S_Punch_1881

382

Rudolf Schmidts Endeligt, eller

Thi den lille pæne Nikkelaj Arted’ sig kun daarlig: Førte stakkels Reitzel galt paa Vej Næsten en Gang aarlig; Ej han skrev dog „Folkelige Mcmd“, Dermed han sig trøster, Skjondt hans andre Bøger ligne den Som en Bro’er en Søster. Han og Rudolf skulde i Holger Drachmanus Kompagni Skrive os et Drama. Dog maaske saa gik det ej saa glat, — Grum er Skæbnens Paree — Tog de tro paa en Tragedie fat, Blev det vist en Farce. D r a c h m a n n er dog snildest af de tre, Bærer sig som T r o p ad: Hans «Drama» er slet ikke til at se, — Det er dog Mo l b e c b s „ Opad '. Holger, H e n r i k , Ru d o l f ! Hil! Tak for, hvad der komme vil Ud af sligt et Forbund. Overlampepudserens Dagbog, Søndag d 2 7 de. H a n il e t a f S j æ k s p i r m e d M u s ik a t T h o m a s . Som jeg bar ventet med at skrive om, for a t klare mine Anskuelser; Desangaaende. Hvilket er van­ skeligt for en ung P ig e ; Som jeg, der kun har gode F or­ kundskaber, men m angier Erfaring og Selvtillid; Som det er det, det kommer an paa. Og i første Akt er vi i en stor Hal, hvor Fru E rh art og Skram ere Konge og Dron­ ning og Oberisterne og Oberistinderne Hoffolk, og vi Andre P asjer med D rikkevarer; Hvorpaa Simonsen kommer ind og er tankefuld søm udtrykkes af O rschesteret ved T jim -da-dara! T jim da-dara! Som der i det Hele er meget af. Der paa kommer den blonde Uffælia ind, og ue er­ klærer hinanden deres Kjærlighed i en Duet, men biiver afbrudt af Jastrov, som fortæller dem, a t han rejser paa Tourné til Norge. Hvad de tager med Ro fordi, de véd vi har B run; Til at dubblere med. Hvorefter E rhart kommer og erklærer at nu er Pokker løs, fordi den afdøde M ajestæ t; Sont er Ham iets Faer sjokker omkring paa Volden i Maaneskin og gjor Skildvagterne forskrækkede. Og Forskrækkelighéden kommer endnu i samme Akt med dejlig Dekoration og Simonsen, E rhart og Nyrop. Hvor Ferslev kommer ind og gaar en M aaneskinstur i elegtrisk BoiysBing-med Gravrøst. Og siger at han ikke kan være kisteglad i sin Grav, fordi Skfam har kommet Gift i hans Ore og fordærvet hans' Gehør; Hvad man ikke mærker. Men derimod nok hans aandelige Veltalenheds Indtryk paa Simonsen, der lover, at han skal nok gjøre det af med Skram ; I den Anledning. Saa i andet Akt lader Simonsen som han har en Skrue los og faar en hel Del Folk kaldt ind, som skal være Skuespillere; men er Oberister og fortæller dem at han agter at slaa sig til Drik i en

Hvorlunde de smaa Sorte annammede en Rom antiker og gjorde ham ti) R ealist, en sergelig Vise a t synge i Begyn­ delsen men fornejelig udi Enden.

Eller har I hørt det? At Ru do-li Schmidt har — li’esom Thomas Fris — Grumt sin Musa myrdet. Han er nylig bleven Realist I et Bind Noveller; Og «uartig» blev han der til sidst Lresom Brandes’s Keller. Fæle Ting fortæller han Som en daarlig Keller-Mand. — Hvad vil Rasmus sige? Romantiken faar sit Banesaar, Knæk’t er Liljens Stængel; Som »forvandlet Konge* Rudolf staar Og Axelotto som «Engel», Strængt han svinger mod ham Tugtens Ris. Som en kjærlig Fader Giver han for Svøbens Slag til Pris Rudolf s gamle Skader. Men paa den Forskrækkelse Følger en »Opvækkelse» Udi Fassavisen. Med tørre Taarer vil vi, li’esom Tek, Rudo1fs Tab begræde;. Aldrig af hans Hjemmebryg Fik vi megen Glæde. Men i Fald han virkelig af Sted Vil til Secher drage, Husk saa paa, naar Narren gaar, han med Altid En maa tage: Henrik Scharling følge kan, Er han »en alvorlig Mand», Passer de to sammen.