S_Punch_1881

402

Frihedens Forsvarere.

— Nej, slig en Plan, saa tyrannisk og ful, Skal hæmmes og bringes for Dagen Fra Kancelliets lønligste Skjul; Thi nu har B e r g og A l b e r t j og JU E L Med Alvor sig taget af Sagen. Og T a u b E R er vred , thi ikke saa let Sin Omhu for Beuf han forgjetter; Derfor vil nok «Udvalget» blive komplet Til Sikring af Dyrenes Menneske-Ret Og Menneskets dyre Retter. Væddeløbet mellem Lejregreven og Bogekongen. (En gammel Historie.) j||||iy |p . Det var en Gang en Ø h <- Sommermorgen i Høsttiden, just da Hjærte-Træerne blom- Armene over Kors, saa sig omkring og nynnede: «1 alle de Riger og Lande«, saa godt eller daarlig en Exdegn formaar at synge paa den kjære Søndagmorgen. Medens han nu stod saaledes, faldt han paa den Tanke, at han dog, medens lille Eedvard vaskede hans Med­ arbejdere og klædte dem paa, kunde gjøre en lille Tur ud i Landet og -se, hvorledes hans oplyste Vælgere stode. Disse havde nemlig fæstet Rødder nærmest ved hans Fløj; han plejede at faa Folkegaver af dem til sig og sin Familie, og derfor ansaa han dem for sine egne. Han var ikke kommen langt fra «Morgengnavet« og vilde lige til at dreje omJens Busk, da han modte Lejregreven, der var gaaet ud i et lignende Ærende, -nemlig for at se til sine Kaalhoveder. Da Berg fik Øje paa ham, bød han ham et venligt «Tak for sidst!* Greyen, der paa sin Vis var en meget fornem Herre, og dertil grulig konservativ, besvarede ikse Chrestens Hilsen, men sagde, idet han paatog sig en rigtig ari­ stokratisk Mine^ »Hvordan kan det dog være, at Du allerede saa- tidlig hat faaet BhrseLæder i Skoene?«- «Jeggaareg spaserer,« svaredeChre-sten. «Spa- -sorer!» sagofe Lejre greven, «jeg synes, Du kundebruge Dine Ben til noget bedre.« Denne personligo Bemærk­ ning ærgrede i høj Grad Bogekongenr thi ved hans aabne Pande kan han nok taale, at man rører, men derimod ikke ved hans Ben. »Bilder Du Dig ind,« sagde han, «at Du kan. udrette mere med dine Ben? Jeg vædder, at jeg kommer først, naar vi. to skal lobe om Kap!» -— «Det er til at le sig ihjel over!« sagde Greven. »Du med dine" skjæve Ben! Men for mig ' sirede. Frihedssolen straalede gyldent paa Venstres syvende j i å . Himmel. Lærken sang ved Brcd- *¡*§§¡11111? den af Schelde, Seminaristerne summede om Talerstolene, og de opvakte gik i deres Kisteklæder og med Bulehatte paa til Venne-Møder, kort sagt: alle vare glade og for­ nøjede, og Chresten Berg ogsaa. Men Chresten stod udenfor sin Dør, havde lagt

3 |i)et er dog en Lykke her til Lands, Hvor Frihedeil er i Fare, At her findes Mænd, som den menige Mands Interesser saavel til Lands som til Vands Frimodig og djærvt tor forsvare! Thi det kan ej nægtes, Regeringen her Er en af de mest vilkaarlige; Den lægger Planer og smedder Sværd Mod raske Præsters g-lade Færd Og Oxer, hvis Lunger er daarlige! De syge Oxer en Medfart har faa’t, Som ikke kan Venstre fryde; Man deres moralske Ret har traadt I Støvet, idet man har fundet for godt Dem Rejser rent at forbyde. Sligt Forbud maa dog i Hjærtet paa hver En Venstremand fremkalde Rørelse: Det ligger for ham jo saa snublende nær, A t et Præcedens man skaber her Til S t avnsbaande t s Gjenindførelse. Thi er man ustraffet naaet saa vidt Ved Hjælp af Regeringsforbuddene, At Ox e r tør ikke bevæge sig frit, Saa er der jo bare et lille Skridt Fra dem til Folketingstudene. Og ESTRUP mod dem har aabenbart ondt I Sinde, thi nødig hart taaler Den Race, som rejser i Landet rundt Og optræder i sin lovlige Dont Som brølende Undermaaler. Er først den stavnsbundne Talmajestæt Med Træhesten bragt i Berørelse Samt med den spanske Kappe beklædt, Saa vanker der vist ikke mere Diæt Endsige Rejsegodtgjørelse!