545386100

også være, at tilstrømningen af uønskede elementer skulle blive mindre. Om det lykkes vil tiden vise. Hvad vi ser og har set i mere end syv år, er, at de sociale myndigheder lader politiet tage sig af de sociale problemer ved at flytte lidt rundt med de udstødte. Men de er der stadigvæk. De forsvinder ikke bare ved, at nogen ønsker dem væk, eller fordi de ikke anses for værd at investere i. Vi må vel sige, at også politiaktionen har været en form for flugt nemlig politi­ kernes ansvarsforflygtigelse ved at gøre et socialt problem til et gadeordens­ problem. På Vesterbro er vi ikke ligefrem kendt for at give op; men selv for en bydel, som lige fra begyndelsen har været vant til store sociale problemer, kan det ikke undgås, at det føles urimeligt, når vi forventes at løse stadig tungere udstødelses­ problemer. Det er forståeligt, at institutioner og projekter holder sig til de opgaver, de kan klare og som de har erfaring med. Det er forståeligt, at flere nye projekter først og fremmest koncentrerer sig om opgaver, som kan føre til noget som nytter. Hjælpere har behov for nogle synlige resultater. Den magtesløshed over for uløselige sociale problemer, som har fået social­ forvaltninger andre steder til aktivt eller passivt at skubbe klienter mod hoved­ staden, den magtesløshed breder sig til hjælperne på Vesterbro, og vi ved ikke, hvad vi skal stille op imod den. Det er ikke uden grund, at det er blevet så populært at tale om etik og moral i socialt arbejde. Det er nemlig svært at leve med følgerne af, at det etiske per­ spektiv er blevet skubbet i baggrunden. Vore gode intentioner slår ikke til. Medarbejdere på væresteder, varmestuer og i gadeplansarbejde ved det; sagsbe­ handlerne på bistands- og pensionskontorerne må indrømme det; ansatte i sund­ hedssektoren ligeså; fængselsvæsenet har funktionærer, der indser det: skrappe prioriteringsbestemmelser i det kommunale sagsbehandlingsapparat er system­ svigt, der går ud over både hjælpere og hjælpsøgende. Politiet ved det også i hvert fald de betjente, der går på gaden. Det er svært at finde betjente, der vil være med til at gennemføre den ofte helt urimelige kontrol­ politik, som politikerne har vedtaget at pålægge politiet. For de kan godt se, at det, der er i virkeligheden er brug for, er socialt arbejde, som de ikke er uddannet til, og at den stresskampagne, de bruges til, i mange tilfælde fører til det modsatte af det ønskede resultat. Tilbage bliver spørgsmålet om, hvordan vores samfund skal ændres, så det bli­ ver så menneskeligt, at det også kan rumme de grupper, der i dag er udstødte. Vi har jo set, hvilke konsekvenser det får, når begreber som økonomisk vækst, kon-

46