S_Punch_1881

167

mierne og bad ham bringe saavel Hertuginden som alle de smaa Sorte Foreningens Tak og Hilsen. Derefter fremtraadte forhenværende Komiker i Sangerindepavillonen «Den glade Sjemytlighed», F e r ­ d i n a n d F r e d e r i k s e n og fremsagde med bevæget Stemme følgende D ig t : Til 7" Hans Højhed F yrsten a f Loppe-Detmold-Kratzenbein. Alt fordum hist i Loppe-Detmolds Sale For m i n d s t e Skabnings Eet Du turde tale. Smaadyret fandt i Dig sin bedste Ven: Med barnligt Smil Du saa dem springe, hoppe. Hver Myg, hver Maddik, Midde, Flue, Loppe Har lyse Minder fra den Tid igjen. Hvor ofte blev der sagt med vranten Stemme:

holdt sig med de Tilstedeværende, forlod Højstsamme Forsamlingen, da han ønskede at komme tidsnok til Børnefesten i Tivoli. Ved hans Bortgang istemmede en Kvartet af vel sammensungne Skarnbasser en A f­ skedshymne. Derefter tog Formanden atter Ordet : Han havde et sørgeligt Budskab at bringe Foreningens Medlemmer, nemlig Budskabet om, at Foreningen til Smaadyrenes Beskyttelse nu maatte opløse sig. Den havde i Aarevis, han turde nok sige, med Held stræbt at kon­ kurrere med den store Dyreforening. Hvad det for begge Foreninger koman paa, var jo, som bekjendt, at g n u b b e s i g. I den allersidste Tid havde imidlertid fremragende Medlemmer af den store Dyreforening udvist en saadan Flid og Ihærdighed i denne Idræt, at Naadens Sol var begyndt at falde med en usædvanlig stærk Glans paa dem. Hans sidste Haab, den unge Fyrste af Loppe-Det­ molds Nærværelse ved Festen, var bristet. Fyrsten var kjort i en Keifflersk Sporvogn hen i Tivoli, uden saa meget som at lade et Ord falde om det Kommandørkors af den Loppe-Detmoldske Hus-Dyre-Orden, som han havde været saa vis paa skulde være Lønnen for hans Anstren­ gelser. Fra nu af maatte man, som sagt, opgive Vædde- kampen. Bestyrelsen var enig i, at Foreningens højere raison d'etre var ophørt. Han anbefalede de Medlemmer, der ønskede at gnubbe videre at gaa ind i den store For­ ening. Selv ønskede han at trække sig tilbage til Privat­ livet og anbefalede sig med Insektpulver og alt Andet, Faget vedrørende. Hermed erklærede han F o r e n i n g e n ti l S m a a d y r e n e s B e s k y t t e l s e for opløst. ---- ---- cQ.'&J---- ■

Det har jo ingen Ned hos os herhjemme, AfSmaadyr end man mange hos os seer; Men ikke nær hvad saas i gamle Tider, Og selv om hist og her det kløer og bider, Saa ser man dog i Syden mange fler. Men her er nok endda! Du maatte sande, 0 , Fyrste, hist fra Loppe-Detmolds Strande; End er i danske Loppers Kjæber Kraft. Den Slægt, som huser her i Sengehalmen, Kan end i Kampen vinde Sejerspalmen, Har den end forhen bedre Vilkaar haft. Tak for det Skind, Du fik i Arv og Eje, Som gav sig Vidne hist i Vuggens Leje, Da Væggetøjet skaaned ej Din Rang.

j

Det lille Dyr Du nænned’ ej at skræmme; Hav Tak, fordi Du støtter os herhjemme Og stiller venlig vor loyale Trang. Herefter fandt Præmieuddelingen Sted, og efter at den unge Fyrste gjennem sin Barnepige havde under-

Hun daares inte a den Snak, han For hinner disker op aa ned. Dov gør hun lisom Holger Drakmand Di bøjer saj for Kærlihed. Sæl Ka u f ma n d æ igen paafære Mæ « Konsekvenserne• mæ mer, Saa vi maa sie, vi ha Ære A vores franske Oifiser. Men etter * Konsekvenser» klør da Vist ingen Lørdagsabonent, For samme Ret te hver en Lørdag, De æ dov lidt for konsekvent. Som Degter Ee d v a r d sang profetisk Hver Sukkerdokters Svanesang. Han forudsier hømopatetisk Hømopatiens Undergang. Sæl om ej • Lægemidler * fandtes A være en dramatisk Skat, Saa sku dov Doktor Eedvad Brandes Ha saj en Sukkerdokterhat. Jæ saa paa dessehersens Drama, Min Følelse ble lagt i Blød, Saa drak jæ maj en bitter «Brama,» Der frier fra gesvindi Død Aa Fasit va: Tebavevenden Te Livet, aa jæ tænkte blot Paa desse gamle Ord: Naar Enden Æ go, saa æ jo Alting godt.

Teatralske Observasjoner. gorte a

S o r e n P i p p e r o p .

Talia, Du ha immer funden, A jae dov æ dit ejet Barn, Aa jæ te Daj æ evi bunden Mæ Kærlihedens Ejsengarn. Derfor ska Sjalden; som ha lavet Et Støkke, der va splinternyt, Slets inte se sin Ros begravet Dyft nere i min Sjæls Kahyt. Se hanses Fulvia hun kommer Som ædel Kvinde, stærk aa fri, Hun holder a en Gammelrommer, Derfor hun ha min Sømpati.