545386100

Dagligliv i Mariakirken

Ved kirketjener Inge Frandsen

En mand er på vej ind igennem et vindue til et af kirkens samtalerum. Kirke­ tjeneren låser sig ind i rummet på den daglige runde, og ser manden sidde fast i vinduesrammen, og i en sådan situation må der nødvendigvis afgives en særdeles fornuftig forklaring fra den indtrængende. Den beklemte mand svarer med et spørgsmål: „Øh, kunne je g ikke købe en kop kaffe “ ? Denne indgang til kirken må anses for at være den mere sofistikerede. Indrømmet, som så mange andre såkaldte offentlige institutioner, hvor man ikke har et stakit, en have og en flisegang, der fører op til en hoveddør, kan det være besværligt at finde vej. Når hoveddøren står åben, ringer folk tit på ved porten ved siden af, og når der er begravelse og llaget vajer på halvt, kan en vildfaren ringe på døren midtskibs. De pårørende bliver et øjeblik vækket til live ved den høje lyd. Nogle gange er det naturligvis ligegyldigt, hvor meget og mange døre, der låses. Der er nu engang folk, der altid kan komme ind. Som f.eks. en hverdagsmorgen i 1996 da jeg kom på arbejde og hele pladsen var nydeligt fejet. Stor undren. Pladsen foran kirken var sædvanligvis ikke i præsen­ tabel stand. Tit kunne den til vores store fortvivlelse se ud som en festivalplads dagen derpå. Ud over de obligatoriske efterladenskaber efter enhver god fest, har vi også kunnet finde ting, der et kort øjeblik gav os ideer om mirakuløse .hændelser: efterladte krykker, kørestole, pakninger med insulin og falske tænder. At pladsen den morgen således var ren som en præsts samvittighed, var noget næret mirakel, eftersom hverken det kommunale renhold eller politiet, som ryd­ der pladsen for den menneskelige parkering, der især har forkærlighed for euforise­ rende stoffer og alkohol, på dette tidspunkt havde intensiveret deres indsats. Kort efter jeg havde fået lagt jakken hin morgen, ringede det på porten. Udenfor stod en bekendt afos. Kunne je g ikke lige få en kop kaffe, nu da je g har fejet pladsen så flot? -Jamen, hvor har du få e t kost og skovl fra?, måtte jeg vide. - Jeg sparkede da bare porten op og tog hvad je g skulle bruge. Selvfølgelig. Låse og træværk er ingen hindring for at arbejde. Jeg kunne ikke sige mig fri for at være lidt imponeret over at der findes nogle, der ligefrem bryder ind for at arbejde, men samtidigt melder følelsen af utryghed sig.

65