S_Punch_1881

94

Fra det hedenske%Hus.

XIII. «^pa B e r g s Taalmodighed staar nok paa Højden Af, hvad præsteres kan, og er saa stor, A t den kan prange i sin bedste Flor, Naar den hos andre Folk er gaaet fløjten, Og man maa tilstaa, det er ingen Spøg den Naar man er hjemme hos sig selv i — Sprøjten. Og han maa finde den Ting højst fortrædelig A t R e a l i s m e n , som han protegerer, Skal stemples her som smudsig og usædelig. Men sligt dog ej den store Aand generer, Og C h r e s t e n B e r g trods Lejre-Grevens Rasen er Størst blandt «det unge Danmarks» Mæcenasener. højt og snart lystig lavt — yndig barnligt! Tænderne var mælkehvide, tykmælkehvide, næsten æggehvide. Men hun var slet ikke noget Barn. V ar hunm aaskeen lille ubetydelig Smule over tredive? Hagen sagde ikke nej, saa lidt som Underlæbens over­ modne og Overlæbens underskjønne Biussen; hun var fyl­ dig af Skabelse, med velhavende, faste Former, der frem­ hævedes af en lys, lilla Kjole, stram og sluttende som Skindet om en Salamipølse. — »Afbryder jeg Lekturen?« sagde Frithiof og kasted et Blik paa hendes Bog. »Nej, aldeles ikke,» sagde Fru Boye og saa med uundgaaelige Øjne paa Frithiof. »Hr. Refstrup og jeg har skjændtes den sidste Time, — Hr. Refstrup er Idealist, — uh, hvor det er kjedeligt! Se paa den Bakkantinde der, — dersom den skulde i Katalog — »Nr. 99. En Konfirmant* inde i Negligé staar paa de bare Ben og glor paa en Ribsklase» — Hnn sknlde knuse og mase de R ibs, saa Saften løb hende ned ad Brystet, — hvad?« Og hun rusked i Frithiof, saa hans blufærdige Tanker faldt ham ud af Ho’det sorn modne Blommer af et rystet Blommetræ. »Ja,» sagde Frithiof, »der mangler Umiddelbarhed.« »Aa, der mangler det Naturlige, — der mangler Mod. Hverken Kunstnere eller Digtere har Mod til at fremstille den nøgne Virkelighed. — Herman Bang, han havde Mod!« •Ja , Herman Bang, ham kan jeg nu ikke komme ud af det med,« sagde Erik. •Nej,« sagde Frithiof, »denne Barsærkegang i Lysets Kjælder — u h !« — Saa gik Fruen leende hen i den anden Ende af Atelieret, og dér fandt Niels hende. • Hvad læser De?« sagde Niels. •Helge, Oehlenschlågers Helge,» sagde Fruen. »Hvilken Sang?» • »Havfruen besøger Konning Helge«, — det er dér. A t sidde aarevis nær Statens Ror Og dog kun spille første Matador,

XIL «j^kjønt man just ikke Ve n s t r e skal beskylde For Overflødighed a f milde Dyder, Saa har det, — hvor utroligt end det lyder, — Dog dyrket én af deres Hjerters Fylde. Én Dyd er kommen her paa rette Hylde; O g enten man o s BojSENS Karper byder, Hvad eller C h r e s t e n P o u l s e n s tørre Jyder, Elendigheden véd den at forgylde. Og denne Dyd er c h r e s t e l i g T a a l mo d i g h e d ; Thi enten man er lutter F y r og Flamme, Hvad eller A lt man tager med Koldblodighed, Saa bliver Venstres Taalmod dog den samme, Selv naar Sessionen burde være omme, Og ikke ud af Stedet man kan komme. N I E L S L Y HN E . (3. Op l a g . P u n c h 's Forlag). IV . IBigum meddeler Niels skabende Kræfter, og Niels skaber sig, alt hvad han kan. V. Hayhne havde en Slægtning langt ude i Landet; han dede og efterlod en levende Søn, Erik Refstrup, der blev Kammetat med Niels og Frithiof. Erik skulde være Billedhugger, derfor blev han et Aar paa Landet og ud­ viklede sine Armkræfter ved at slaa Sten efter Kirkefløjet. Eri Dag sad han med Niels og saa Billeder i »Punch*. Niels viste ham Tauber, Helten fra Slagelse. -Han er grim,* sagde Erik. »Grim! det er jo en H elt; men se her, her er Billedet ai den store Digter Schandorph, — er han ogsaa grim ?* »Nej,» sagde Erik, »han er dejlig, — hvilken ædel Næse, hvilket venligt Udtryk i de barnlige ø jn e , og hvilke fint formede Træk!» Dagen efter rejste Erik. V i . ISrik stod i Atelieret med Knebelsbart paa og saa mandig ud ved Siden af Studenterne Lyhne og Frithiof Petersen. Lidt borte sad en lavrygget Frue paa en højrygget Stol med en guldrygget Bog. Det var Fru Boye. Lille var hun, lidt lille, en lille Smule lille, en ganske lille bitte Smule lille, med en lille Ulla Kjole paa, med klarbrune øjne og lyshvid Teint, der svared til de gylden­ matte Kindrundinger og den brunbrændte Blondhed. Hun lo snart lettende langt, snart tyngende kort, snart lystig