545386100

Forholdet mellem stat og kirke blev ofte diskuteret, men Kirkefondet havde intet ønske om at træde ud af Folkekirken. 1 kampen omkring Københavns kirkesag kom Paulli og professor og formand for Kirkefondets bestyrelse, H. Westergaard til at stå som modstandere. Det var konservative mænds revolution med endnu mere konservative mænd. Konfrontationen mellem en højkirkelig ledende gejstlig med forbindelse til hoffet og en socialt bevidst samfundsforsker. Forholdet afspejler det langsomme opgør mellem den hendøende enevælde og de hastigt voksende krav om befolkningens medbestemmelse. Modsætningerne kulminerede i 1897 i en åben pressedækket strid mellem Kirke­ fondet og Paulli og G. Schepelern, der begge trådte ud af Kirkefondet. Gensidig mistillid og uvilje mellem dele af den københavnske gejstlighed og Kultusministeriets embedsmænd på den ene side og kirkesagens forkæmpere på den anden var i længden uholdbar. Begge havde brug for hinanden. Kirkesagsfolkene måtte have kultusministerens godkendelse og administrative medvirken for at kunne oprette kirkedistrikter el­ ler sogne og ansætte præster, og kultusministeren ønskede indseende med den private kirkelige virksomhed - ikke mindst når man købte dansesale og ombyg­ gede dem til kirkesale, når kirker nu engang skulle være monumentale. Efterhånden fulgte administrative ordninger og lovgivning, der gradvist imøde­ kom en række af Kirkefondets krav. Sognedeling og ansættelse af præster. Ud­ gifter ved præsters og det øvrige kirkepersonales aflønning blev flyttet fra bruger­ betaling til skatteligning. Dermed blev forskelsbehandling i kirken udryddet mel­ lem dem, der kunne betale og dem, der var nødsaget til at lade sig nøjes med fattigmandsvilkår. For at afhjælpe kirkenøden ønskede Paulli endnu to store sognekirker på Vester­ bro, så Set. Matthæus sogn kunne blive delt i tre sogne med 20.000 indbyggere i hver. En kreds af højkirkelige, kommunale embedsmænd og det bedre borgerskab, der valgte Paulli til formand, dannede i 1896 en Komité til deling af Set. Matthæus sogn, og i april kom de med deres første opråb i de københavnske blade: Kirker paa Vesterbro om penge til de to nye sognekirker. Kort tid efter fik Paulli løfte om, at den kirke som Danmarks præster ville bygge i København skulle ligge på Enghave plads, Kristkirken 1900. Så i det næste opråb i bladet Vort Land december 1897, handlede det nu om at få penge til Kirken i Istedgade, hvor man kunne erhverve en grund i Istedgade tæt ved hjørnet af Helgolandsgade. Hvis der kom nok penge ind. kunne grundstenen til kirken lægges til næste år.

18