545386100

Set. Matthæus kirkens sognepræst og provst T. L. Levinsen gik ind for sogne­ delingen, og sad også i Fondets bestyrelse og Komitéen, men Basse kæmpede imod med næb og klør sammen med klokkeren Chr. Hude. Kampen for kirkelig selvstændighed lykkedes dog efter seks år, men ikke uden modstand, som bl.a. bestod i at gøre Fibiger til første præst og With til anden, for at få With bort fra den fremtidige Maria kirkes sogn. Menigheden og præsterne sendte et andragende til biskop og Kirke- og Undervisningsvæsenet den 14. juli 1903 med 84 anbefalere og 2.368 underskrif­ ter fra distrikternes beboere. Der kom et positivt svar i form af en kgl. resolution om, at Kirkesalen måtte blive sognedistriktskirke, og at præsterne var beskikkede til at være residerende kapellaner for Skt. Matthæus sogns fjerde sognedistrikt fra den 1. januar 1904. Søndag den 3. januar kunne provst Heiberg indsætte With som førstepræst og Fibiger som andenpræst. Samtidig indsattes kontorist Johannesen som klokker med klokkerkontor i Abel Cathrinesgade 21 A, første sal. Kirkesalen havde fra nu af eget klokkerkontor og indtægten af de kirkelige handlinger. Ændringen betød bl.a. en fremgang i dåb fra 62 i 1903 til 137 i 1904 og 62 vielser mod 16 i 1903. En ændring som de to præster nok skulle gøre opmærksom på i Søndagsbladet. Det næste mål var nu at få de to distrikter udskilt som to sogne med hver sin kirke. Men inden man kom så langt, måtte Salen forbedres. Den var helt galt med opvarmnings- og ventilationsforholdene. Menigheden besvimede gang på gang, og selv om den åndelige luft var helse­ bringende, turde folk ikke komme på grund af gasblussene, der sendte dem på langs. Om vinteren var det iskoldt og om sommeren på kogepunktet. Og da man nu skulle til at være sognedistriktskirke og ikke kun kirke for dem, der ønskede det, måtte forholdene være i orden, så også de såkaldte fine hjem, der lagde meget vægt på det ydre. kunne få en tilfredsstillende kirke. For at få en præsentabel kirke, måtte også loftet hvidtes og væggene vaskes, da der var fugtpletter overalt. Man fik de ønskede 500 kr. fra Kirkefondet, så en istandsættelse kunne foretages i 1904. Loftet blev hvidtet, de gamle gaslysekroner skiftes ud med elektrisk lys, og et venteværelse blev indrettet. Dog fik man afslag i 1906, da man skulle have kælderen istandsat til møder, fordi menigheden var blevet for stor til at være i sakristiet.

51