre har flere af. Det var altså også Kirkefondets bidrag til datidens pornobekæmpelse. Egentlig ville man kun have lejet dansesalen, men da det ikke kunne lade sig gøre, var man nødsaget til at købe ejendommen med for- og baghus. Forhandlingerne havde stået på fra marts frem til midten af september 1897, hvor det kom til skriftlig votering blandt bestyrelsen. Ud af Kirkefondets 39 bestyrelsesmedlemmer stemte tre imod købet, deriblandt de to provster Paulli og Schepelern. Med en udførlig motivering stemte de imod købet, men da mindretalsindstillingen ikke blev fulgt og ikke forelagt de øvrige bestyrelsesmedlemmer, meldte de sig ud af Kirkefondets bestyrelse. Deres begrundelse var også, at Fondet skulle bidrage til nye sognekirker ikke til forsamlingssale. Opgaven var ikke at være husejer og drive en beboelsesejen­ dom med lejligheder, butikker m.m. Hovedårsagen til, at det tog tid med opførelsen af Kirken i Istedgade, var ude­ lukkende, at pengene ikke blev givet til Komitéen. Ejendommen kostede 265.000, dertil 10.000 til dansebodsværten, hvis lejekon­ trakt gik til 1900. Til sammenligning kom Mariakirken til at koste 250.000. Og hvis man troede, at Kirkesalen kunne skaffe penge til den nye sognekirke, tog man grundig fejl, da den udelukkende ville samle småkårsfolk.

21

De mere velhavende kom næppe i salen - hvis Tarvelighed tilmed - trods de store udgifter - vil føles dobbelt stærkt i Øjnene, fordi den vil være et Pendant til den skråt overfor liggende skjønne katolske Kirke. Og den kønne udtalelse om at afskaffe en Dansebar, er en vildfarelse, den afskaf­ fes ikke, men flyttes. Med denne salut forlod provsterne Kirkefondets bestyrelse. Det sidste argument, om at flytte sociale problemer, er et velkendt argument i Mariakirken den dag i dag, når det offentlige forsøger at løse sociale problemer på Vesterbro. Sagen om Valkyrien gav anledning til en bitter strid, dens kernepunkt var de modsætninger, som provsterne havde taget forbehold overfor ved indtrædelsen i bestyrelsen: de ønskede sognedeling og bygning af anseelige kirker, den Blomfieldske politik i England, og var modstandere af at anvende indsamlede midler til ansættelse af præster, som derefter byggede kirker, det Taitske princip i England. Provsterne gik til bladene med deres kritik og Friis Hansen måtte ud i et forsvar for købet. Han forklarede sagens gang, og hvad angik forhalingen af opførelsen af Boulevardkirken på grund af købet var usandt. Indsamlingen til Boulevardkirken var forlængst gået i stå. Det var kun lykkedes de ansete og velhavende mænd at indsamle ca. 20.000 kr. I 1899 havde man fået ca. 42.000 kr. indsamlet. Biskop Rørdam måtte anmode provsterne om at holde deres fremtidige menings­ tilkendegivelser i kirkelige blade. Tilsidst måtte han bede dem trække en artikel tilbage, medmindre han først havde billiget indholdet. Hermed havde biskoppen overskredet sin kompetence ved indgreb i ytrings­ friheden, som endte på regeringsplan. Rørdam var ikke glad for sagen, det var ikke let at give kongens konfessionarius en irettesættelse, men efter tiere ugers forhandlinger mellem ministeren og de to provster, tog provsterne irettesættelsen til efterretning. Provst Levinsen fra Set. Matthæuskirken trådte bl.a. ind i Kirkefondets bestyrel­ sen efter de to provster, dermed var der for en årrække etableret en forbindelse mellem Fondet og Paullis virksomhed i Matthæus sogn, et forhold som krævede stor diplomatisk forsigtighed, som Levinsen mestrede.Med sit konservative og højkirkelige kirke- og menighedssyn stod Paulli Kirkefondets arbejde ljernt. Og selv om de begge rakte en forsonende hånd ud i 1908, ændrede det ikke hans syn på Kirkefondet og dets arbejdsmetode. Dog fik han i sine sidste år større forståelse for dets virksomhed.

22

Han glemte dog aldrig bagholdsangrebet og fik senere sin lille personlige hævn. Den sidste dans i Valkyrien var natten mellem den 30. og 31. december 1897. De blev ved til kl. 4 om morgenen. Snedkermester Mørck på Vesterbrogade 15 fik ikke lukket et øje hele nat-ten, da de fortsatte ude i gården og hylede op i luften som ulve og vilde dyr. Det var, som da Jesus drog urene ånder ud. Og ud måtte Valkyriens dæmoner. Med overtagelse af ejendommen 1. januar 1898 havde arkitekt V. Koch tre må­ neder til at fjerne de skammeligste billeder og ombygge den til en kirkesal med godt 500 siddepladser og et sakristi i et sidelokale. Det kan man vist kalde en regulær omvendelse. Alteret blev anbragt, hvor den tidligere musiktribune stod, og gaslysekronerne blev bevaret med de dansende, vingede genier, som dog blev omdøbt til engle Vinduerne blev udskiftet med høje vinduer for dog i nogen måde at give indtryk af kirke. Mens ombygningen fandt sted førte Kirkefondet forhandlinger med ministeriet for at få henlagt et distrikt til Kirkesalen. Det gav vanskeligheder, fordi Komitéen havde erhvervet dele af en grund i Istedgade fra et tidligere komitémedlem Hintze og lå i forhandlinger om at købe en nødvendig tilstødende grund. Vesterbrogade lå meget nær disse grunde. Det blev så afgjort, at distriktet skulle være det kommende sogn for Boulevard­ kirken. Dog ønskede man, at der skulle tages følgende hensyn: Højest 10.000 sognebørn; det skal ligge så tæt som muligt omkring Kirkesalen, og at dets bebo­ ere i alt fald for en del var en fattigbefolkning. Distriktet må ikke rykkes for langt mod øst, som Paulli ønskede - bl.a. Glyptotek­ kvarteret, da de østlige gader var beboede af mere velstående folk. Distriktet kom til at gå fra Knudsgade (nu Eskildsgade), Ny Stormgade, Halm­ torvet, Colbjørnsensgade, GI. Kongevej, Stenosgade, tilbage til Knudsgade. Altså endnu en sejr til Fondet. Dog afslog ministeriet en selvstændig præste­ gerning ud fra Kirkesalen. Derfor blev præsterne With og Fibiger kaldet til at være midlertidige ordinerede medhjælpere for sognepræsten og den residerende kapellan ved Set. Matthæuskirken. Ministeriet havde valgt denne ansættelsesform, fordi de så ingen forpligtelse havde overfor dem. Og derved blev Set. Matthæus klokkerkontor på Vesterbrogade 24 fælles for hele sognet.Fredag den 25. marts 1898, kl. 12 kunne forventningsfulde præster og medlemmer af Kirkefondet vandre igennem porten til nr. 17 for at afholde provstesyn.

23

Og hvem var provsten? Stiftprovst og kgl. konfessionarius Paulli, som også var provst for Vesterbro. Desværre måtte han melde afbud til indvielsen grundet konfirmation. Der var ingen nåde. Hele tre gange måtte han til provstesyn. Kort tid efter trak han sig - led og ked af det hele - tilbage fra at have noget med Vesterbro at gøre. Københavns to gamle provstier: Vor Frue og Holmens blev således forøget med et tredje, idet Vestre provsti blev oprettet 1901, og Kristkirkens sognepræst I. A. Heiberg blev udnævnt som provst, og i ham fik Kirkesagen en ven for livet.

24

Hvorfor Maria? - hvorfor ikke...

A f Bente Juhl-Thomsen, formand for menighedsrådet

Hvad barnet skal hedde er vel et kendt problem - i hvert fald for alle forældre. Min mand og jeg havde netop fået den yngste, og i hospitalssengen ved siden af mig lå en ung mor, som endnu ikke rigtig var vågen, og hendes bekymrede mand sad ved siden af og ventede på at kunne få hendes opmærksomhed. Omsorgsfuld og forsigtig sagde han til hende, at det var blevet en dreng, hvilket de ikke havde forestillet sig, hvorfor de heller ikke havde et navn parat. Hun rakte ud efter barnet, som var hårdt medtaget af fødslen. Han havde fået klemt en skulder helt skæv og næsen var skubbet om og lå langs kinden. Barnet var helt rødt og sammen med den vældige stride manke af hår, som stak i vejret og var umiskendeligt rødt, lignede det en mellemting mellem barndommens forestilling af en indianers hårpragt og en islænders manke. Lidt hårvækst over nakken fik ham næsten til at ligne en lille abeunge. Hun så med store forelskede øjne på sit barn og sagde uden tøven: Han skal hedde Rasmus, for han ligner en Rasmus...!“ Jeg ved ikke, hvordan en Rasmus skal se ud. Vanskelighederne med navngivningen er ofte meget større end her skildret, hvor det øjeblikkelige indtryk, gav navnet. Hvor ofte er navne givet på forhånd, eller hvor ofte dannes de af omstæn­ dighederne? Da tankerne om etablering afen selvstændig menighed i Sankt Matthæus sogns østre del var opstået, var det første spørgsmål, hvor man kunne finde egnede lokaler, siden kom spørgsmålet om hvilket navn, man skulle anvende. Før jeg beskriver de lokaler, man fandt, må jeg hellere fortælle, hvorledes forhol­ dene for almindelige mennesker var på Vesterbro omkring århundredeskiftet ef­ ter voldene blev gennembrudt og de nye brokvarterer opstod, blev der bygget på livet løs. Meget få af disse boliger tog hensyn til lys, luft og almindelig plads for en fami­ lie, som, set i dagens familiemønster, var ret stor. Det var almindeligt set, at familiefaderen fandt sig et fristed på det nærmeste værtshus, hvor en omgang omkring billardbordet kunne koste en ugeløn, eller at børnene legede på gader og

25

stræder, idet de uhumske baggårde var forbudt område og også var et uhygge­ ligt bekendtskab med rotter og hjemløse, som kunne skræmme enhver. Der var alt for mange mennesker på alt for lidt plads, og samtidig var mange rigtig fattige, uden nogen form for socialt sikkerhedsnet under sig. Alligevel var bydelen kendt som et kvarter med liv og lyst. Her havde altid været et trafikalt knudepunkt og rasteplads inden indgangen til byen gennem byporten, og var porten låst, overnattede man på Vesterbroen lige uden for byen. Mange piger fandt hurtigt ud af, at disse udelukkede mennesker var en let tilgæng gelig og taknemmelig kundeskare, og det lette liv florerede, og det fortsatte selv om porten ind til den egentlige by efterhånden forsvandt. Efter man havde fundet det for belastende for København at have slagtninger inde i byen, var denne industri flyttet ud til Vesterbro, hvor der dagen og aftenen lang blev handlet levende dyr, samt slagtet og solgt kød til de mange mennesker i byen. Industrien var ikke underlagt de mange restriktioner, som den er i dag, og ofte skete disse slagtninger under horrible forhold for både mennesker og dyr. Bydelen blev derfor hurtigt kendt for mange listige udskænkningssteder, hvor slagtere skyllede halsen og dulmede nerverne eller kunne drikke lidkøb. Vesterbro var tilholdssted for hele Københavns galgenhumor. Det vrimlede med forlystelser og der var noget for enhver smag, både hvad angik kødets og øjets lyst, lige fra det anstændige Tivoli, hvor hele familien kunne komme, til dens forgænger eller forbillede på Vesterbrogade 27, hvor der var karruseller, keglebane, loppemarked og fortunaspil. Der var sangerindeknejper på bl.a. „Olympen4 som lå i Vesterbrogade 29 (og 30 andre steder i bydelen, hvor man kunne finde den slags etablissementer). Fra danserestauranter som den såkaldte „Kødbørsen4, der lå i en berygtet kæl­ der, hvor man angiveligt ‘handlede med menneskekød’, og det endda ganske åbenlyst, til „Valkyrien4, som lå Vesterbrogade 17, og hvor kvinder ganske skam­ løst stillede sig til skue. Der var noget for enhver smag - næsten... Kirken havde ikke mulighed for at betjene dette mylder af mennesker, idet der var ganske få præster til denne skare, som ved optællingen i februar 1901, talte 72.836 faste indbyggere på Vesterbro. I dette område, med dette liv, skulle man nu finde et egnet lokale til at etablere en kirkesal, som kunne betjene Sankt Matthæus østre del. Som tidligere nævnt var en af bydelens næsten unævnelige danseetablissementer Valkyrien på Vesterbrogade. Det lå i et baghus til nr. 17, hvor der i ældre tid havde ligget en beværtning og dansebod ved navn Peders Haab.

26

Peders Haab havde også haft et dårligt ry, og var et sted pæne mennesker ikke viste sig. Stedet var velbesøgt bl.a. af områdets mange slagtere, og hvis der blev uro omkring en dame eller nogen kom ens dame for nær, rullede disse store slagtersvende sig ud ...paa en ret så brutal Maade, som forfatteren Knud Bokkenheuser beskriver i bogen Det gamle København. Noget har der måske været om snakken, for da man i 1899 gravede ud i husets kælder for at Kristeligt Dagblads trykkeri kunne blive indrettet der, fandt man ikke bare, at grunden var strandgrus og sand, men også, at der i hjørnet hen mod Helgolandsgade var et velbevaret skelet af et menneske, med et pænt stort hul i kraniet. Måske stammede det fra Englandskrigen i 1807, eller var det et gammelt offer for et dansesalsdrama fra Peters Haab? Ganske vist er det i hvert fald at det dårlige ry gik videre til Valkyrien, som bliver omtalt som et saakaldt Forlystelsessted a f allerlaveste Art. På porten fra gaden og ind til gården var der malet uanstændige malerier, som formodentlig skulle virke indbydende. De Heste dansesteder havde et meget dårligt ry, og fik hurtigt øge- eller smæde­ navne digtet over deres navne, men Valkyrien blev anset for at være et sted af allerlaveste slags, endda så meget, at man end ikke opfandt smædenavne om stedet. Dette sted blev, efter mange seje forhandlinger købt for at indrette kirkesal. Man slog på denne måde to fluer med et smæk. Man fik et godt, stort lokale centralt på det indre Vesterbro, og man fik nedlagt en af disse lastens huler, som bydelen havde så mange af. Men så kom problemet! - Hvad skulle barnet hedde? Salen skulle have et navn, som for stedse kunne udslette bevidstheden om Valky­ rien og stedets tidligere anvendelse.Kirkesalen på Vesterbrogade nr. 17 var ikke bare så langt og besværligt et navn, at man ikke kunne anvende det, men det fjernede heller ikke rigtigt tanken om stedet. Mange navne blev foreslået, og selv om man ikke kunne blive enige, var man dog enige om, at et bibelsk navn ville være det rigtige og mest passende. Salen var ikke og kunne ikke med sit mangelfulde indre og ydmyge udseende i en baggård give udseende af en egentlig kirke, hvorfor man ikke ville insistere på, at give det et kirkenavn, men navne som Michaelssalen, St. Michaels Kirkesal og Kirken på Vesterbro blev foreslået. Joachim Skovgaard havde udført et maleri forestillende Mariæ Bebudelse med englen Gabriel til tværvæggen under orglet i Helligåndskirken, skænket af kirke­ værgen grosserer Bestie i 1897.

27

Et forlæg (et karton) havde været fremstillet i fuld størrelse for at man kunne se arbejdet inden bestilling. Dette karton havde grosserer Bestie siden overladt biskop Rørdam, som igen skænkede det - som alterbillede - til den nye kirkesal på Vesterbro, og på den måde blev det naturligt at kalde salen for Mariæ Kirkesal. Der er mange grunde til, at navnet fandtes naturligt. Man kunne på denne måde vise katolikkerne i den nærliggende Jesu Hjerte Kirke i Stenosgade, at også protestanterne kunne og ville ære Jomfru Maria. Desuden blev kirkesalen indviet den 5. søndag i fasten på Mariæ Bebudelses^ dag. Endvidere kunne man vise, at salen havde skiftet karakter fra at være et tilholds­ sted for syndefulde kvinder, og nu blev opkaldt efter den helligste og reneste af alle kvinder. Men andre end Jesu moder har dog båret navnet Maria, og det kan jeg ikke lade være med at tænke på, når man prøver at motivere valget af navnet Maria. I kirken kender vi kvinden som madonna eller skøge bl.a. personificeret ved de bibelske kvinder, Jomfru Maria og Maria Magdalene. I næsten totusinde år har Maria Magdalene ifølge traditionen været en prostitueret, der hørte Jesu ord, angrede sine synder og viede sit liv til at følge og elske ham. I evangelierne ser Maria Magdalene imidlertid helt anderledes ud, idet hun her er en af de navngivne kvinder, der fulgte Jesus og så ham dø på korset. Hun var en af kvinderne ved graven påskemorgen og blev opstandelsesvidne. Men det siges også, at hun var den kvinde, Jesus drev syv dæmoner ud af. I kristendommens første århundreder bed man sig hurtigt fast i den karakteristik og Maria Magdalene blev kædet sammen med liere af de unavngivne kvinder i evangelierne. Havde Jesus drevet syv dæmoner ud af hende, kunne hun jo være identisk med den synderinde, der salvede Jesu fødder, vaskede dem med sine tårer og tørrede dem med sit hår. Også den samaritanske kvinde og kvinden, som blev grebet i hor, blev kædet sammen med Maria Magdalene-skikkelsen. Billedet af den tårevædede synderinde med salvekrukken og løst langt hår ved Jesu fødder var så altoverskyggende, at Maria Magdalene som discipel og opstandelsesvidne blev opslugt af det. Forvirringen over disse kvinders sammenfaldende identitet endte med, at pave Gregor den Store i det 6. århundrede gjorde det klart, at de tre kvinder Maria Magdalene, Marthas søster Maria og synderinden i farisæerens hus, der salvede Jesu fødder, var én og samme kvinde.

28

Hun blev dermed et sammensat symbol på kvinden, der rummede mange mod­ stridende kvindeskikkelser i sig - fra luder til opstandelsesvidne. Men det stoppede ikke der. Den amerikanske kulturhistoriker Susan Haskins har fulgt i Maria Magdalenes fodspor op igennem historien og skriver, at ifølge hende gav Biskoppen i Rom, Hippolyt (ca. 170-235) Maria Magdalene tilnavnet Ecclesia. Han havde med inspiration fra Højsangens tale om bruden og brudgommens forening tolket vi­ dere på metaforerne. Kristus var brudgommen og Maria Magdalene var bruden, symbolet på kirken, Ecclesia, der blev forenet med Kristus. Men også andre fortolkede hende og hendes gerninger, således også kirkefaderen Augustin, som gav hende en stor byrde at bære, idet han tillagde hende Arvesyn­ den. Efter oldkirkens dogmatiske kampe måtte Maria Magdalene bære det ubærlige kvindebillede, som hun og alle kvinder arvede efter Eva. Kvinden var skyld i syndefaldet - intet mindre! Maria Magdalene blev den inkarnerede arvesynd, den inkarnerede seksualitet. Samtidig blev hun ærketypen på det omvendte og angrende menneske. Et forbillede, der viste, at kontrasterne tiltrods, kan selv den mest urene af alle, luderen, blive frelst og ende som opstandelsesvidne. I en artikel i Kristeligt Dagblad over emnet skriver cand. theol. Sandra Kastfelt, at kontrasterne gør Maria Magdalene til en spændende skikkelse at følge i sin færd gennem tiden. Ved sin side som rejsefælle fik hun Jomfru Maria, guds­ moderen, den uskyldige, jomfrulige, der havde undfanget uden synd og som så­ dan var næsten kønsløs eller i hvert fald seksualitetsløs. De to kontrastfulde Maria’er havde tilfælles, at de begge var konstruktioner - metaforer i et polariseret kvindebillede - skabt af kirkens mænd, og begge endte langt væk fra evangeliernes oprindelige billede af dem. Det er en spændende diskussion, om salen blev opkaldt efter den ene eller den anden Maria. Men jeg er ikke i tvivl! De aktive kirkefolk på Vesterbro i slutningen af 1800-tallet ønskede at gøre op med synden og derfor skulle den nye kirkesal opkaldes efter det reneste, man kunne finde - jomfru Maria - guds moder. Man ønskede at fjerne sig så langt fra områdets almindelige omdømme og lokalernes tidligere funktion. Over det nye alter med billedet af bebudelsen blev anbragt et skilt med teksten: Kvindens sæd sked knuse slangens hoved med tanke tilbage på syndefaldet.

29

Og lige så sikkert er det, at man ønskede at gøre op med den nære fortid. Det ser man i bidragslisten til Kirkefondet for april 1898, idet der står anført

Bøder å 5 Øre for at sige Valkyrien efter Kirkesalens indvielse = 1 kr. 5 Øre

I alt har 21 personer således forsyndet sig og måttet spytte i bødekassen. Jeg ved, som allerede nævnt ikke, hvordan en Rasmus skal se ud, men ligesom hans navn fandtes naturlig til ham, således har man også fundet det naturligt ak give kirkesalen Marias navn. ~ I den nuværende Mariakirke har vi også en fresko med Mariæ Bebudelse, så også her er kirkens navn forbundet med guds moder, men mine tanker går allige­ vel til Maria Magdalene, som var mere menneske og en model, der viser, at der er håb for alle syndere. Hun er et forbillede for menneskets, synderens vej til himlen, og i nær forbin­ delse med det arbejde, som er blevet Mariakirkens. Jeg har ofte tænkt på drengen, Rasmus. Inden hans livs første dag var omme, var skulderen og næsen på plads. Håret over nakken faldt lige så stille af, og snart var han nøgen som en fugleunge ligesom de andre børn. Tænk, at man kan vide det med et blik, at navnet er det rigtige - eller er det navnet, der former én?

30

Mariaalter i Davids hus A f Erik Balslev-Clausen og Anne-Mette Gravgaard, præster ved Davidskirken på Østerbro - en jubilæumshilsen fra en bror til en søster

Samtidig med, at Mariæ Kirkesal på Mariæ Bebudelsesdag i marts 1998 kunne fejre sin 100 års fødselsdag, kunne Davidskirken på Østerbro på en måde gøre det samme. For på Mariæ Bebudelsesdag fyldte Davidskirkens alter, døbefont og prædike­ stol ligeledes 100 år. Og man kan vel næppe komme uden om, at netop disse tre stykker inventar er det væsentligste i en kirke - bortset fra menighed og præst - naturligvis. Forklaringen på dette forunderlige jubilæumssammenfald er, at Davids Kirke overtog Mariæ Kirkesals inventar, da den nye Mariakirke på Maria Kirkeplads kunne indvies 2. pinsedag, 31. maj 1909, og dens forgænger dermed blev nedlagt som kirke. Pastor Fibiger var på dette tidspunkt allerede blevet sognepræst i Eliaskirken og pastor With var blevet kaldet til sognepræst i det nye Sion Søndre Sogn på Øster­ bro, hvor With de første par år holdt eftermiddagsandagt i Sionskirken og i øvrigt må have fungeret som karré- og gårdpræst under åben himmel indtil Davids­ kirken blev indviet i 1910. Istedgades Kirkekomité havde valgt pastor C. Schousboe ved Kristkirken som sognepræst til den nye Mariakirke.Og således blev den sidste præst ved Mariæ Kirkesal også den første præst ved den nybyggede Mariakirke. En rod og dens skud Mariæ Kirkesal blev ejendommeligt nok roden til hele tre kirker, hvoraf Maria- kirken er hovedstammen og Elias- og Davidskirken er større eller mindre side­ skud. Mariakirken blev den direkte afløser af kirkesalen, der lukkede, da kirken åb­ nede. Derfor var det naturligvis den, der videreførte navnet. Endvidere blev både menighedssamfundet og spejderne knyttet til Mariakirken, som også arvede spejderfanen og musiknoderne fra den gamle Mariæ Kirkesal. Den nybyggede Eliaskirke overtog præsten A. Fibiger samt de mange indsam­ lede midler.

31

Maria kirkesals døbefont og prædikestol kan stadig ses i Davidskirken

Davidskirken på Østerbro (indviet 1. søndag i advent 1910) blev skabt og op­ bygget af pastor Enrique With omkring Mariæ Kirkesals alterbillede, alterbord, døbefont, prædikestol og messetøj. Det er blevet til tre meget forskellige kirker. Mariakirken havde Vesterbro Kirkekomité som bygherre og var således baseret på et kommunalt initiativ. Eliaskirken blev bygget af Kirkefondet. Davidskirken blev opført af Foreningen til Opførelse af smaa Kirker i Hovedstaden og er usædvanlig ved at være den eneste kirke i Danmark udover Hjerting kirke, som er bygget som ramme om et allerede eksisterende kunstværk (i Hjerting er det Robert Jacobsens Himmelfartsrelief fra 1993). Mariæ bebudelse i Davidskirken Bebudelsesbilledet blev i Davidskirken udstyret med en ny indskrift: „Gudherren skal give ham Davids hans Faders Trone“. Vi ved i dag ikke om det er denne indskrift, der gav kirken sit nuværende navn. Eller om indskriften blot hentyder til det navn, Davidskirken har fået, fordi den oprindeligt udskiltes fra Sionskirken, som jo bærer Davidsbyens navn. I 1920erne blev alterbilledet i Davidskirken udskiftet med en nymalet replik af en af Skovgaardsønnerne, Johan Thomas Skovgaard, mens pastor With selv hjemførte den oprindelige bebudelseskarton.

32