HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

taget sammen med dette. Dette var meget glædeligt. Men der var den hage ved det, at de nye regler var meget indviklede; efterhånden som man fjernede sig fra udgangspunktet, blev de mindre og mindre for­ ståelige for almenheden, så man kunne befrygte, at det hele en dag ville blive væltet over ende. På min foranledning fik borgmester He­ debol derfor på budgettet for 1935/36 gennemført en rettelse, hvor­ ved man også i formen antog Hassing Jørgensens og Schaarups for­ slag. Siden da har ordningen været den, at alle pensionsudgifter (incl. tillægene) afholdes på driftsbudgettet, medens pensionsfonden lever sit eget liv på den måde, at dens midler bruges til kommunens an­ lægsarbejder, og at den årlige rente, der svares heraf, bruges til for­ øgelse af fonden. Fonden, der begyndte i 1920/21, var den 31/3 1935 vokset til 40 millioner kroner og den 31/3 1957 til 118 millioner kro­ ner. Jeg tror ikke, at det er ubeskedent af mig at mene, at jeg har en væ­ sentlig andel i denne fonds eksistens. Med kronens devaluering er dens værdi bleven kendelig formindsket, og hvis devalueringen fortsættes, kan den risikere at blive værdiløs. Men så er der meget andet, der fal­ der omkuld, og hele pensionsspørgsmålet bliver ikke lettere at løse af den grund. Under de forudsætninger, hvorunder fonden startedes og konsolideredes, var det en rigtig foranstaltning, og ingen ved i dag, da dette skrives, hvor stor eller lille den endelige ændring af disse forud­ sætninger vil være. Jeg har fremdeles den tro, at det arbejde, jeg har gjort i denne sag, har været af værdi for kommunen. »Regnskabskommissionen af 1921« blev færdig med sit arbejde i for­ sommeren 1923, og dens forslag vedtoges af kommunalbestyrelsen umiddelbart inden sommerferien. Jeg overværede mødet i borger­ repræsentationen, som trak ud til henimod kl. 3 om natten. Borgme­ ster Kaper kom flere gange hen til mig og opfordrede mig til at gå hjem og i seng, men hele dette arbejde havde opfyldt mig så længe og så meget, at jeg måtte personlig overvære, at sidste læs blev kørt i hus. For min andel fik jeg venlige ord og to sekretærhonorarer å 1200 kr.; jeg havde jo haft to underudvalg at arbejde for. De penge brugte min kone og jeg til at rejse til Italien for. Vi havde ikke været ude siden 1909; sygdom, pengemangel og travlhed havde skiftevis lagt hindring i vejen. Men nu var vi raske og havde rejsepenge, og borgmester Jen ­

159

14 '