S_Punch_1881

18

U n d e r F r y s e p u n k t e t .

I I I . e, det er en sand patriotisk Takt, Som bliver stillet til Skue! A f Fædrelandskærligheds tvingende Magt De gode Fynboer Offret har bragt Naar blot ikke her, mens endnu i Færd Med Skatten at ordne man bedst er, Den bliver paalignet os uden Besvær A f B lSM ARCK som Ligningskommissionær Og M o l t k e som Rodemester. — Saa er det lidt sent, man befæster! Et R e d a k t i o n sm ø d e . Og tændt en Begejstringslue, Der frelser maaske os fra Snue.

wV_Ji 1 ** >

v 1 i 4

\M% y A y i <é ;■v

Form anden vilde strax gjøre de ærede Medlemmer opmærk­ somme paa, at her ikke forelaa nogen bestemt Forhandlings- gjenstand, og han vilde derfor \\ sætte hele den tilstedeværende Situation under Debat, idet han samtidig opfordrede Medlem­ merne til at fatte sig i størst mulige Korthed. Han skulde

en bidende Kulde lægger sit Aag Paa Bølgernes stridige Nakke, Den tegner paa Ruden sit Blomstersprog, Mens Skabningens Herre rned Kakkelovnskrog Maa hjemme tage til Takke Og ude med Vinterfrakke. Ja, Frosten er slem, det kan man forstaa Selv oppe i Folketingssalen. — Loyal Forhandling med Bælgvanter paa, Hvis Frugter en kold Modtagelse faa ! — En Arbejdslyst, som er i Dalen! — En Stemning, som stadig er va len ! Dog, medens deroppe man nødig gaar Det bitterste op over Stregen, Man mindes den Valgkamp, som forestaar, Og gjør desformedelst saa lidt, man formaar, Samt viser, skjøndt halvvejs forlegen, Begejstringen Winthervejen. Saa sporer man pludselig ovre tfa F y n « En højst usædvanlig Va r me ; ” ' D et smelter vort Hjerte, det rører vort Syn, A t selv mellem Humle og Boghvedegryn Man endelig over den arme B e f æ s t n i n g s - S a g vil sig forbarme.

nemlig med Banetoget ned til H v a l s ø Station, hvor­ hen Magistraten havde forlagt sin Bistrup-Middag for at have den mere i Ro, og det laa ham meget paa Hjerte at faa Sikkerhed for, at de stakkels Mennesker virkelig fik Noget at spise og ikke gik sultne fra Bordet., I Roskilde plejede det ikke at være Tilfældet, men hvem havde nogensinde hørt Noget om en bedre Middag 1 Hv a l s ø ? Han bad Medlemmerne om at lade det gaa lidt villig. D e t økonomiske Medlem vilde benytte Lejligheden til at give en Oversigt over Finanserne 1 Indlandet og Udlandet. Man havde sagt ham, at Professor W. S ch a r lin g var i Færd med noget lignende. Det var umuligt. Han læste aldrig mere, hvad Wi l l i a m S e h a r l i n g skrev. For to Aar siden fik han en ond­ artet Sovesyge af at læse S c h a r l i n g . D e t idiotiske Medlem spurgte, om Sygdommen var forbi? Han var bange, den smittede. D e t økonomiske Medlem bad Idioten være uden Frygt. Hvad sagde ikke Digteren 0111 den nuværende Aktiespekulation og om Grundermanien ? Vel f u n d e t p a a er vel en Trost, Vel k jo b t er første Plagen, Vel s o l g t ig je n er Livets Lyst, Vel s n y d t er hele Sagen! Han vilde bestemt indprænte Forsamlingen den mest ubetingede Mistro til lianssen. Hvis Grækerne for Exempel erklærede Tyrkerne Krig, kunde det jo nok være, at Telegrafaktier vilde gaa til Vejrs, men den deraf følgende Overspekulation i Tuborg-Bajere vilde upaatvivlelig medføre Afslappelse og Mathed og trykke Rentefoden saa stærkt, at det var højst rimeligt, man

I I . ra et Folkemøde

Slige Toner løde: «1 Forkølelsernes Tid V il vi Følelsernes Tid Vække fra de dødel Sagen er paatrængende, Faren overhængende! Derfor strax bør tage^ fat. — «Aber» fra en Indkomst-Skat Forst skal hentes Pengene!»