HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

dem - i vedtægt og regulativer eller ligefrem i overenskomster. Herom ønskede de at forhandle med magistraten og den eller de embeds- mænd, magistraten benyttede dertil, og nogen uvilje imod, at det blev mig, mærkede jeg i almindelighed ikke. Men der var dog en organisation, hvorfra vinden blæste mig imod, og det var den, jeg selv var medlem af, nemlig Kommunalforeningen. En af dens ledende mænd, en tid dens formand, var ekspeditions­ sekretær i overpræsidiet R. Krause. Han blev senere radikal kommu­ nalpolitiker, var derefter en tid i Transatlantisk Co.s tjeneste og blev til sidst politimester. Men på det daværende tidspunkt koncentrerede han sig om kommunens personalevæsen, og jeg tror, det ærgrede ham at se en anden sidde i en nøglestilling på det område. Små hug faldt der ved lejlighed fra ham; da Kommunalforeningen i 1912 skred til at rette et større angreb på mig, var det for øvrigt ikke ham, der til at begynde med førte pennen, men redaktøren af Absalon, daværende fuldmægtig i skattedirektoratet Vilh. Buhi, den senere statsminister. Anledningen var en anciennitetssag for en dame ved navn Kirsten Hansen. Jeg har aldrig set hende, men hendes navn svirrede om ørerne på mig i lang tid, så jeg umuligt har kunnet glemme det. Hun havde ved ansættelsen som assistent af magistratens 1 . afdeling fået tillagt en lønanciennitet, der ikke tilkom hende efter den forståelse, som den samlede magistrat havde vedtaget m .h .t. en omtvistet paragraf. Det blev opdaget nogle år senere, og da sagen kom til erklæring i magistra­ tens 2 . afdeling, foreslog jeg og fik magistratens tilslutning til, at man skulle rette fejlen, men således at hun beholdt den højere løn, indtil hun med 3 måneders varsel kunne være blevet opsagt. Det var måske nok en noget hårdhændet fremgangsmåde; men der havde været me­ get kludder og mange konsekvens-krav i sager om den pågældende anciennitetsregel, der havde fået en anden form end egentlig tilsigtet, og som på min foranledning var bleven ophævet ved lønreformen i 1909; jeg mente derfor, at man måtte tage lidt fast om sagen. Det slut­ tede magistraten sig altså til, og den fastholdt dette over for flere hen­ vendelser fra Kommunalforeningen. Buhi fremhævede i sit angreb, at det ikke blot var denne sag, det var galt med, men at det var i mange sager, at man mærkede mange­ len på juridisk indsigt og navnlig på forståelsen af den juridiske grund­ regel, at i tvivlstilfælde skal der gives den svagere part ret. Han kon­ 119