S_Punch_1881

114

Mellem Arabere og Kabylere.

Den gamle Kommerceraads sidste Drøm. R . C. A n d ersen .)

D er levede i Kjøbenhavn en gammel Kommerceraad. Det var en rigtig Kommorce- raad, kan Du tro. Ikke en af den Slags gamle Kom- merceraader, som der slet ingen Kommers er ved. Nej, den gamle f l e y m a n n , han forstod sig paa Kommercen

$rra den historisk berømte Plet, Der ligger sønden for Lands Lov og Ret, Og hvor K a r t h a g o har ligget, Man hører en Nyhed, som varsler kun slet For Freden i Øjeblikket! Det stammer fra nogle Stammer, som der Har længe voldt de Franske Besvær Ved deres Bismarckiader, Og nu har da F r a n k r i g sig givet i Færd Med at bortgjenne den Slags Skader. De Herrer T u n e s e r e ere saa fri A t give sig af med lidt Røveri, Helst indenfor andres Grænser; For denne «sitttliche# Industri Med det gode man Verden ej renser. Slig Spøg vil F r a n k r i g ej mer forstaa Og trækker nu Handsker og Kjole paa For at gjøre Visit hos B e y e n Og under sin Visitatsrejse slaa Ham en ordenlig «En paa Kejen». Kort sagt, det vil gi’e paa Planeten ham en, Saa det skal spørges fra Norden for S p r e e n Til et godt Stykke Syd for S a h a r a , At F r a n k r i g er ikke af Stok og Bten Og la’er sig ej mer gjøre Nar a 1. — Men nu vil I t a l i en , hvis Ordenssans Nok aldrig har straalet i rigtig Glans Og næppe en ren Diamant er, - ; : v Gjøre Vrøvl, fordi Frankrig til Søs og til Lands Tør sla’e «andre Folkses» Briganter. Og T y s k l a n d , som Hjærte har i sit Bryst, Der altid banker til Hjælp og Trøst For Folkene og Potentaterne, Kan ej heller fornægte Blodets Røst, Som lyder fra « R ø v e r s t a t e r n e » . Man ser, der er Spænding nok der omkring, Og B iS M A R C K har ikke for ingen Ting Sig lagt efter denne Branche. — Naar blot han nu ikke faar sprængt sin Ring Ved det zKrach», man kalder R e v an c h e!

baade i den ene og den anden Retning. Derfor holdt alle Mennesker saa meget af den gamle H e y m a n n og vilde gjerne være hans Broder, men det var ikke saa nemt at blive Broder til H e y m a n n . Enten maatte man være af meget fin Familie, Konge eller Prins eller i det mindste forhenværende Kultusminister, eller man maatte kunne staa paa ét Ben og digte B ryllups-, Barsel- og Begravelseskantater uden saa meget som at trække Vejret f eller ogsaa maatte man være i Slægt med den gamle adelige Familie Goye, hvis Sidelinie, Ridderne af Pape-Goyen, skyder det ene vilde Skud efter det andet ude paa Vesterbro. Og det kan jo ikke Alle og Enhver være. — Mangen en varm Middag havde R i c h a r d Ka u f mann danset rundt om sin Broder, den gamle Kommerceraad, levet, svævet og -folt sig lykkelig, og naar da den lille Skab­ ning i et Overmaal af Lyksalighed klinkede med den gamle Kommerceraad, saa sagdo H e y m a n n altid. «Lille Richard! Kun en eneste Orden har Du faaet hele dit Liv. Lille Stakkel! Hvor det er sørgeligt!» «Sørgeligt!» svarede da altid K a u f m a n n , «hvad mener De dermed? Al Ting er jo saa mageløst og saa dejligt, og jeg er saa evig glad!» «Men kun én Orden og det er det Hele!» «Ja, hvor mange' har egenlig Kommerceraaden ?» «Jeg bar Raad til at faa saa mange, jeg vil,» sagde H e y m a n n , «og de kommer, de kommer, de regner,>' de snér, de hagler ned paa mig, for jeg er saa rig- og saa usigelig godgjerende. Jeg er en Mand jiaa mange, mange Tønder.» . «01 eller Sølv?« spurgte R i c h a r d . .«Bégge Dele,» svarede H e yma n n . »Ja, saa skulde De hellere give Sølv end 01,» sagde Richard og dansede og sprang og glædede sig over sin franske Orden og sin Pappegøje, glædede sig over den gode Mad og det gode Selskab, glædede sig over sine egne Vers og deres Fødder, over Kammer­ herre F a l l e s e n , Mo l i é r e o g W i l l i a m Bl och, glæ­ dede sig over sig selv og sit Publikum og over sit Spejlbillede ovre i Boghandlerens Vindue. Og Glæden over det Hele var saa stærk, at R i c h a r d følte sig, som havde han en Rus. Glædesdrukkeu gik han i Seng, og saa var den Svir forbi, for han sov glædelig. «Stakkels lille Richard!» sagde H e y m a n n , «kun én eneste Orden og saaVilhelm Møller til Kompagnon! Tak!»