S_Punch_1893

266

Som Pjerrot Ingen gjøre kan Mimik, Hans skjønne Mund til begge Øren rækker, Og Columbines hulde Jomfrublik Forelsket Ynglings Hjertelængsler vækker. C. C. og Georg svinger hver sin Stok — I sin Tid fik de den vistnok foræret — Og af Musikkens Døtre her en Skok

Rjær est Du, Tivoli! Sødt er Dit Navn; Til Dig staae altid vore Børns Forlængsler; Huldt Wat t og Thrane tager dem i Favn Skjønt knirke Dine ny Portalers Hængsler. Kun der Naturen straaler i sin Pragt, Og der det friske Ølskum lækkrest smiler; Kun der man lufte bør sin nye Dragt,

Vi ønske Dig til Lykke, Tivoli, Med hvad Du var, med hvad Du er og bliver Den Plet, som Ingen gjerne gaaer forbi, % ^ Naar han alligevel gaaer om og driver. ^ | Æ ,-Nu fester Du, saa det har Art og Skik, \ (¡in, fs* ’ ’ XV"/ Mens Folket samler sig i ydmyg Beden: jj' / ¡/pæ&O, lad os faae, som altid før vi fik, Åfåj ÆÆ>Et sjællandsk Bondehus med Stork i Reden!® m b * Å % i / ^ > i) fj .