S_Punch_1881

1 6 6

Men der var dog nok endda paa Pladsen, Og man skreg Hurra og gav paa Kassen, Og man jubled’, sang og peb i Tollene, Og til Slutning endte Dagen sol — Solferinomæssig med en Sejr. Ja, de norske Normænd anbefale Sig som nogle Fandens Radi-Kale. Og man uden Grund dem ikke roser For de norske Fjelde og An — Og Anskuelser om Verdens Gang. Det er Folk, der gaar med Glans i Tøjet:

S c h a n d o r f f selv sig følte overfløjet, Skjønt han har her Dede sig bellittet Paa til Gavns at bade sig i — Sig i venstreevropæisk Ros. Foreningen til Smaadyrenes Beskyttelse

: i Ä J p W

afholdt i Søndags sin aar- lige Præmieuddeling, der fandt Sted i Klobergs Kegle­ bane og Beværtning. For­ eningens Æresmedlem, Her­ tuginden af Loppe-Detmold, var desto værre forhindret i at være til Stede, men

m b .

var repræsenteret af sin Sønnesøn, den 5aarige Fyrst Lucius Avgustus NepomukChrysostomus Loppe-Detrnold- Kratzenbein. Ved Højstsammes Indtrædelse hilstes han af en Fanfare, hvorpaa Forsamlingen istemmede: »Es war einmal ein Floh«, som bekjendt Loppe-Det- moldernes Nationalhymne. Formanden, Kammerjæger Olsen, takkede forst Her­ tuginden af Loppe-Detmold for hendes Fraværelse. Hen­ des Høiheds store Omhu for Smaadyrene i hendes Hjem­ stavn forbed hende at odsætte disse dyrebare Smaaskab- ningers Liv og Helbred for Rejsens Besværligheder og Farer. Desuden maatte man erindre den Forfølgelse, de smaa Sorte havde været Gjenstand for dernede, og man tog vist ikke feil i den Formodning, at det var denne Omstændighed, der bandt Fyrstinden til Hjemmet, thi for Loppe-Detmoldernes og de smaa Sortes Velfærd var den hoje Dame i Stand til at ofre om ikke sit Liv, saa dog sit Blod. Han takkede den unge Fyrste for hans Nær­ værelse. . Han vidste, at dette unge Skud paa Detmold- Kratzenbeinernes gamle Stamme, denne, om han saa maatte sige, ædle Spire alt i Vuggen havde vist sin Kjær- lig'ned til Smaadyrene og i den spæde Alder af 5 Uger med sand fyrstelig Højmodighed havde ladet Big overbe- bide, af et stakkels forsultent Væggetøj uden i mindste Maade at volde det lille Kræ Fortræd for dette højfor- æderiskfe, han kunde fristes til at sige, nihilistiske Anfald paa Højstsammes unge Liv. Han takkede den nnge Fyrste, fordi han vilde gjøre Foreningen den Ære at uddele Præ-

ü y lig har imellem Norges Bjerge mau Rejst et Mindesmærke over We r g e l a n d . Ved Afsløringsfesten saas som Taler Skjalden, som forandret har Sig —

Har sig til sin Fordel, mente Be r g . Han var kommen fra Amerikanerne Som en lystig Fyr imellem Granerne. Her han talte til sin Flok fra Leveren, Som var inspireret af Gene — Generositet mod Dagens Helt. Og blandt Norges bedste Værn og Fæstemænd S c h a n d o r f f saas, han indbudt var som Gjæsteven. Fra sin Pen han lod des Aarsag glide Vendinger, som kaldes maa per — Perler, strøet for « Morgengnavets» Svin. P i n g e l gav i Laget med sin Stemme; En Afsloringsfest han holdt her hjemme, Norges Løve mellem Dyrevennerne Fromt vød ham sig føle lod paa — B e r g fik ikke Tid at give Møde; Han afslored’ her h in L e d r e s Brøde, Men for dog ac enske dem til Lykke, Lod han D r a c h m a n n blæse dem et — Et Signal som Bladets Stabs-Hornist. Paa Tendensens Vink som hjemme her.