HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

at hospitalet uretmæssigt gav og reservelægen uretmæssigt modtog noget, som ikke tilkom ham. Men på den tid, hvor Fischer var reserve­ læge, har man næppe opfattet det således, og hans samvittighed var fuldkommen ubesværet af det; han syntes, det var en morsom historie, han fortalte. Det syntes jeg for så vidt også, og jeg fortalte den videre til andre. Men det kom beklageligvis til at medføre, at historien en gang senere, hvor synsmåden var meget skarpere, blev anvendt til en kritik af hospitalernes styrelse. Borgm. Jensen fik altså ikke ved den lejlighed sit egentlige forslag om procenttillæg igennem. Ved sagens behandling i salen vedkendte han sig den anskuelse, at det ville have været ønskeligt, om man kunne have fået en ordning, hvorved de højere lønnede fik noget mere. Men borgerrepræsentationens socialdemokrater var faste, og de radikale, hvis ordfører var fru Harbou Hoff, fulgte dem. Under forhandlingerne sad jeg i embedsmandslogen ved siden af sporvejsdirektør Nørregaard. Fru Harbou Hoffs tale aflokkede ham et harmdirrende, i hvisketone fremført, stærkt injurierende udbrud, så stærkt, at jeg vil undlade at citere det. Det passede nu aldeles ikke på den nævnte frue; hun var med rette højt agtet, vistnok også af Nørregaard. Men hans udbrud var et udtryk for den skuffelse, som den højere embedsstand følte over de økonomiske kår, man siden prisstigningens begyndelse havde givet os, - for Nørregaards vedkommende forøget ved ærgrelse over, at det radikale parti, som han tilhørte, ikke tog et andet standpunkt. Havde der før været stilstand med hensyn til løn og andre personale­ spørgsmål, så vendte det sig nu til sin modsætning. Det strømmede ind med sager. Borgm. Jensen var i disse år en meget optaget mand; han beholdt tømmerne fast i hånden, men hvad han kunne overlade til mig af disse sagers behandling, det gjorde han. Organisationerne kom til mig, og kommunens institutionschefer kom i direkte forhandling med mig. Jeg måtte koncipere forslag og cirkulærer i massevis; det var et meget stort ansvar, der lå på mig, og arbejdet blev efterhånden også overvældende i kvantitativ henseende. Jeg havde fået en assistent (sekretær) til at hjælpe mig, men jeg måtte have mere medhjælp, jeg måtte i hvert fald have en fuldmægtig. For at jeg kunne få dette, måtte jeg imidlertid først have mine egne forhold konsoliderede; jeg måtte have det anerkendt, at jeg var den 130