S_Punch_1893

3 0 6

Mel.: Farvel, Du gamle Tivoli, Nu har Du fyldt de Halvtreds, Nu kan Du jo ganske roli’ For denne Gang være tilfreds. /Hvor har Du dog jubileret! Men det, Du gav os at see, Har nærmest repræsenteret Sparsommelighedens Idee. Du Vented’ ved Jubelfesten At skabe fornyet Liv, Men Virkningen, den blev næsten En Smule for negativ. De »Gamle Minder« trak Mængden Igjennem Din røde Port, Men, leve paa Minder, i Længden Det duer nok ikke stort.

Du holdt Jubilæums-»Essen*, Og det til den mørke Nat, Hvor Watt han talte for Pressen, Og Carstensen talte for Watt. »Hurra for Institutionen!« Raabtes der høit og tit, Paa Jublen satte det Kronen, At Tractementet var frit! Tivoli, Du har jubileret Baade paa Hellig og Søgn, Med Hyldest blev Du feteret Ved Gilder Døgn efter Døgn. Farvel da, Du gamle Tivoli, Nu lukker Du Portenes Fløi. Sæsonen var slet ikke »doli«, Med Glands Din Rigsort Du strøg.

Pastor Carsten sen , saa er han der strax med en Tændstik og et dertil indrettet Ritual, som prompte besør'ger Andrageren gjennem Fasanveiens Skjærsild og videre fort, hvad enten det nu er op eller ned. Hr. Carstensen vil herefter blive en søgt Mand. De afgangne Medlemmer af Ligbrændingsforeningen vil troppe op udenfor hans Kirke paa Kong Georgs Vei for at blive expederede. Selv om de optræder i Folke­ kirkens Klædebon, saa gjør det ikke Noget; Carsten ­ sen er Mand for at tumle dem endda. Han deler ikke de andre Præsters Rædsel for at overvære en nem lille Ildebrand, og hvad det angaaer at give sine brændende Klienter et passende Pasord med paa Rei­ sen, saa skal heller ikke dette manquere. Noget anderledes stiller Sagen sig, hvis Pastor Carstensens Navnefætter blandt de kjøbenhavnske Redacteurer en skjønne Dag kommer anstigende med et lille Bladlig under Armen. Præsten vil da ræson­ nere paa een af to Maader: Enten vil han sige, at der ikke er saa lang Tid tilbage, at det er værdt at offre en Tændstik paa Skroget; eller ogsaa vil han gysende lukke sin Dør i for Næsen af det hedenfame Blad med den Bemærkning, at han ikke giver sig af med at

Ligbrænding.

Den Frederiksbergske Retfærdighed uar givet Til­ ladelse til, at man kan lade sig brænde her paa Jor­ den uden derfor at skulle være pisket til at brænde paa et vist andet Sted i et længere Tidsrum. I Hen­ hold til Frederiksbergjustitsen kan man godt brænde af i Folkekirken, og en Mand, der er død, behøver ikke at erklære sig for Hedning, fordi han ønsker at freqventere et Crematorium. Et Lig har nu ikke læn­ gere nødigt at gaae omkring og ringe paa hos de stærkt optagne Præster uden at opnaae Andet end at blive sparket ned ad Trapperne, naar det siger, at det vil brændes. Nu kan en Afdød bare lægge sit Kort hos