S_Punch_1881

115

Og hver varm Middag gjentog sig samme Scene, samme Tale, Svar og glædelige Hensoven, og R i c h a r d K a u f m a n n var altid lige glad. Men H e y m a n n var ikke glad. Kronens Byrde er tung at bære, men Kronerne kunne ogsaa tynge. Og de tyngede paa Kommerceraaden. Hvor gjerné vilde ikke ellers hans daadkraftige Sjæl have bredt sine Svanevinger ud til Flugt op imod Nord mod Polens Isfjelde, hvor Isdronningen sidder som en Jomfru og venter paa den dristige Bejler. Og naar han kommer, stiger hun ned af sin Throne og rækker ham sin snehvide Haand, og saa er de Mand og Kone. Og det kalder man et nordpolsk Giftermaal. Men Vingerne vilde ikke bære den gamle Kom- merceraad. Enten de nu var bievne vaade af for meget Hofthevand, eller Ballasten var for tung, vist er det, at til Nordpolen kom H e y m a n n ikke. Han spurgte Hofgeograf E r s i e v til Raads. «De skulde kaste lidt Ballast ud. Et Par Penge­ poser med tusinde Kroner i hver,» sagde Hofgeografen. Og Kommerceraaden skjænkede to tusinde Kroner til Nordpoiseipeditioner, men selv kom han dog ikke hejere op, hverken mod Nordpolen eller i Rangforord­ ningen. Naadens Sol var dækket af Skyer. Saa var det en hundekold Aprilsnat. Vinter- gjækkene stod og saa ganske blaafrosne ud. De smaa Stjerner oppe paa Himlen græd af Kulde, man kunde ordenlig se, de havde Taarer i Øjnene, saadan blinkede de. Alle Vegne hang der Istapper. Selv Pompen havde faaet en paa Tuden, men det, sagde den, kom af, at den var ansat ved Postvæsenet, og det gik for Lud og koldt Vand i denne Vinter. Men den gamle Kommerceraad mærkede slot ikke Kulden. Han laa hjemme i sin Seng og drømte saa dejlig — oh, saa dejlig! Han syntes, at han var bleven til en stor Luft­ ballon, som hævede sig mere og mere op fra Jorden. Hvert Øjeblik var det, som om han kunde flyve helt op i Skyerne. «Oh, hvor det er mageløst!» sagde den gamle Kommerceraad, «men jeg vilde saa gjerne have alle Geograferne med.» «Vi er med! Vi er med!« sang og klang det.

•Men Dassavisen og min Ven Ca e n og Hofmøbel­ fabrikant L a r s e n og Morgengnavet og alle Høkerne og Værtshusholderne, som jeg har været saa usigelig godgjørende imod, er de ogsaa med?» «Vi er med! Vi er med!» sang og klang det endnu højere oppe; det syntes, som om de var fløjne foran, og det har Dassavisen let ved, den flyver med Vildandeposten ligesom salig M ü n c h h a u s e n , og derfor er den forud for sin Tid. «Ja, saa letter vi Anker,» sagde H e y m a n n og kastede en stor Pose med 12000 Kroner ud af Bag­ lommen. Oh, hvor det lettede! Han syntes, han fløj lige op mod Skyerne og Skyerne aabnede sig og Naadens Sol skinnede og de smaa Stjerner kom hop­ pende og satte sig paa hans Bryst, og han fløj højere og højere, lige ind paa Raadhusets store Sal mellem Borgerrepræsentanterne, og Borgmesterne bukkede og For­ manden nikkede saa venlig til den gamle Kommerceraad, «Det er nn det Allerbedste,» sagde H e yma n n . «Nu faar jeg Anseelse, det giver Glans og alle Kjære har jeg med! Store og Smaa! Alle med!» «Alle!» «Nej, jeg er ikke med længere,» sagde Punch, men H e y m a n n lod, som han ikke hørte det. Det var Kommorceraadens Drøm, og medens han drømte, gik der en Latterstorm hen over hele Kjøben- havn. D6n rystede den gamle Kommerceraads Valg­ udsigter, saa de vaklede, ligesom den stakkels Industri­ bank. Og netop da H e y m a n n drømte, han kastede de 12000 — tolvtusinde — Kroner ud, faldt han i ved Valget, faldt som det gamle Egetræ i Skoven. Næste Morgen, da Værtshusholderne tog Skodderne fra Vinduerne, saa de blege og mismodige paa hver­ andre . «Det gamle øltræ er faldet. H e y m a n n er drattet. Hvo kan erstatte ham? Ingen!» Saadan Ligtale, kort man velment, fik Kommerce­ raaden. Da han vaagnede, kunde han slet ikke begpibe det Hele. »Hvorfor fløj jeg ikke ind i Borgerrepræ­ sentationen?» spurgte han. «De skulde have kastet endnu mere Ballast ud,» sagde Hofgeografen.

Sang for Ligbrændere.J* Kadaverlyrisk Forsøg af en Brandstok. H vorfor skal man gaa i Kisten Og puttes i Jorden ned, Naar Dokterne si’er, det er vist en Ringe Behagelighed. Nej heller, naar dog det skal være Og ej man kan slippe fri, Gaa op i en ren Atmosfære, I et rigtig pænt Brænderi! Det er et Slags Brandassurance, For, bli’er man i Skjærsilden sendt, Saa har rnan jo dog et Slags Chance Ved det, at man en Gang e r brændt.

Men alle Brandfolk og Kjendcre De sværger og gi’er Attest, At de ægte Brøndumske Brændere De blusser nu aller bedst. Og dem, der drikker saa længe I Forvejen bare Vand, Se de kan slets ikke fænge Og har ondt ved at komme i Brand. Men hvis det skai gaa lidt villig, Omtrent som Gas eller Sprit, Man præparerer sig billig Ved den Brøndumske Akvavit. Si’er Skæbnen: «Nu brænder Tampen! Saa tømmer jeg Bægeret til Slut, For naar man har Blus paa Lampen, Saa ender det Hele med Fut.

Man bliver enten til Aske Eller smelter som Tælle og Vox, Skjøndt for Resten, muligvis ka’ske Man bliver bare til Kokes. Og saa kan trods «Isens Lænke» Man afhjælpe Kullenes Savn. — Som B rix bor vi Allemand tænke Paa E f te r s l æ g t e n s Gavn. — Og Magistraten vor Aske Kan rundt paa Fortovet strø, Saa gamle Folk de kan traske Rolig i Frostvejr og Tø. Selv Præsten faar i sit Tempel Til Talen en god Ide. Som et ly s e n d e Tegn og Exempel Man kan jo den Afdøde se.