545386100

Han glemte dog aldrig bagholdsangrebet og fik senere sin lille personlige hævn. Den sidste dans i Valkyrien var natten mellem den 30. og 31. december 1897. De blev ved til kl. 4 om morgenen. Snedkermester Mørck på Vesterbrogade 15 fik ikke lukket et øje hele nat-ten, da de fortsatte ude i gården og hylede op i luften som ulve og vilde dyr. Det var, som da Jesus drog urene ånder ud. Og ud måtte Valkyriens dæmoner. Med overtagelse af ejendommen 1. januar 1898 havde arkitekt V. Koch tre må­ neder til at fjerne de skammeligste billeder og ombygge den til en kirkesal med godt 500 siddepladser og et sakristi i et sidelokale. Det kan man vist kalde en regulær omvendelse. Alteret blev anbragt, hvor den tidligere musiktribune stod, og gaslysekronerne blev bevaret med de dansende, vingede genier, som dog blev omdøbt til engle Vinduerne blev udskiftet med høje vinduer for dog i nogen måde at give indtryk af kirke. Mens ombygningen fandt sted førte Kirkefondet forhandlinger med ministeriet for at få henlagt et distrikt til Kirkesalen. Det gav vanskeligheder, fordi Komitéen havde erhvervet dele af en grund i Istedgade fra et tidligere komitémedlem Hintze og lå i forhandlinger om at købe en nødvendig tilstødende grund. Vesterbrogade lå meget nær disse grunde. Det blev så afgjort, at distriktet skulle være det kommende sogn for Boulevard­ kirken. Dog ønskede man, at der skulle tages følgende hensyn: Højest 10.000 sognebørn; det skal ligge så tæt som muligt omkring Kirkesalen, og at dets bebo­ ere i alt fald for en del var en fattigbefolkning. Distriktet må ikke rykkes for langt mod øst, som Paulli ønskede - bl.a. Glyptotek­ kvarteret, da de østlige gader var beboede af mere velstående folk. Distriktet kom til at gå fra Knudsgade (nu Eskildsgade), Ny Stormgade, Halm­ torvet, Colbjørnsensgade, GI. Kongevej, Stenosgade, tilbage til Knudsgade. Altså endnu en sejr til Fondet. Dog afslog ministeriet en selvstændig præste­ gerning ud fra Kirkesalen. Derfor blev præsterne With og Fibiger kaldet til at være midlertidige ordinerede medhjælpere for sognepræsten og den residerende kapellan ved Set. Matthæuskirken. Ministeriet havde valgt denne ansættelsesform, fordi de så ingen forpligtelse havde overfor dem. Og derved blev Set. Matthæus klokkerkontor på Vesterbrogade 24 fælles for hele sognet.Fredag den 25. marts 1898, kl. 12 kunne forventningsfulde præster og medlemmer af Kirkefondet vandre igennem porten til nr. 17 for at afholde provstesyn.

23