HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

kunne komme ud og konferere med mig. Men budgetudvalgets for­ mand, den senere borgmester Christiansen, fik øje på mig en gang døren gik op, og på trods af alle fortilfælde bød han mig ind, det blev for mig en meget interessant aften. Borgm. Jensens forsøg på at få tilslutning til et procentvis tillæg mødte en kraftig, ja man må sige forbitret modstand. Blandt dem, der talte imod, husker jeg særlig Anthon Andersen, der senere blev borg­ mester, og som sådan var både forstående og hensynsfuld også over for den øvre del af tjenestemandsstanden. Men her var han rød og rødglø­ dende, »de skulle slet ingen ting ha’, skulle de; men da de før har fået det samme beløb, som de andre, så lad dem også denne gang få det; men ikke en øre mere!« Han stod ikke ene; stemningen var i alminde­ lighed imod det procentvise både hos socialdemokrater og radikale. Borgm. Jensen kunne ikke få procenttillæget igennem; han måtte fremsætte sit subsidiære forslag om lige store tillæg. Under debatten fik jeg lejlighed til at beundre den store regnefær­ dighed, som nogle af borgerrepræsentationens medlemmer sad inde med. At skoleinspektør P. J. Pedersen, den senere borgmester, tumlede tallene med den største lethed, var vel ikke så overraskende; han havde jo hovedregning som fag i det daglige liv. Men at også lægen, fru Harbou Hoff var en stor regnemester, det var forbløffende. Jeg, der var med som ekspert, måtte sandelig holde ørerne stive, hvis jeg ikke skulle falde helt igennem. At jeg havde fundet mine overmænd, var indlysende. Endnu en oplevelse tog jeg med fra denne aften. Ved bordet kom jeg til at sidde ved siden af den konservative borgerrepræsentant, overlæge Fischer. På den tid var spørgsmålet om naturalydelser til tjenestemænd og om vilkårene for dem ved at komme frem. Reserve­ læger ved kommunens hospitaler havde foruden deres løn ret til fri bolig og en kostportion. Men nogle af reservelægerne var gift og havde børn, og det havde også været tilfældet for Fischer, mens han var reservelæge. Jeg benyttede nu lejligheden til at spørge ham, hvordan han havde fået den ene kostportion suppleret. »Det skal jeg sige Dem,« svarede han, »det gik ligesom med bespisningen i ørkenen; Vorherre lagde sin velsignelse i den ene portion, og vi bleve alle mætte.« Sådan kunne man altså udtrykke det; efter nutidens begreber og tildels også efter begreberne i 1917 ville det være rigtigere at udtrykke det således, 129