TivoliGennem75År_1843-1918-3.31.2016 11-22-36 PM

A L T skal væ re som det gamle, ellers kan vi ikke forstaa l det; men alt skal tillige væ re nyt, ellers keder det os. I de Ord har en Mand, der va r k log paa Menneskene og Livet, formuleret det store Publikums evige Fordring. K rave t er vanskeligt, — urimeligt, om man vil. Men er det ikke netop T ivolis Lykkeskæbne , at hver eneste Slægt fandt det gammelkendt og nyt? T ivoli groede ud a f Voldenes Køben­ havn. Det bar altid Minder derfra. Det fornyedes gennem T i­ dernes Skiften. Men endnu fornemmer vi, paa Tivolis Grund, noget fjærnt, der kalder paa os, en dæmpet K lang a f gam le Toner, selv om det er vor egen Tids Melodier, som spilles for fuldt Orkester. Der er en gammel Historie, en sandfærdig, om et ungt Kærestepar, som sværmede i Tivoli, paa den gamle, idylliske 0 . H an ridsede h e n d e s og sit eget Navnetræk i et a f »Øen«s store Kastanietræer. Der g ik Aar, og T ræ e t blev fældet. Da va r han D irektør for Tivoli. Han skar S tykket med Navne­ ridset ud. I en halv Snes Aar laa det gemt paa Bazarens Loft, men paa Sølvbryllupsdagen skænkede han hende dette lille S tykke T ræ med deres Navnetræk, indsat i et Smykkeskrin , — en Erindring fra det Tivoli, som de begge havde kært fra Barndommens og Ungdommens Aar, og som han elskede og værnede lige til sin Død. Tusinder i denne B y har noget a f den samme Følelse over­ for Tivoli. Dens Udspring er et Barndomsminde om den Stund, da man sad højt paa F a r ’s Arm — som h an engang havde siddet hos sin F a r — og med Undren saa Paafuglen dale ned i Panto