545386100

penge kunne leje og forbeholde sig selv, og de finere bryllupper, som kun velha­ vere kunne tillade sig egnede det jævne rum over gården sig ikke til. Her var det ikke muligt, som i Domkirken, at forlange apostlene vasket i anled­ ning af datterens forestående copulation.For at få distriktets beboere til at be­ nytte Kirkesalen uddelte præsterne i august 1898 et lille dyrt visitkort i alle hjem lige til at sætte i hjørnet af et spejl eller skilderi. På kortet var et billede af Kirkesalens ydre og indre, en tegning af distriktet, træffetider og at beboerne kunne få foretaget deres kirkelige handlinger i Kirkesalen. Men den form for moderne gudelighed var for meget for bladet København, der under titlen Gejstlig reklame sammenlignede reklamekortet med de kort som drif­ tige handlende udsendte, når de begyndte en ny forretning. Ufortrødent forsatte de påtrængende missionspræster arbejdet, især med at gå på husbesøg for at få folk til at benytte Salen, og det førte til nye angreb fra modstanderne af Kirkesagen i bladet, den 7. maj 1899, hvor overskriften lød: Indre Mission på Vesterbro. Artiklen harcellerede over præsternes arbejdsme­ tode: husbesøg, en forargelig trafik, men det var jo betegnende for, hvordan Indre Missions præster kaprede sjæle til deres menighed. De fristede med løfter om elegante dåbskjoler og fri droske, hvis barnet døbes i Salen. Fiffet med dåbskjolen var ikke så tosset, dåbstallet steg fra 9 til 45 på et kvartal. Måske en mulig overvejelse også i dag. Pressen var ofte efter kirken og præsterne, og tonen var betydeligere barskere end i dag, som f. eks. da Kristeligt Dagblad flyttede ind i 1899 med sit trykkeri i Kirkesalens kælder og med redaktionskontor i forhuset. I den anledning skrev et af smudsbladene sandsynligvis Extra Bladet, at Vester­ brogade 17 var en af de værste pesthuler i vor by, for i forhuset redigeres Satans­ posten, og i baghuset gøede helvedeshundene. Selv om præsterne havde fået et distrikt at arbejde i, var deres arbejdsvilkår vanskelige, da de havde fået et usselt regulativ, bl.a. på grund af residerende kapellan ved Set. Matthæus, A. F. Basse, som sad i Komitéen. Et stadigt problem imellem Kirkefondet, sognepræster og Kultusministerium var distriktsregulativerne. Regulativet reducerede dem til valgmenighedspræster. De måtte kun betjene de af distriktets beboere, der udtalte ønske om at få foretaget en kirkelig handling i Kirkesalen. Alle kirkelige handlinger skulle anmeldes på Set. Matthæus klokkerkontor. Samt­ lige ofre man modtog for dåb og vielser og en tredjedel af honoraret for begravel­ ser skulle betales til sognekirken, og fik de betaling, skulle det også afleveres.

50