HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

for hans evne. Det bidrog naturligvis til at øge hans tilbøjelighed til at arbejde for personalevæsenets centralisering under magistratens 2 . afdeling, og det gode samarbejde, som han og jeg havde haft under udarbejdelsen af overgangsforslaget, var vel nok oprindelsen til hans ønske om, at jeg skulle være den ledende embedsmand på dette om­ råde. For øvrigt var vort gode forhold engang i begyndelsen nær ved at sprænges. Nørregaard havde gjort en indstilling og i en samtale lagt mig på sinde at støtte den, vel også fået det indtryk, at han havde overbevist mig. En nærmere overvejelse bragte mig imidlertid til en anden opfattelse, så min indstilling kom til at afvige fra hans, og for­ skellige omstændigheder bevirkede, at underretningen herom kom ham så sent i hænde, at afgørelsen allerede var truffen. Over dette blev han meget vred, og det varede en tid, inden vi på ny kom på tale­ fod. Men interessefællesskabet mellem os var så stort, at han snart til­ gav eller glemte; i virkeligheden var han jo også interesseret i, at jeg ikke efterhånden skulle få den etikette hæftet på mig, at jeg kun var Nørregaards talerør. Det gamle og af mig meget værdsatte forhold blev genoprettet. Bevægelsen gik utvivlsomt i den af Nørregaard - og også af mig - øn­ skede retning. Da Schaarups stilling fra 1/12 1911 ændredes til en kon­ torchefstilling, blev jeg samtidig forfremmet til ekspeditionssekretær. Og den 19/12 1911 udsendtes et cirkulære om, at den samlede magi­ strat, for at fremme ensartethed i behandlingen af sager angående tje- nestemænds rettigheder og forpligtelser overfor kommunen, havde besluttet, at der, når et spørgsmåls besvarelse ikke i og for sig er utvivl­ som eller dog en simpel følge af tidligere afgørelser i analoge tilfælde, vil være at foretage henvendelse til magistratens 2 . afdeling, for at denne afdeling kan udtale sig om sagen og, såfremt denne er af betyd­ ning udover det enkelte tilfælde, forelægge den for den samlede magi­ strat. Dette var ikke til at tage fejl af. Det var den samlede magistrat, som var udnævnende myndighed for overordnede tjenestemænd, og beskikkelsesbrevene for Schaarup som kontorchef og for mig som ekspeditionssekretær var underskrevne af overpræsidenten, borgmestrene og vist også rådmændene. Jeg ville gerne aflægge takkebesøg hos overpræsidenten og de tre fremmede borgmestre, men så måtte Schaarup jo først gøre det samme, og al den 117