S_Punch_1881

3

den fjerde Fyr. Han saa voldsom forsoren ud, med Søstøvler og Sydvest! «Op og ned med Humøret!» sagde han. «National den ene Dag og radikal den anden Dag, Rejsen om fra det ene Standpunkt til det andet, snart hos Fer sl ev og snart hos Larsen. Det eneste faste ved mig er min Digtergage. Jeg har Trefoldighedskanonen i Kofferten. Nu lægger jeg ud igjen — jeg har snart lagt mig ud med hele Verden!» — Det var Holger Drachmann. Saa kom Frøken Herman Bang ud af Vognen. I Ulster-Coat med Haaret ned i Panden, og saa duftede han af Patschouli, saa Punch maatta holde sig for Næsen. «Kjøb min lille Roman1* sagde han, det var hans Nytaarshilsen. • Han var sød! Og Journalist var han, ikke oppe i Bladet, nej, nede i Kjælderen gik han og sang Variationer over vexlende Themaer, med Fistel­ stemme til sin egen og de unge Damers Fornøjelse. Men i Baglommen havde han «Haabløse Slægter« for Herrerne og moralske Tendenser for de gamle Tanter. «Nu kommer Dassavisen, den glade Dassavis !» raabte de inde i Vognen og saa kom Dassavisen. Den sagde selv, at den kom fra Amerika, men det var en Ånd. Den var født i Læderstræde, det kunde man tydelig høre paa Dialekten. «Væk med de National­ liberale !• raabte den og saa kastede den en Haandfuld Rendestenssnavs ind ad det ferste det bedtte Vindue. Det var dens Maade at være gemytlig paa. «Æh Hurræh!* skraalede den. «Hæng bare i Kjøbenhavner! Tre øre! — Røverkjøb!« Og saa piftede den i sine smaa sorte Fingre, saa Punch maatte give den en Sansekage for at faa den til at være artig. Saa kom Doktor Georg Brandes. Han havde noget Uldent om Hovedet. Punch trode først, det var, fordi han led af Hovedstrømninger; men det var Martyrglorien, han havde faaet pudset op i Berlin. «Taine er Taine,» sagde han, «og jeg er hans Profet!» «Ja De er saamæn heller ikke agtet i Fædrelandet ,» sagde Punch. Bagefter kom lille Doktor Eedvard rendende. Han havde glemt sin Døbeseddel, men tilbød øje= blikkelig at sværge ved alle de tolv Stammer og en hel Del andre Formularer paa, at han var en god lille Langelænder, og gjerne vilde hve Universitetet over Ende og bygge en Høj-Skole eller et Præst®" Seminarium i Stedet.

Saa lod Punch ham slippe ind, han var altfor glat til at holde fast paa. Saa kom Ark i t ekt en , Kuns tneren, det fik Staden Kjøbenhavn og Kunstakademiet at vide. Alting blev revet ned og bygget op efter hans Hoved, men dejligt, naar ban vilde det. Og der blev sat Statuer omkring paa Pladserne, det pyntede, og Pynt havde han øje for. Mester fløjtede for de Store som den sorte Stær, var en flink Arbejder, men ikke heldig som Rigsdagskandidat. Her stod han med sit Vaterpas — andet Pas havde ban ikke. •Ja Dem kjender jeg Hr. Etatsraad Meld ah 1,» sagde Punch og lod ham passere. Nu fulgte Geografen, der tillige kunde docere Botanik og skrive i Aviser, ja endogsaa forstod sig paa Astronomi. Han var meget ivrig for at blive expederet lidt hurtig for at kunne komme tids nok til Nytaarskuren. «Man véd aldrig, hvad der kan vanke,» sagde han, «naar man bare er Diplomat og forstaar at spille sine Landkort fint.« •Og saa være godgjørendes,* sagde Kommerc s- raaden og tog Er s l ev under Armen. «Man maa være usigelig godgjørendes, og saa sætter de mig dog i Avisen! Jeg har givet 2 tusi nde Kroner til en Nordpolsexpedition, hvis Nogen vil være saa gal at vove Liv og Helbred, saa véd jeg, jeg bar gjort mit, og desuden har jeg givet Sølv — meget Sølv — paa Skydebanen, og jeg er ikke nær saa rig, som Folk siger, men Enhver har jo sit Kors og gid jeg havde tyve!« Og saa gik han ind. «Fan’ hakk’e mig! Her kommer Storfoik!« sagde den Tolvte. «Jeg kommer lige fra Amerika jeg! Og jeg vil slaa jer Alle i Mas, vil jeg — for jeg er Republikaner er jeg, og kommer med blanke Dollars og nye Ideer i BuxeSkken gjer jeg!» — og saa tram­ pede han Alle de andre paa Tæerne og storhaukede og skratio, saa Ruderne klirrede. — «Bum!» sagde Punch P «nu slaar vi Porten i, de Andre maa vente, for de Tolv er Hædersgjæsterne. De skal komme paa Tapetet, En for En, Frøken Herman Bang, vil De behage at lægge for!» — Og saa kom det første Nummer od= Naar et Åar er omme, skal jeg sige Dig, hvad de Tolv har bragt Dig, mig’ og os Åliesammen. Na véd jeg slet ikke og de véd m fe nok heller ikke selv, — for d«t er m underlig Tid, vi lever i.

Men gamle H o lb e r g s nye Hjens Ved E h lx r s 's stolte Gr.de For hver en Fremmed viser frem En ynkelig Facade. O M k lø a h l, vend dit Kunstnerøje Fra C a r ste n s , J a co b sen og S te in , Og vov for det din Trøje! Missionens Hus bli'er sBrock *ensbod Ved Magistratens Flothed, Men Skuret stod, hvor før det stod; <=» Ak, faldt det Skrammel blot ned! Kun som er. Smagens Ulfeldtsstøtte Til «ævig Skændsel, Spot og Spe* Det gjør endnu sin Nytte.

S k u r e t . Mel : En enlig Fugl adi «il Bur.

Skal ikke af „ ^li-ils e&zcchs En Skjærv Theatret rækkes, Naar ti! •Missionshus» strå* parat Tolvtusind Kroner isegges? Ja, kunde ej de vise Fædre, Der raade over «Stadens® Vel, Her have raadet bedre? Thi hvad har «Staden* med «Mission» Og med det Hus at skaffe, Hvor ind der proppes Religion Med Salvelse og Kaffe, Hvor Pietismens sorte Skare Sig lægger tungt paa Folkets Bryst, Ret som en Nattemare?

i heatret med sit grimme Skur Hver Hjælp og Støtte røvet Som Fattigper af sin Natur Staar ensom og bedrøvet. Langt bedre egen Skorpe gnave End pyntes op med Rigsdagsguld Og blive C h r e s te n s Slave!