TivoliGennem75År_1843-1918-3.31.2016 11-22-36 PM

079504912

T I V O L I GENNEM 75 AAR 1843 15. AUGUST 1918 A F C. A. CLEMMENS EN

KJØBENHAVNS SOMMER-TIVOLI 1918

ANDREA SEN & LACHMANN KØBENHAVN

Efter Maleri af Marstrand.

//^

A L T skal væ re som det gamle, ellers kan vi ikke forstaa l det; men alt skal tillige væ re nyt, ellers keder det os. I de Ord har en Mand, der va r k log paa Menneskene og Livet, formuleret det store Publikums evige Fordring. K rave t er vanskeligt, — urimeligt, om man vil. Men er det ikke netop T ivolis Lykkeskæbne , at hver eneste Slægt fandt det gammelkendt og nyt? T ivoli groede ud a f Voldenes Køben­ havn. Det bar altid Minder derfra. Det fornyedes gennem T i­ dernes Skiften. Men endnu fornemmer vi, paa Tivolis Grund, noget fjærnt, der kalder paa os, en dæmpet K lang a f gam le Toner, selv om det er vor egen Tids Melodier, som spilles for fuldt Orkester. Der er en gammel Historie, en sandfærdig, om et ungt Kærestepar, som sværmede i Tivoli, paa den gamle, idylliske 0 . H an ridsede h e n d e s og sit eget Navnetræk i et a f »Øen«s store Kastanietræer. Der g ik Aar, og T ræ e t blev fældet. Da va r han D irektør for Tivoli. Han skar S tykket med Navne­ ridset ud. I en halv Snes Aar laa det gemt paa Bazarens Loft, men paa Sølvbryllupsdagen skænkede han hende dette lille S tykke T ræ med deres Navnetræk, indsat i et Smykkeskrin , — en Erindring fra det Tivoli, som de begge havde kært fra Barndommens og Ungdommens Aar, og som han elskede og værnede lige til sin Død. Tusinder i denne B y har noget a f den samme Følelse over­ for Tivoli. Dens Udspring er et Barndomsminde om den Stund, da man sad højt paa F a r ’s Arm — som h an engang havde siddet hos sin F a r — og med Undren saa Paafuglen dale ned i Panto

2 mimescenens Gulv. Siden gled T ivo li ind i saa mange a f L ivets festlige Minder. Vi husker det, naar Foraare ts Himmel en Aften i Maj hvæ lvede sig skæ r og fin over nysprunget Løv, naar Sommeraftenen lunt og tyst sank hen i den lyse Nats Dejlighed, — og den dunkle Septemberaften med guldgule Lamper mellem falmede Blade, det flimrende Skæ r fra Illu­ minationsbuernes matgrønne Kupler, det rislende D rys a f blaa og røde Stjerner i Raketternes smeldende Ildregn. Tivoli va r altid det lette Sind, et Strejf a f Sol, et S tykke blaa Himmel. Ikke blot en Forlystelseshave, men en Gen­ spejling a f alt, hvad der rørte sig i vo r B y , fra Sommer kom, til Sommer gik. Det gam le Tivoli, hegnet a f Vo ld og Stads­ grav og K irsebærgang, det nye T ivoli, trængt fra alle Sider a f Storbyens svimlende Vækst, — begge har en P lads i vort Hjærte. Støbte Betonmure skar sig igennem Parkers grønne Plæner, gennem Bou levardernes A lléer og den sidste Rest a f Vold. T ivo li aabnede sine Porte for Boulevardernes hjemløse Linde. Saaledes er T ivoli, og saaledes holder vi a f det: Symbolet paa Sol og Glæde, de grønne T ræers, de brogede Blomsters, de gyldne Festers Fristed. Vo r B y s lyse, skønne Sommersm il! Omtrent alt i København er forandret. T ivo li fik L o v til at ligge, hvor det laa.

FYRRERNES KØBENHAVN I en Overgangsperiode bliver T ivoli til. Fyrrernes København rummer to Tidsaldre. Nyt brydes med gammelt. T ivo li er i Pag t med det nye i Tiden, og alligevel møder det Mistro og Uvilje hos dem, der vil bort fra det gamle. Den Modtagelse, der blev T ivo li til Del, og den Betydning, som det vandt, faar først sin Fork laring , naar man ser Georg Carstensens Væ rk paa Baggrund a f den B y og den Tid, hvori det blev skabt. København var, ved Overgangen til Fyrrerne, kun en B y med 120,000 Indbyggere, en Hoved- og Residensstad, der blot va r at betragte som Danmarks største Provinsby. Den bar endnu Mærker a f de store, nationale U lykke r i Aarhundredets Begyndelse. Den havde ikke forvundet Fø lgerne a f Bom bar­ dementet i 1807 og a f den store, finansielle Misère. Man levede under smaa Forhold, men Borgerskabet, der va r saare nøj­ somt, hyggede sig i jæ vn Tilfredshed bag Voldene. En a f Tidens egne har sagt om Voldenes Bastioner, at de lig kærlige Foræ ldres Arme holdt sammen paa alle. Man følte sig som een stor Familie, og da man havde bedre Tid end vore Dages Københavnere, travede man om Sommeren helst alle Bastionerne rundt, inden Dagens Gerning begyndte. Op til de morgenduelige Vandrere lød fra K irsebærgangen de smaa Hornblæseres Signaler og Trommeslagernes Hvirvler, der fik de ellers saa fredeligt græssende Vognmandsheste i G lacis’et til at sætte a f Sted i en munter Galop. Det gjorde

4 næppe nok nogen Brist i Morgenens Stemning, om man mødte en F lo k a f Slaverne fra Stokhuset. Man va r saa vant til det Syn. Under en »Slavesergent«s Kommando rykked e de frem for at vande eller for at udbedre Volden, og i Mellemstunder solgte de deres Børster, T ræ skeer, Legetøj og andet Fritids­ arbejde. Slaverne med Lænken om Benet og Dragten i de to F a rv e r va r uadskillelige fra Fyrrernes København indtil hen imod Periodens Slutning. Jævnlig saa man selve Caroline Am a lie spadsere paa Vol-

Prospekt af K øbenhavn, set V est fra, med U dsigt over det Terræ n, hvorpaa Tivoli senere blev anlagt. I Forgrunden til venstre F rihedsstøtten, i Baggrunden Christiansborg. (Efter Maleri af I. C. Dahl, henim od 1820). den med sine Hofdamer, medens røde L ak a je r fulgte efter i nogen Afstand. Hun g ik langsomt og værdigt, i ophøjet Maje­ stæt. En anden a f Hoffets faste Vo ldgæ ster va r Arveprins Ferdinand , — »Nante«, som hans Kæ lenavn lød ude i B e fo lk ­ ningen. Hilsende til alle Sider trippede han a f Sted med smaa, raske Skridt. Store Bededagsaften, under den almindelige Vo ld ­ gang, havde han gærne sin Gemalinde med, og saa maatte han sagtne Farten. Bededagsaften paa Volden! Den staar for senere Slægter som Indbegrebet a f alt, hvad Fyrrernes København havde taget i A rv fra en svunden Tid. Den Aften »lugtede man

5 Græsset gro« over den ganske Vold lige fra Kastellet til Amagerport. Man følte sig — som det hedder i et a f Georg Carstensens B lade — saa hjærtelig hjemlig, saa sødt omduftet a f dansk Aande og dansk Væsen, national Gemytlighed og Naragtighed. Der va r hele den næringsdrivende og skatte­ ydende Spidsborgerstand. Der va r agtbare Madammer med haabefulde Poder og Mopper. Der va r »Grisetterne« og Dri­ verne, for hvem København stod som en B rysselerudgave a f Paris, Gadedrengene, som stormede Voldbakken, saa Skild- vagten g ik imod dem med fældet Bajonet, og unge Kærestefolk,

deri Reglen eskorteredes a f en væ rd ig Moder eller Tante. Volden va r paa denne Aften »Kæreste­ folkenes Trommesal«. Alle de Forlovelser, som det sidste A ar havde pro­ duceret, kunde man her tage i Øjesyn, medens Solen g ik ned til K lok ­ kernes Kimen . . . . Saa vandrede man

hjem til Theen, inden Mørket svøbte sig om Staden. En sildig Aftenvandring kunde paa sine Steder væ re ret besværlig. Gade­ belysningen va r jo kummerlig, om Lygterne overhovedet blev tændt. Det saakaldte »Magistratsmaaneskin« forsvandt først i 1847, og paa Gasbelysning maatte man vente indtil 1857. Naar Lygterne lyste særlig svagt, skældte man paa Vægterne, som skulde passe dem, og som jæ vn lig sigtedes for at gøre sig en lille Ekstrafortjeneste a f at spare paa Trannen. Tivolis Op­ rettelse skaffede det brave Vægterkorps adskilligt Bryderi. I Forvejen var det en yndet Beskæ ftigelse at smaadrille den natlige Ordens Vogtere, og naar F o lk nu i godt Humør kom hjem fra det nye Forlystelsessted udenfor Vesterport — ved de store Fester ofte lidt sent — , kunde Humøret slaa ud i en særdeles respekt-stridig Kaadhed. Natvægterne maatte da væ re 1 * V esterport 1839.

6 Sk ive for megen Morskab, især hvis man tra f dem sovende. Det hørte nu engang med til deres Bestilling, at mange op­ fattede dem humoristisk. Betegnende er det, at Orla Lehmann i sine Erindringer om taler dem som »d isse s t o r e K o m i k e r e med deres Morgenstjerne fra den tidligere Jernalder«. V a r det til Æ rg re lse for Vægterne, saa havde et stort Publikum sikkert sin Fornøjelse deraf, naar der blev langet ud efter Korpset i Bladene, f. Eks. i en lille, næsvis Notits som denne: »Der skal for Tiden herske stor Dødelighed blandt Natvægterne, — som man siger en Fø lge af, at disse Justitsembedsmænd ikke have

kunnet taale at sove i den stærke Taage , der i den senere Tid har væ re t udbredt over Ho­ vedstaden«. Saa lilleby-agtig va r man. F o r os lyder det helt forunderligt, at Sam fun­ det va r ved at gaa ud a f sine Fuger, fordi en driftig Mand spændte

nogle Heste for en Omnibus, — selv om det naturligvis va r et stort Frem skrid t i en Tid, hvis faa Drosker tog mindst halvanden Daler for en Frederiksbergtur. I 1841 blev den første Omnibus sat i Gang mellem Kongens N y torv og Frederiksberg . Den va r forspændt med 4 Heste og rummede 14 -16 Personer. Turen kostede en Mark pro persona. E fter sit Yd re fik dette Befordringsmiddel straks Øgenavnet »Det sorte Svin«. Saa va r man mere galant overfor den næste Omnibus. Den bar Navnet »La dame rouge« efter sin røde F a rv e og formodentlig som Analogidannelse til Operaen »Den hvide Dame«, der netop det Aar g ik paa Det kongelige Teater. Eftersom »Svinet« havde vist sig indbringende, forskrev et Interessentskab a f H yre ­ kuske »La dame rouge« hertil fra Hamborg. Det va r en B e ­ givenhed, da den ret elegant udstyrede Dame ankom den 31.

7 August 1841 om Efterm iddagen med Dampskibet »Christian VIII«. En stor Skare fulgte efter Omnibussen, der fra To ld ­ boden blev kørt gennem B yen til en Vognmand i Helliggeist- stræde. Am agertorv va r sort a f Mennesker, som vilde se V id­ underet. E t Pa r Uger efter blev en tredie Omnibus sat i Gang. Den hed »Løven«, va r et hjemligt Fab rika t og skildres som større og mere elegant end de to andre. Efterhaanden kom der flere til, med Holdeplads paa Amagertorv: »Figaro« (op­ kaldt efter et a f Carstensens Blade) og »Frederiksberg«, der kørte regelmæssig til bestemte T ider Sommer og Vinter, samt »Tivoli«, »Ørnen«, »Hjorten« og »Jordkloden« etc., hvis Kuske tudede flittigt i Hornet for at kapre Passagerer. »Jordkloden«, der havde Form efter Kugleposten, skal siden væ re endt som Dagvogn paa Næstvedegnen, absolut en Dekadence for et Køretøj, der i Tiden omkring T ivolis Stiftelse hørte til Strøgets Seværdigheder i Hovedstaden. Da V ilhelm B erg søe dengang kom i Pogesko le hos en vranten, gammel Jomfru i Pilestræde, fæstedes hans Opmærksomhed særlig ved en Model a f Omni­ bussen »Jordkloden«, anbragt paa en Hylde over Kakkelovnen med dens Pjerrot- og Columbinefigurer. Det var Tidens nyeste nyt. Man rejste for A lvo r det Spørgsmaal, om det nu ogsaa var passende, at Damer kørte i Omnibus. Endnu saa sent som i 1849, da »Abekatten« blev opført for første Gang, va r der ad­ skillige a f den gam le Skole, der i Hjærtet følte sig enige med Iversen s Husholderske, Frk . Sørensen , naar hun betegnede Omnibusserne som u a n s tæ n d ig e Kasser. »Er det ikke uan­ stændigt, — siger den gam le Frøken , — at fremmede Herrer og Damer krybe ind i de stor^ Børe og sætte sig ved Siden a f hinanden? Jeg kan ikke begribe, hvorledes Fo lk , som ere komne a f god Familie, kan nedlade sig til sligt.« Stykkets unge Pige, Margrete, maa paa ingen Maade faa Lov til at køre i Omnibus. Der va r overhovedet ikke meget, som unge P iger uden Ledsagelse kunde tillade sig. Selv de lidt mere modne havde en uendelig Mængde Hensyn at tage til Kvinde­ lighedens Fordringer. Da O eh lensch lager i 1847 holdt F o re

læsninger over sine Traged ier, blev han den første Aften som himmelfalden ved at opdage en Dame i Auditoriet. Det va r ikke set gennem alle de 37 Aar, hvori han havde læst ved Universitetet. Kort efter va r der een Dame til, som gjorde det store Voves tykke . Næste Aften va r der ialt 5, og saa en 12— 14 Stykker. Derefter fik han »et meget nydeligt, anonym t Brev«, at flere Damer ønskede at høre ham, men skønt man nok havde sagt dem, at der kom Damer paa hans Forelæsninger, vidste de ikke rigtig, om de turde ind­ finde sig.

Døtrene a f den dannede Middel­ klasse g ik ikke paa Kursus. De gav sig heller ikke a f med lønnet B e skæ f­ tigelse, — det skulde da lige væ re en Smule Perlebroderi og den Slags »Fru­ entimmer-Nettiteter«, som de havde læ rt paa Instituttet. Til Sondringen mellem de to Køn svarede ved F y r ­ rernes Begyndelse den Kasteaand, der skilte Stænderne. Da Chr. K e h le t fra Alléenberg i 1840 havde aabnet sin Salon i Erichsens Pa læ paa Kongens Nytorv, hilste »Corsaren« dette K a ffe­ hus som det første Tegn paa vaagnende offentligt L iv i Befolkningen, det første

Chr. K e h l e t paa A lléenberg, f. 1785, d. 1846.

V arse l om »en Forsvinden a f hin »kleinstädtische« Tone, hvorved en stræng Skranke sættes for en mere ugenert og dog sømmelig Sammenblanding a f alle Stænder og begge Køn.« T il Underholdning for sit Publikum opstillede Kehlet Panoramer, der hyppigt vekslede, og han g ik videre ved En ­ gagementet a f et stort Orkester og a f Tyro lersangere. Men det va r ikke saa let at faa Bugt med Tidsaanden. Damerne generede sig g a n z u n g e h e u e r ; de forstod ikke, at deres T il­ stedeværelse skulde bidrage til at give Tonen Finhed og E le ­ gants, ikke T ilbageholdenhed og Tvang . Det kunde vel ikke væ re anderledes endnu. Derimod kunde det nok væ re noget

9 anderledes »med de Herrer Mandfolk eller Cavaliers«. De »ser paa hinanden som paa Udlændinge, eller rettere: som paa Folk, det er farligt at indlade sig i Passiar med. Ingen almin­ delig Konversation, ingen d e t H e le omfattende Torie træder frem.« H vor meget end Voldenes Bastioner, som ovenfor sagt, kunde lignes ved kærlige Foræ ldres Arme, der holdt sammen paa alle: saa snart Talen var om den Slags offentlige Steder, følte man sig ikke som een stor Fam ilie! Her fik T ivoli sin særlige Mission. Det unge Etablissement havde allerede rokket stærkt ved mangt et Skel, da den nye Tid brød igennem mod Fyrrernes Slutning. Det er sagt saa tidt, og det lader sig heller ikke bestride, at der i »den gode gam le Tid« va r en vis H ygge og Fred over Tilværelsen, enten man nu tænker paa Hjemmelivet eller paa Selskabeligheden. En Lovpriser a f den svundne Tid har ud trykt dette Forho ld saaledes: Dengang følte man sig hjemme baade i sit eget Hus og hos sine Venner, medens man nu altid er ude baade hos sine Omgangsvenner og hos sig selv. Det er ikke noget helt ilde Ud tryk for Tidernes Forskel. Hvor lunt gled ikke Samtalen, naar man sad omkring den snurrende Temaskine, det faste Hygge-Inventar, der lige saa lidt som Tæ llelysene tør savnes i en sanddru Skildring a f gam le Dage! Man levede endnu under Vingesuset fra Guldaldertiden. Teater og Literatur va r uudtømmelige Emner. Det synes os saa hyggeligt, saa fint og saa kønt, at man formelig kunde længes efter det. Men dette Stillelivs-Billede havde ogsaa sine Pletter. En Mand som P. L . Mø ller ejede et skarpt B lik for dem. I sit polem isk-æstetiske Tidsskrift »Arena« tager han i 1843 — just som T ivoli blev aabnet — K ø b e n h a v n e r n e s l i t t e r æ r e S p i d s b o r g e r l i g h e d under Behandling: Hovedstadslivet op­ løser sig mere og mere i smaa kinesiske Løvhy tter for Spids­ borgerlighed og Smaakøbstadsaand. Der opstaar, i private The- cirk ler og andetsteds, en Slags halvoffentligt Ravnekrogsliv, idet man uafladelig saa at sige gnider sig op ad hinanden. Efterhaanden som de liberale og nationale Brydninger

10 voksede under Christian den O ttendes Regering, traadte de æstetiske Interesser noget i Baggrunden. Nu va r Pressens Kamp mod Censuren et a f de kæreste Samtale-Emner. A t et ungt Brushoved , der paa Slotspladsen havde raab t Hurra for Kon ­ stitutionen, blev arresteret og sat paa Vand og Brød, vak te ikke synderlig Opmærksomhed. Men der kom Røre i Gem yt­ terne, da Beslag læggelserne ved R e ier sen hørte til Dagens Orden. I Aarene 1842— 45 ramtes »Fædrelandet« a f ca. 60 B e ­ slag, og dets Mulkter i Christian den O ttendes Regeringstid beløb sig til langt over 6000 Rdlr., en stor Sum, navnlig for et Blad, der med sine 1500 Abonnenter ingenlunde va r velsitueret.

»Corsaren«, der i Gold- schm id ts sidste Corsar- A a r indbragte 4000 Rdlr., og som havde 3000 Abon­ nenter, b lev saa ofte be­ slaglagt, at Redaktionenud­ styrede T itelbladet med fø l­ gende Meddelelse: »Dette B lad udgaar hver Fredag ,

En privat Thecirkel (»Arena« 1843).

undtagen naar det bliver lagt under Beslag«. Rundt om i mangen stille Dagligstue laa nu »Corsaren« paa Bordet, og man vidste at fortælle, at K ron ­ prins Frederik , i Modsætning til sin høje Fader, morede sig kosteligt over dette Blad, som en a f hans Adjutanter maatte holde for ham, da Anstanden ikke tillod ham selv at abonnere. Mod Slutningen a f Januar 1842 talte alle om den Højeste­ retsdom, der va r overgaaet Orla Lehmann: tre Maaneders Fængsel for hans falstringske Tale. Spændingen va r uhyre. Tusinder bragte Lehmann et Leve foran hans Bo lig paa L ille Købmagergade. Husarer patrouillerede om Natten gennem Gaderne, og det blev sagt Mand og Mand imellem, at Kanoner holdtes i Beredskab paa Fæstningens Materialgaard. Saa mel­ der »Fædrelandet« en Dag, at »Stænderdeputeret, B o rge rrep ræ ­ sentant og Borgerrepræsentanternes Viceformand, Hr. candi- datus juris Orla Lehmann har begivet sig til den for ham

II bestemte Arrest i Stadens civile Arresthus«, — og den revo lu­ tionære Spænding udløser sig i broderede Sofapuder, som Damer sender til hans Fængsel, i Avertissementer fra Urte­ kræmm er Ado lph Trier paa Am agertorv om »Orla Lehmanns Chokolade« og Bekendtgørelser fra Destillatør Staal paa Gam­ melmønt, der fabrikerer Orla Lehmannske Punch-Ekstrakter og National-Hovedvande, Orla Lehmanns Damelikør etc. Samtidig med denne Begejstring grasserede Italiener-Rase­ riet i København. I liberale Kredse hældede man til den Op­ fattelse, at den Gunst, som de italienske Operister nød hos Christian VIII, i væsentlig Grad skyldtes Kongens Haab om, at deres Optræden skulde g ive Fo lk noget andet at tænke paa end de politiske Forhold. Ganske den samme Betragtning blev gjort gældende overfor Tivoli. Det italienske Operaselskab, der i E fteraaret 1841 va r kommet til København med Grev Marasini som Chef, optraadte først paa Vesterbros Teater, men fik snart selve Hofteatret overladt. Publikum va r ellevildt a f Begejstring, navnlig efter Overflytningen til Hofteatret paa Christiansborg. Jubelen gjaldt særlig Tenoristen Rossi, som va r Damernes Yndling, og Primadonnaen, Madame Forconi. Det var, fortæ ller den gam le Hofmand, Konferensraad Holten i sine efterladte Optegnelser, latterligt at se, hvorledes man blomsterstrøede og bekransede Sangere og Sangerinder, der vel næppe i Italien havde drømt om en saadan Overvurdering a f deres Talent. Da en Dame erklærede, at Fru Heiberg ikke kunde maale sig med Madame Forconi, følte Holten sig næsten fristet »til at byde bemeldte Dame en Plads i den bekendte, tillukkede Vogn, som hver Torsdag kommer fra Bidstrup.« B landt de mest begejstrede va r for øvrigt S ibon is musik- begavede Datter, Fru Peppina Tutein. Hun mødte i Teatret med Favnen fuld a f Blomster, som hun øste ud over Prim a­ donnaen, og mange fulgte Fru Tuteins Eksempel. Meget m a­ lende hedder det i et a f Tidens Blade, at »Drønet a f Jubel- raabene virkede som et Jordskæ lv; i det nærliggende Tøjhus styrtede flere Kanoner ud a f Lavetterne, og i den forbiflydende Kanal steg og sank Vandet flere Fod.« Da »Genboerne« op

1 2

førtes paa Hofteatret som Studenterkomedie, morede den akadem iske Ungdom sig med at slænge Kaa lhoveder og Gule­ rødder op paa Scenen, som »en Parodi paa Buketkastningen til de søde Italienere.« Det kongelige Tea ter og den italienske Opera bejlede begge med Held til Publikums Gunst. Men man kendte jo endelig ogsaa andre Adspredelser. Skønt K lublivet rigtignok havde haft sin bedste Tid, søgte dog adstadige Borgere gærne hen i en a f Klubberne, saa at F rue K irke, der fik K lubskatten til Forrentning og A fbeta ling a f sin Gæld, stadig havde en pæn Indtægt a f den 2 Rigsdalers Afgift, som aarlig maatte svares a f hvert Klubmedlem. V ilde man ellers fornøje sig, g ik Vejen næsten altid »ud ad Vesterbro«. Lad os da vandre den Vej, idet vi tænker os 75 A a r tilbage i Tiden. Det er en Julidag i 1843, nogle faa Uger før T ivo lis Aab- ning. E fter et lille B esøg paa Volden, hvor et Solm ikroskop og et Camera obscura er til Tjeneste for en Mark, gaa r vi ud ad Vesterport, og vi skynder os igennem den, da vi ser et stort Halm læs nærme sig. Det er raadeligst at slippe ud, inden det tunge Læ s skurer igennem Porten, som kun er 6 Alen bred. Ret langt behøver vi ikke at gaa, før vi opdager, at der til venstre er hejst Kranse og F lag . Det er det vordende T i­ voli, hvis Bygn inger skyde r op med en Hurtighed, som va r det i Tusind og een Nat. Tæ t herved, omtrent paa det Sted, hvor langt senere Panoptikonbygningen bliver opført, ligger en tarvelig Træbygn ing . Det er Vesterbros Teater, som Phi- lippo Petto letti lod bygge i 1834. P aa P lakaten staar N estroys F a rce »Talismanen«. Det Altonaer-Skuespillerselskab, der op­ træder her, har en dygtig Kom iker i Hr. Edm iiller. Hver Aften bliver han fremkaldt efter Tæppets Fald, og saa synger han som Ekstranummer en Vise med loka le Allusioner, f. Eks. til Planen om Anlæget a f en Jernbane til Roskilde. Alt, hvad der saaledes er aktuelt, indbringer ham det stærkeste Bifald. Det er en Slags »Revy«, Aargang 1843. Længere ude paa Broen, overfor Skydebanen, ligger Mor

13 skabsteatret, a f hvis Casorti’ske Pantomimer der er gaaet saa stort et Ry. Men for Tiden har Pricerne kastet sig over F rem ­ stillingen a f smukke Tab leauer efter kendte Malerier a f danske Kunstnere. Det er en Idé, som Georg Carstensen allerede har udnyttet ved sine Ridehusfester. Skal vi ind i de smaa Boder undervejs, kan vi nyde Synet a f en tam Sælhund, en Odder, en Kæmpestud eller en K a lv med to Hoveder, som er Me­ nageriejerens Stolthed. Misfostret virker lige saa uhyggeligt som den Slagtning, der foregaar i Portene til de smaa, lave

Pricernes M orskabsteater.

Huse langs Broen. Naar Slagtersvenden har slaaet Kvæ ge t for Panden, tramper han Blodet ud a f den fældede Krop, hvorefter det flyder ned i den stinkende Rendesten, der er uden Afløb. Nu er vi ved Rosenlund paa Værnedamsvejen. Her, hvor Chokoladefabriken blev anlagt i 1810, skabte R. T. K e h le t — Præstesøn og theologisk Kandidat — et Forlystelsessted, som havde sin Glansperiode i Trediverne med Luftballoner, kulørte Lamper, F y rvæ rke rie r og Koncerter. Naar K e h le t averterer sine Forlystelser i Adresseavisen, kalder han sig selv »et gam ­ melt, spekulativt Hoved«, der nok véd, hvad Fo lk vil have. Derfor synger Opvartningspigen Lene ogsaa i anden Akt a f »Capriciosa«, der foregaar paa Rosenlund:

14 Og jeg svæ r Dem til, ved Gud, At de T ing er gode, Som min Hu sbond klækker ud I sit gamle Hode.

Men nu, i 1843, har Rosenlund kulmineret. Hverken Ka- russelbanen eller Tyro lersangerne gør synderlig L yk k e . Og den T id kommer, da Rosenlund synker ned til at blive Danse­ boden »Colossæum«.

I den lille Runddel, foran i F red e ­ riksberg Allé, ligger til højre Monigattis Pavillon, et fint Konditori, hvo r jo d ­ iende Tyro le re skifter med mandolin- klimprende Italienere. T il den modsatte Side har Topfstådt sin P ano ram abyg ­ ning, der rummer Landskabsbilleder fra F rankrig og Amerika og et Rund­ maleri a f »den hellige Grav«. Langt ude i Alléen ligger Alléenberg, som Chr. K eh le t, en B roder til Manden paa Rosenlund, har overtaget efter Madam Lynge. Det er en smuk Have med et meget beundret Lysthus i kinesisk Stil og med andre Lysthuse ud til Vejen. Til September vil hele Etablissementet

væ re dekoreret med afskaarne Georginer. Der er mange, som søger ud til Georginefesterne paa Alléenberg. Det koster gærne 8 Skilling at komme ind i Haven, men der er ikke stort at ri­ sikere derved, for man faar Entréen godtgjort i Fo rm a f en Kop Chokolade med en Bo lle til! Ved Siden a f Alléenberg ligger »Ratzeburg«, populært k a l­ det »Ratzen« eller, endnu mere populært, »Blokskibet« efter de Luger, der er anbragt i det tjærede P lankevæ rk . Det er ikke noget »fint« Sted. Her søger kun den jævneste Almue, indtil Thorup fra Lille Kongensgade om skaber »Ratzen« til »Sommerlyst«. Vi er paa vo r Vandring naaet til Frederiksberg Runddel.

15 Herfra kan vi nu søge ned i Pilealléen til de smaa landlige Idyller (»Pusterørene«) med Tovgynge og Vand paa Maskine, eller vi kan gaa i modsat Retning, hvor Vognmand og T rak tør H a lleby og selveste Lars Math iesen behersker hver sin Side a f »Frederiksberg Allégade«. Hos Lars, der har resideret her­ ude siden Aarhundredets Begyndelse, faar vi den bedste varme Aftensmad. L ige munter, rask og rørig dækker han stadig op med sin berømte Lammesteg og Agurkesalat.

Rosenlund, efter Tegning af Klæstrup.

Saaledes var, i alt væsentligt og i al Beskedenhed, de T illokkelser, som det københavnske Forlystelsesliv frembød u d en Georg Carstensen og de Fester, han arrangerede som Reklame for sine Blade. Vil man udforme Billedet nærmere, maa man dertil føje en Række Koncerter — f. Eks. H. C. L um ­ by e s berømmelige Aftner i Hotel d’Angleterre, — Forestillin­ gerne i et Par dramatiske Klubber, der havde passeret deres Glanstid, Hestevæddeløbene paa Nørrefælled og nogle tarve­ lige Danseboder. Dermed har man, saa omtrent, Byens F o r ­ lystelsesliv i Begyndelsen a f Fyrrerne. Det var ikke saa tomt

i 6 som i Freder ik V I 's Tid, da den, der vilde tilbringe nogle A ften­ timer udenfor Hjemmet og udenfor Teatret eller Klubben, som oftest kun havde Konditorierne at ty til. Men megen A fv ek s ­

ling va r der ikke, og det synes unæ g ­ telig noget opskruet, at C laud ius Ro- senhoffs B lad »Den Frisindede« — a f onde Mennesker ka ld t »Den Firsin- dede« — i Juli 1843, ved at skue ud over den Forlystelses-Route, som vi ovenfor har tilbagelagt, føler sig rystet over det muntre Københavnerliv med dets Sang og Trallen og Jodlen. Sandheden er den, at København kun havde faa Forlystelser, og at disse i Reglen ikke vidnede om stor Opfind­ somhed eller Smag. G eorg Carstensen , den fødte maître de plaisirs, udkastede og realiserede sine P laner i det rette Øjeblik. Tiljublet a f nogle, forkæ tre t

a f andre skabte han i T ivoli en fo lkelig Institution, der va r med til at indvarsle den nye Tid. Den Modvilje, han mødte, kunde lejlighedsvis udledes a f rent personlige Motiver. I højere Grad skyldtes den Surheden hos den Kategori a f Mennesker, som til enhver Tid gærne ser sig gal paa andres Morskab. Men ganske særlig havde denne Modvilje sit Udspring i en kortsynet Betragtning, en ængstelig Bekym ring for, at B e fo lk ­ ningen nu, for lutter Adspredelse, skulde glemme det politisk fornødne.

GEORG CARSTENSEN I September 1843, en Maaneds Tid efter Tivolis Aabning, lod Georg Carstensen sig optage i »Det kongelige Skydeselskab«. Den Skive, der bærer hans Navn, viser ham siddende i en

Rutschbanevogn, som er i fuld Fart nedefter; for­ an ham svæ ver Lykken s Genius, en ung Kvinde­ skikkelse, hvis ene Fod hviler paa en flygtig Sæ ­ beboble; selv støtter han sin højre Haand til en elegant Spadserestok, og med venstre Haand har han grebet fat i en F lig a f hendes Klædebon. Ovenover dette Billede læses følgende Devise: »Hold fast paa Lykken , mens Du har den«.

Georg Carstensen, der L ivet igennem jagede Lykken s Vildt, stod dengang paa sit Højdepunkt. Han havde fanget Lykken , men han vidste ikke at holde den fast. Var det Motto, som han va lgte ved sin Optagelse blandt Skydebrodrene, Udtryk for en sørgmodig Følelse af, at han var lige ved at have kul-

i8 mineret, eller va r det en opstemt L ykk e jæ g e rs Udfordring til den lunefulde Skæbne? Som hans L ivsbane va r forunderlig, saaledes laa ogsaa dens Udspring udenfor det almindelige. Han blev født under A frikas glødende Sol, i en a f Barbaresk-Staterne. Georg Car- s ten sen s Fade r va r paa det Tidspunkt Konsu latssekretær i Algier, Farbroderen va r gift med en Datter a f B eyen a f Oran, Moderen, Anna Magdalene Ulrich, va r født i Reva l; hans Mor-

J. A . H. C a rste n se n , f. 1783, d. 1853.

A n n a M a g d a le n e U lric h , f. 1795, d. 1865.

G eorg C arstensens Forældre.

fader, Kaptajnløjtnant, senere Generalkrigskomm issær Ulrich, va r Generalkonsul i Algier, og hans Mormoder, Gertrud Kaas, va r født eller i alt Fa ld døbt paa St. Thomas. Baade paa fæd ­ rene og mødrene Side nedstammede Georg Carstensen fra en Slægt, der havde set sig om i Verden. Slægten Carstensen skal stamme fra Pelworm . Ved Midten a f det attende Aarhundrede sad H ieronymus Carstensen som Apoteker i Ribe. Han havde en Søn, der blev Hofpræst paa Augustenborg, og en anden, som kun drev det til at blive »Student og Degn i Igen Sogn« paa Als. Som Søn a f Degnen fødtes her i Landsbyen Guderup Georg Carstensens Fader:

19 Johan Arno ld H ieronymus Carstensen, der allerede iStudenter- aarene vandt R y for sine Sprogkundskaber, hvorfor Schim - melmann fik ham ind paa Konsulats vejen. Han avancerede til Generalkonsul, først i Tripolis, senere i Algier. I Begyndel­ sen a f 1832 vendte han som Geheimelegationsraad hjem til Danmark, hvor han va r Censor for de privilegerede Blade, indtil han allerede i 1833 fik overdraget det ledige General­ konsulat i Tanger. Senere forflyttedes han til Kristiania og blev udnævnt til Konferensraad. Han skildres som en Mand med fin literær Dannelse, med Interesser paa mange andre Omraader og i Besiddelse a f stor personlig E lskværdighed. Sit Væsens Charme, det betydelige Sprogtalent og visse lite­ rære Ambitioner tog Sønnen i A rv efter ham. Georg Carstensen, der blev født i A lgier den 31. August 1812, var det ældste a f tolv Børn. Hans yngste Broder, Landstings­ manden og Admiralen, levede lige op til vor Tid ( f 1909). I i820’erne kom Georg Carstensen til København, blev sat i Efterslægtsselskabets Skole og optraadte allerede her som Re­ daktør; han redigerede i 1828 B ladet »Minerva«, udgivet a f Skoledisciple. I 1830— 31 var han Discipel paa Herlufsholm, den raskeste a f alle raske Herlovianere, forgudet a f Kamme­ raterne, for hvem han stod med en eksotisk Nimbus, og be­ tragtet med nogen Skepsis a f Lærerne som et hurtigt Hoved, der kunde lære, hvad det skulde være, men ikke gærne gad væ re over det. I 1831 skrev han en Sang til Herlovianernes Fest paa H er lu f Tro lles Fødselsdag. I 1832 blev han privat dimitteret. E fter at have taget »anden Eksamen« blev han Underofficer, senere Sekondløjtnant i Kongens Livkorps, d. v. s. i Studenterkorpset. Det va r en glad Student. Georg Carstensen sang og spillede Dagen igennem (han ejede et lille Kompositionstalent), tænkte en Overgang paa at blive Skuespiller, færdedes i det muntre Studenterliv og optraadte som ung Literat. Allerede i Sko le­ tiden (1829) havde han paa H ø s f s Fo r lag udsendt to Bind a f et Miniatur-Bibliotek for Morskabslæsning, indeholdende Smaa- Anekdoter og oversatte Fortæ llinger. Nu udgav han i Tyve-

20 aarsalderen et Galleri for danske K lassikere ( Ho lberg og Wes- s e l ), og mere fulgte efter. Hvad der ikke blev noget a f under alt dette, va r Studiet a f den tørre Jus, der, efter Faderens Ønske, skulde have ført ham ind paa Embedsvejen. I de Aar, 1832—33, boede Fam ilien Carstensen i København. Hjemmet va r paa Hauserplads, i Brandm ajor W e s t’ s Gaard ved Pustervig. Carstensens førte stort Hus. Da Foræ ldrene og de voksne Børn ofte va r ude, overlodes de yngre Børn til sig

selv, til en Huslærer Jacob Kræ fting P h is te r (Skuespillerens Broder) og en Husholderske. L u is B ram sen , der som Barn kom hypp igt hos Carstensens, skriver følgende i sine Optegnelser: »For at g ive en lille Idé om, hvorledes det g ik til i det Hus, behøver je g kun at fortælle, at vi engang opdagede, at den forfærdelige The, vi fik, va r lavet paa ty rk isk Røgtobak, og at den gode Frue en Dag, men for sent, til sin Forfærdelse opdagede, at man havde brændt al hendes fine Lu cca -O lie i Køkkenlamperne.« Om Sommeren laa Geheimelega- tionsraaden og hans Fam ilie paa L an ­

det i Frederiksdal, og Georg Carstensen va r nu jæ vn lig Gæst i »Musernes Hjem« paa det dejlige Sophienholm, hvor F o r ­ fatterinden F red e r ikk e Brun residerede. Gennem Ma th ilde Reinhardts Fam ilie-Erindringer fanger vi et flygtigt Glimt a f den unge Georg Carstensen og den svæ rm eriske F ru Brun i Sophienholms Have: »Fra en lidt skraanende Havegang, der va r overskygge t a f høje Træer, kom Fru Brun, draperet i et mørkerødt Schaw l, ridende paa sit Æ sel, og paa hver Side a f hende g ik to unge Mennesker med elegante Figurer, i en Dragt, som dengang va r ganske ny: korte, graa B louser med Bæ lte om Livet. Det va r Legationsraad Carstensens to ældste Sønner, a f hvilke den ene blev T ivolis Stifter, den anden (Eduard)

21 Gouvernør paa Guineakysten.« De hørte, sammen med deres Søster Emilie, der i 1835 blev gift med Legationsraad Marcussen, til det sidste Kuld a f Ungdom, som færdedes hos F red er ikk e Brun paa Sophienholm. Da Fam ilien va r rejst til Tanger, fortsatte Georg Carstensen sit frie Ungdomsliv i København. Trods Formaningsbreve fra Hjemmet g ik det stadig smaat med Studierne. En skønne Dag sagde han dem helt Farvel, rejste til Spanien og derfra til Marokko, hvor han forfærdede Faderen ved en Erk læring om at ville indtræde i Fremmedlegionen. Det fik man ham fra, men da man heller ikke gærne vilde beholde den urolige Sjæl i

Hjemmet, forsynede F a ­ deren ham med Penge til en længere Rejse. E fter at have opholdt sig i A lgier og Paris drog Georg Carstensen til Amerika, hvor han i Filadelfia udgav »The Parlour-Review« og »La Revue des salons«. Saa vendte han tilbage til

Europa, rejste i England, Frankrig, Spanien og Portugal, og efter fire Aars F ra væ r kom han i 1839 atter til København som en ung Verdensmand, der forenede gallisk E legance med amerikansk Smartness. Han deltog nu paany i Studenter­ livet, optraadte som Sanger ved en Aftenunderholdning i Stu­ denterforeningen sammen med H. C. Andersen og H. P. Holst, der læste op, medvirkede ved Studenternes Fastelavnsforestil­ ling i Borups Selskabs Loka ler og oversatte bl. a. et lille L y s t­ spil a f Varin og Laurencin: »Pigen paa 28 Aar«, der opførtes paa Det kongelige Teater med Mad. Larcher i Hovedrollen. I de første nitten Dage(!) a f Aaret 1840 redigerede han »Dagen« sammen med den fra sin historiske Forfattervirksomhed kendte Tyge B ecke r , der var jævnaldrende med Carstensen og Her- lovianer som han.

22 Men Georg Carstensen havde større T ing for. I 1839 ind­ ledede han Rækken a f sine B lade med det literært-artistiske Skrift P o r t e f e u i l l e n , der udkom hver Søndag Form iddag, og som ud trykke lig henvendte sig til »den københavnske Beau- monde«. B idragene til denne Salonjournal med dens litografiske Kunstblade skulde sendes til hans Bopæ l i Store Kongensgade; samme A a r flyttede han for øvrigt til Kongens N y torv ved Siden a f Charlottenborg, kort efter til Laxegade, og i Tiden omkring T ivolis Aabning finder man ham boende ved Gammelstrand i Nummer 10 (nuværende Nr. 40). Carstensen havde aldrig let ved at gro fast et Sted. Der er fæ ldet haarde Domme over Georg Carstensens pu- blicistiske Virksomhed . H eiberg vidste ikke alt det foragtelige, der kunde siges om »denne forløbne Literatus«, »Fædrelandet« kaldte ham »en literær Probenreuter«, og Kritikeren P. L . Møller, der selv va r flittig Medarbejder ved Carstensens Tidsskrifter, haanede P o r t e f e u i l l e n s Redaktør ved en Bemærkn ing om, at han »stedse har væ ret betragtet som uskyld ig i alt i hans Blad, hvad der ikke hører til P lakat- og Annonceliteraturen, i hvilket F a g hans Stil va r uovertræffelig«. Disse Domme har sat deres Spor i en senere Tids Vurdering a f Georg Carstensen. Han anses nærmest for at have væ ret en literær Stymper, hvis B lade »kun« va r »Damelæsning«. Men denne Bedømmelse er ganske uretfærdig. Georg Carstensen blev aldrig nogen stor Skribent, og han selv skrev vel overhovedet ikke stort i disse Blade, — dertil havde han ogsaa for mange Jern i Ilden. Men han ejede en udpræget journalistisk Sans, der va r langt forud for hans Tid;, han vidste at væ lge sine Medarbejdere, og han g a v sine B lade et efter Tidens Forho ld smukt og stil­ fuldt Udstyr. De konkurrerede ikke med »Corsaren«s Vid, men man behøver blot at lægge dem ved Siden a f den øvrige pe­ riodiske Presse fra Fyrrerne for at se, hvor de er livlige og underholdende, navnlig da i den første Tid, inden de mange Fest-Arrangements lagde Beslag paa ham. Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at Math ilde Reinhardt , som tilhørte et gammelt, kultiveret Hjem med Forbindelser i de fornemste

23 literære Kredse, om taler P o r t e f e u i l l e n med Velvilje som »Da­ tidens Søndagsfornøjelse«. Helt stymperagtigt kan Bladet dog heller ikke have væ ret i literær Henseende, eftersom det bragte B idrag a f Oeh lensch lager, H. C. Andersen , Chr. Winther, Bødtcher, Henrik Hertz (det bekendte Digt »Den danske Sol­ dat«), Hauch og H. P. Holst. Det va r Georg Carstensen, der foreslog H o lst at skrive en kort, versificeret Tekst til et Minde­ blad efter F rederik den S je tte s Død, og under en Spadseretur

paa Volden, medens K lokkerne ringede over den afdøde Konge, formede H. P. H o lst da det lille Digt »O, Fædreland, hvad har Du tabt, Din gam le Konge sover«, disse 12 Linier, der gjorde den unge Digter berømt. De stod tryk t med Sø lvbogstaver paa P o r t e f e u i l l e n s sorte Glanspapirs-Omslag og blev se­ nere udgivet særskilt som et Minde­ blad, derefter spredt over hele Landet og oversat paa en Mængde Sprog. I 1840 rejste Carstensen til Paris. Medens han her udgav »Parisiana« og va r Medarbejder ved flere Feuilletons, stod han stadig som Udgiver a f P o r ­ t e f e u i ll e n . Først i Foraare t 1841

vendte han hjem, og han arrangerede nu en Koncert for B la ­ dets Abonnenter. Man finder i den Anledning følgende venlige Notits i »Corsaren«: » P o r t e f e u i lle n har bragt sine Abonnenter den »Hjobspost«, at Hr. Carstensen igen er tiltraadt dens Re­ daction; men til Erstatning faar de nu en Koncert.« Georg Carstensen skabte snart en Afløser for P o r t e f e u i lle n , som va r i T ilbagegang. Hans nye Journal for Literatur, Kunst og Musik va r F i g a r o , det Blad, hvis glimrende Abonnent- Fester grundlagde hans Ry. De kom til at staa som en Ind­ ledning til det store Kapitel i Georg Carstensens Livshistorie, der bærer Tivolis Navn. Det første Nummer a f F i g a r o udkom den 4. Juli 1841, og

24 allerede den 15. Juli bød B ladet sine 1500 Abonnenter, som betalte 2 Rdlr. 16 Sk. for et Kvartals-Abonnement, til en Fest i Rosenborg Have i Anledning a f Kronprins F red e r ik s F o r ­ mæ ling med Prinsesse Mariane a f Mecklenborg-Strelitz. Hver Abonnent fik et Adgangskort og kunde til Paarørende løse Herrebilletter å 1 Rdlr. og Damebilletter å 4 Mark. Saaledes arrangerede Carstensen en Ræ kke Fester i T ilknytn ing til F i g a r o , snart i Rosenborg Have, snart i Christiansborg Slots Ridehus. B ladets Abonnentkreds voksede. Hyrekuskene op­ kaldte en Omnibus, Restauratørerne en Kage, Konditorerne en Punch efter F i g a r o — og en stor Del a f Pressen va r forarget. Carstensen har, sk river »Corsaren« en Uges T id efter den første Fest, Æ ren a f den Idé, at et literært Væ rk ikke skal dømmes ved sig selv: »Nu kan det væ re en F o r læ gg e r lige­ gyldigt, om han har et godt eller slet Væ rk at udgive. Han g iver sine Købere en F rokost, den betale de og tage Bogen i i Tilgift. Nu er det en Fo rfatte r lige kært, om hans Væ rk er lykk e t eller ikke, om der er Aand deri eller ej — han g iver sine Læ sere »et brillant Fyrvæ rkeri« , og de sige: O, hvor skønt! .............. Hvorlænge vil det ve l vare, inden T idsskrift for Lite- ratur g iver sine Abonnenter et B a l hvert Halvaar?« Endnu i 1844, da F i g a r o har ophørt at eksistere og T ivoli er blevet det væsentlige Led i Københavns Sommerfornøjelser, langer et B lad som »Fædrelandet« ud efter disse Figarofester, der »or­ ganiseredes først som musikalske G ratis-So iréer for tilbage­ blevne og vordende Abonnenter paa B ladet, derefter som Gratis V a u x h a l l , senere som I k k e - a ld e le s - g r a t is -V a u x h a ll og tilsidst som A ld e le s - ik k e -g r a tis -V a u x h a ll.« At »Fædrelandet« i 1841 betegnede F i g a r o (og dermed dets Udgiver) som »en opvartende Hofjunker hos beaumonde «, en vims Entrechatsslaaer blandt Journalisterne«, »et Bladindivid« etc-, er kun for Smaating at regne. En mere eller mindre ægte Ringeagt for Georg Carstensen som L iterat blandedes sagtens med en Smule Bladnid, og hertil kom som en væsentlig F ak to r den københavnske Liberalismes sædvanlige Uvilje mod alt,

25 hvad der kunde tænkes at drage Fo lks Opmærksomhed bort fra Tidens alvorlige politiske Spørgsmaal. Ikke uden Grund kunde Carstensen udbryde, at næsten alle de ærede danske Journalister og Feuilletonister mobiliseredes mod hans Ringhed. Selv et saa fjernt Organ som »Jyllands­ posten« drog i Leding mod F i g a r o . Men det mest bevægede og vel ogsaa det mest interessante Afsnit a f de literære Kampe, hvori Carstensen tog Del, va r Fejden mellem ham og Heiberg i allerhøjst-egen Person. Den 15. Marts 1842 udsendte Heiberg det første Nummer a f sine »Intelligensblade«, og den 3. April samme Aar paa­ begyndte Carstensen Udgivelsen af »Nye Intelligensblade«, dersom gratis T illægsb lad til F i g a r o og under P. L. M ø llers Æ g ide skulde føre Polemi- ken med den store, mægtige Smags­ dommer. Det kunde ikke undre nogen, at et B lad som »Corsaren« straks gav sit B e s y v med i følgende Vendinger: »Vi elske ikke Prof. Heiberg, men i Forho ld til F i g a r o og sammes In­ telligensblade synes han os dog en e lskværd ig Engel Den pralende Tulipan bliver smuk, naar en Gulerod stilles ved dens Side.« A f et godt Hjærte gennemhaanede Heiberg i »Intelligens­ blade« F i g a r o s Udgiver, fordi han vovede at have en Mening i Spørgsmaal om Literatur og Kunst: »Pierrot, — nej, det er sandt, han kalder sig F ig a r o . Dumhedens Repræsentant har taget Navn efter Vittighedens — altsaa F i g a r o — F i g a r o me­ ner . . . . Dog, hvad den Nar mener, kan væ re det samme.« Heiberg fører endogsaa Kampen over i sine poetiske Vignetter til »Danmark, et malerisk Atlas«, det smukke og stateligt ud­ styrede B illedværk, som udsendtes i Hæfter a f H. I. B ing 81 Søn. Lidt malplaceret gør Heiberg disse Digte til »en Afløbs­ rende for privat chagrin «. I den Dialog, der er knyttet til B il­ C arstcn sen som Redaktør. Karikatur fra Fyrrerne.

26

ledet a f Skuespilhuset i København, siger Tha lia saaledes til Publikum: Du, som h a r le e t saa tidt af T rop , Nu slider Du jo selv Dig op I Sold hos han s uægte Sønner, Hvo ra f en u d b r ed t F lok man skønner: Som f. Ex. Figaro, Hv em i en Rus han avlet ha r Med Madame Voltisubito, Hvo rfo r og Sønnen blev en Nar. I et senere Hæfte sigter Heiberg til F igarofesterne, naar han i Rosenborg-Monologen lader Slottet tale saaledes: Med S to lthed jeg min Ungdom for T ank en ser at staa, H v e r Dag jeg skued Feste r, bar Ly s i h v e r en Vraa. Hvad nu mig vil belyse — ja, nok maa jeg mig skamme — Det er den Nar, den Figaro, med sin bengalske F lamm e . »Nye Intelligensblade« g iver paa Carstensens Vegne dette ganske væ rd ige Svar: »Naar Prof. H eiberg i et Digt om Teatret ka lder F iga ro en Nar, der er et Barn a f Trop og Mad. Vo lti­ subito, saa er dette dog i alt Fa ld en Vittighed, der kan lade sig høre, skønt den i »poetiske V ignetter til et malerisk Atlas« er upassende nok; men naar han i et senere Hæfte med V e l­ behag erindrer sig den og tildels gentager den, bliver den na­ turligvis derved endnu mere upassende, næsten triviel. A t kalde sin Modstander en »Nar« er dog sandelig en altfor tarvelig Morskab og g iver en saare ringe Forestilling om Forfatterens vis com ica .« Den 10. Juni 1842 va r »Perspectivkassen«, den lille D y re ­ havsscene a f H enrik Hertz, bleven opført for første Gang med F ru Heiberg som Nybodersdrengen Christian. Mod den Kritik, der rejstes i Pressen, tog Hertz selv til Orde i de Heibergske »Intelligensblade«. Han sigter bl. a. til Carstensen, naar han her taler om »Mænd, hvis æsthetiske Meninger ikke et Men­ neske i Landet har Respect for«, og om »usandfærdige Refe­ renter»; paa hver enkelt a f disse vil han anvende Matrosdren­ gens Replik i »Perspectivkassen«: Ole siger, han er en Mand uden Kundskab; Og saa komme r han ikke vidt med sin Ondskab.

27 I Anledning a f den Meningskamp, der fandt Sted ved S tyk ­ kets anden Opførelse, skrev Heiberg i »Intelligensblade«, at »de faa Hyssere bestode a f saadanne Subjecter som Hr. Lieutenant Carstensen og lignende Nulliteter.« Carstensen s v a r e d e iF ig a r o , at han overhovedet ikke havde væ ret til Stede ved denne Op­ førelse og fø lgelig heller ikke havde kunnet hysse. Det var for­ øvrigt, tilføjede han, et farligt Princip for en Æ sthetiker at navn­ g ive Personer, der paa en eller anden Maade gav deres Mening

til Kende i Teatret. Hvis dette blev almindeligt, kunde det knægte Y trings­ friheden; man maatte tilsidst være bange for at besøge Teatret, da man kunde risikere at blive sat i Gabestok­ ken, hvis Ens Nærværelse maaske var Prof. H eiberg ubehagelig; det var og- saa vanskeligt at indse, hvorledes en saadan A fbenyttelse a f Personer og Navne kunde stemme med de Grund­ sætninger, der sædvanlig va r vedtagne mellem Gentlemen. T il den offentlige Debat føjede sig en privat B revveksling , indledet af Georg Carstensen , der opfordrede Heiberg til at tilbagekalde de fornær­

melige Ytringer, som han havde fremsat mod hans Person. Heiberg svarede, at hans Udtalelser ikke gjaldt Carstensen personlig, men det a f ham ledede B lad og i det hele hans V irksomhed som æsthetisk Dommer. »Deres Bestræbelse,« skriver Heiberg , »for at arrangere smukke og smagfulde Festi­ viteter i det paa saadanne Forlystelser hidtil saa fattige Kjø- benhavn har ikke mindre min end det hele Publicums Paa- skjønnelse . . . . Men paa den anden Side er det min Mening, at denne Bestræbelse taber i sin Anseelse ved at sættes i F o r ­ bindelse med en l i t t e r æ r Entreprise, for hvilken det er mig — og vistnok alle dannede Mennesker umuligt at have A g ­ telse.« J. L. H eiberg, f. 179], d. 1860.

28

F i g a r o bragte et Uddrag a f denne Brevveksling , og da Hei- berg fandt Uddraget lidet tilfredsstillende, a ftryk te han i sine »Intelligensblade« Brevene in ex tenso . Med Udgangen a f 1842 inddrog Georg Carstensen »Nye In­ telligensblade«, og samtidig lod han F i g a r o afløse a f N y P o r - t e f e u i l l e med H. P. H o lst som Redaktør. Georg Carstensens fjerde og sidste Ugeblad va r D a n s k A lb um , der udkom i 1845 under »en fuldstændig ny, combi-

neret Redaction.« Det va r det største og anseeligste a f alle hans Blade. D a n s k A lb u m , som i et a f sine sid­ ste Numre bragte O eh len sch lag ers Mindedigt over H enrik S teffens, op­ hørte at udkomme efter et ha lvt Aars Forløb . Det døde under stort Spek­ take l mellem Carstensen og den »com- binerede« Redaktion, i hvilken P. L. M ø ller havde en væsentlig Andel. B la ­ det havde bragt en meget nærgaaende Anmeldelse a f Bournonv illes »Rafael«. Som en P røve paa Tonen vil det væ re tilstrækkeligt at anføre disse L in ie r : »Jfr. Fredstrup haandterer med m age­ løs Virtuositet det Væ rktø j, man for

Analogiens Sky ld hos hende ka lder Fødder. Den, som har set dem, drager næppe længer Fortæ llingerne om de gigantiske Levninger a f Mammutdyret i Tvivl.« Gennem E rk læ ringer i Dansk Album, Adresseavisen og Berlingske Tidende udtalte Carstensen sin Misbilligelse a f denne Anmeldelse, der havde indsneget sig i hans B lad ; han trak sig dermed tilbage fra det hele Foretagende, og B ladet g ik ind. T il Belysn ing a f Georg Carstensens udstrakte Dobbeltvirk­ somhed som B ladudg iver og Festarrangør i stor Stil har E r ik Bøgh i sine »Erindringer« ydet et fortræ ffeligt B idrag. I K a ­ pitlet »Min første Forlægger« tegner han et karakteristisk B il­ lede, der viser os Carstensen som den stærkt optagne Mand,

29 ikke meget punktlig, ikke i Besiddelse a f nogen udpræget Or­ denssans, men a f en personlig E lskværdighed, der i det givne Ø jeblik kunde v irke afvæbnende. Som Huslærer hos Forpagteren paa Farumgaard havde den knap tyveaa rige E r ik Bøgh forsøgt sig med et ubetydeligt Digt, der gennem en Mellemmand blev forelagt Georg Car- stensen . Komm issionæren kom tilbage med den Besked, at Carstensen vilde optage Digtet i P o r t e f e u i l l e n , og at han med Glæde modtog flere a f samme Slags. Svimmel a f L ykk e tog den unge Huslærer ind til B yen og indfandt sig hos Carstensen for at overrække ham en halv Snes romantiske Ballader. Manden havde — fortæller Bøgh — øjensynlig meget travlt, m en galant til det yderste takkede han mig for det første Digt, lovede hu rtig st muligt at gennem læse de tilkomne og undskyldte, at han s T id v a r saa optaget med en Festino, der samme Aften skulde ho ldes i Ridehuset, og hvortil jeg »endelig maatte gøre ham den Glæde at benytte disse Fribilletter«. Altsaa: jeg takkede, og skønt jeg va r saa uvan t til at omgaas literæ re Folk, opfattede jeg bedre end Klienter i Almindelighed, at jeg ikke tu rd e spilde et Sekund af han s kostbare Tid, men hurtigst muligt skynde mig ud ad Døren og ned ad T ra p p e rn e med Billetterne, — de første Spo rtler, mine Vers havde indbragt mig. Festinoen va r glimrende, Musiken fortryllende, og jeg var næ r ved at be u nd re mig selv i min nye Egenskab: Frigænger. Dog glædede jeg mig endnu mere til min Værdighed som Medarbejder af P o r t e f e u i l l e n og aabnede med haabefuld Fo rven tning hvert af den s følgende Num re. Der g ik en hel Maaned, uden at Forventningen om at se Digtene, eller dog et a f dem, i P o r t e f e u i l l e n blev opfyldt. Den utaalmodige unge Digter indfandt sig atter hos Georg Carstensen. Da T jen e ren havde meld t mig og aabnede Døren for mig, hviskede han, at han s H e rre kun havde et P a r Minutter tilovers: han skulde have en Festino om Aftenen. Jeg vilde derfor fatte mig ganske kort, men næppe havde jeg aabnet Munden, før han meget venlig afbrød mig med de Ord: »Ah — , nu kender jeg Dem igen. De vil spørge mig om Digtene? F o r dem kan De være rolig. F ra i. Juli sker der en Forand ring med Ugebladet, og til den Tid ha r jeg gemt Deres Digte. De vil komme til at begynde i et af de første Num re af F i g a r o . Gør mig den Fornø jelse at benytte disse Fribilletter til Festinoen i Aften, — saa træffes vi maaske dér! — Undskyld!« Han saa paa sit Uh r, og jeg forstod, at Audiensen var forbi, bukkede og

Made with