545386100

trol, effektivitet, succes og nytte bliver bestemmende for socialpolitikken. Opgaven for alle, som via deres arbejde i det private eller offentlige kommer i berøring med udstødte grupper, er at være de udstødtes talerør. Vi skal gøre dem synlige i samfundet, uanset hvor meget man forsøger at gøre dem usynlige. I Mariatjenesten har vi valgt at koncentrere os om mennesker, der ikke har fået mange chancer i livet. Det er mennesker, der på en eller anden måde har lært at bruge den chance, de ikke har fået. Hvis vi vil forstå, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, må vi se det i lyset af det håb, der er nedlagt i hvert eneste menneske, og som står ved magt, uanset hvordan de ydre omstændigheder i øv­ rigt har formet sig. Det hjælper ikke noget menneske, at vi siger: - Du har ikke en chance! Hvis vi siger noget i den retning, har vi snarere givet en karakteristik af os selv som nogle, der ikke er i stand til at bruge de evner og den fantasi, vi er udstyret med. Det kan godt være, at vi har svært ved at få øje på noget håb for vore udstødte medmennesker; men det er ofte sket, at vore vurderinger har været for snævre, og det er ikke vor opgave at begrænse nogens muligheder til det, vi kan overskue. Det er nemlig ikke os, der skaber håbet. Måske møder vi mennesker, for hvem kun håbet er tilbage; så må vi turde være så tæt på sådant et menneske, at vi kommer ind bag facaden. Ser, lytter og for­ står så tålmodigt, at de værdier, der ligger i ethvert menneske, får mulighed for at vise sig. Synliggørelse og dybere forståelse Det samfund, der vil kalde sig menneskeligt, har brug for alle mennesker både dem med de få og godt skjulte ressourcer og dem med de mange og åbenlyse. Her har de udstødte en vigtig funktion. I mange år opholdt en posedame sig nær Hovedbanegården. Hun opnåede at blive landskendt ved sin blotte tilstedevæ­ relse. Hun har været med til at vise, at nogle mennesker føler sig tvunget til at leve helt anderledes. Det har næppe været en let tilværelse, men hun havde en vigtig funktion: Hun fik mange mennesker til at tænke sig om: Hun fik mange til at stille sig selv nogle nærgående spørgsmål: Kunne hendes liv have været anderledes? Hvem har ansvar for, at det blev som det blev? Kan jeg gøre noget for at ændre betingelserne? Er jeg med til at udstøde nogen ved den måde, jeg lever på? Det havde været lettere, hvis hun ikke havde siddet der; men fordi hun sad der, blev vi konfronteret med følgen af den måde, vi har indrettet samfundet på. Jeg tror, hun har været den direkte årsag til, at mange ensomme gamle fik besøg. For

47