545386100

Inden for kirkens mure er der imidlertid flere forbud end udenfor. Man må stort set kun snakke! Og det endda helst ude i våbenhuset. For mange af kirkens besøgende gælder våbenhuset som selve kirken, fordi de er vant til at komme dér i Mari atjenestens åbningstid. Er der lukket En aften under en Korshærsgudstjeneste kommer der et par narkomaner ind ad hoveddøren. De spørger, om de kan få kaffe, og vi svarer benægtende og henvi­ ser til at der (i stedet) er gudstjeneste. „Nåh, kirken er nok lukket i dag“, konklu­ derer de. En søndag fik vi fint besøg af nogle unge supporters fra Brøndbys fodboldhold. De kom tilfældigt forbi, stod og kiggede hen til kirken ovre fra den anden side af vejen, og kom så hen og spurgte om de måtte komme ind. Jo, selvfølgelig, men ølkassen måtte de lade stå udenfor. Man satte en vagt på kassen og de andre sprang ind i kirkerummet og op til alterskranken. De unge fyre knælede, bad en bøn, rejste sig hurtigt igen og lagde penge i bøssen på vej ud af kirken. Brøndby vandt den dag! At give gaver Mariakirken gæstes ofte af folk, som viser deres glæde og deler ud af deres begejstring for det religiøse. Til nadver ytrer glæden sig oftest. Alteret har ikke længere funktion af et offersted, men mange kirkegængere har dog en fornemmelse af, at alteret, som man jo i dag eufemistisk kalder for „et bord“, også er et sted man giver gaver. Således kan der opstå en pludselig indskydelse hos en nadvergæst til at dele sine ting med andre: Så er der chokolade til alle, som en ældre herre proklamerede en aften. Eller man får lyst til at vise sin ære og respekt for præsten, og midt på nadver­ skranken stilles så en pokal ....fra et motocrossløb. Med sidevogn.

68