545386100

Da denne kun mødes til gudstjeneste, bliver det ikke et fællesskab, hvor vi er gensidigt afhængige af hinanden. Ikke engang kirkeskatten kan vi påvirke gen­ nem sparsommelighed eller øget kirkelig aktivitet. Den bliver fastsat eentralt og derefter fordelt ud fra en såkaldt overordnet prioritering, fyldt med sindrige udligningsordninger. Når gudstjenestelivet ikke kan danne ramme om hverdagslivet, kan hverdagsli­ vet måske i stedet danne ramme om gudstjenestefællesskabet. Heraf opstår funktionskirkerne. Forskellige funktionskirker Funktionskirken findes i liere varianter. Det er Christiansborg Slotskirke, der alene bruges af Folketingets medlemmer og Diakonissehusenes kirker, som bru­ ges af søstre, patienter og omkringboende og det er kirker, der lægger rum til studentermenigheder eller holder åbent om natten for dem, der ikke kan finde hvile. Mariakirken er også en funktionskirke. Det er ikke noget menighedsrådet har villet. Det er blevet sådan, på grund af kirkens beliggenhed og fordi kirken har den dobbelte tjeneste både at forkynde fred og retfærdighed og at række hånden ud til dem, hvis livsvilkår har ført til afmagt og lidelse. I landsbysognet gik de to opgaver hånd i hånd, fordi der var sammenfald mellem den verdslige og den kirkelige struktur. Det var sjældent problemfrit, men man løste opgaverne på den ene eller den anden måde, fordi der ikke var andre til det. Når Mariakirken har Korshærsgudstjeneste hver søndag aften er der flere grunde til det. Den ene grund er, at de fleste menigheder gerne ser, at højmessen går ordentligt for sig. Man ser skævt til dem, der bryder stilheden og værdigheden ved at komme for sent, gå rastløst omkring i kirken eller afbryde præsten med tilråb, og det uanset om de er psykisk syge, berusede eller børn. En anden grund er at hverken psykisk syge, berusede eller børn bryder sig om at blive set skævt til. Derfor bliver de væk fra højmessen. Derfor er der nogen af dem, som mødes til gudstjeneste et sted, hvor man ikke ser skævt til de skæve. Og dog. Kan man ikke isolere dem inde i kirken, så kan man altid gøre det udenfor. Kirkens naboer synes - sikkert med god grund - at det er voldsomt irriterende, at der altid er snakken, råben og undertiden et rask lille slagsmål nede foran kirken. Og sognets beboere vælger at blive gift eller få deres børn døbt i en anden kirke, fordi de er bange for at feststemningen bliver spoleret, hvis de skal passere alt for megen menneskelig fattigdom og lidelse på vej ind og ud af kirken.

138