S_Punch_1881

Et Skibbrud.

Hans Udsigt er bleven tyndere Til flot Galejen at faa: Blandt østers og andre Flyndere Den for det første maa staa. Det Skibbrud i Havnen kan spille Ham mangen betænkelig Streg. — Men, Chresten, hvad Pokker vilde Du øgsaa paa den Galej?

Det var sig Kong Chresten til Boge Og alle de danske Øer, Der fandtes fra Vandsbæk 40 Sprogø Ej Mage til Navigatør. Faa Vandet var sjælden set den, Der kunde som han finde Vej; Han tog baade Længden og Bredden, I Dybden stak han dog ej. Men Højden kunde han tage: — Chrest glæde hans kløgtige Krop! — 1 Luftballon kunde han age Om Kap med 6 ambe11 a op. — En Dag, da han var paa Galejen «Obstruktion spolitik», Og slet ingen Ting var i Vejen Med Søkort eller Bestik, Da skulde en Vandskæbne møde Saa dreven en Navigatør: Han paa en Nyholm mon støde, Han ej havde opdaget fer. Snart li’som en væltet Madspand Galejen paa Siden laa! Thi det var uheldigvis Fladstrand, Hvis Havn han var løbet paa.

Jtiimmelbrev Til Digteren og Politikkeren (§jømstieme (§iømson. p. t Norje.

Ho ho, og en glæjeli Jul id Deres Vcloerværtihej me mange Taksielser, inte barestens fra den gamle Glaje men osse f r a aUe d i gamle sjemytlie Eien- herier værendes a Unnertejnede biene omdannede tel et Skøtte- kiv, f o r a kunne være licsoin Velærværtihejens ejen Menihed oppe i de gam le Norje syngendes

om •Kuglen blyhej baner Vej tel F rihej • men inte vijen­ des regti va samme betyjer, faam ejelst Okyndihej i de nyere Skyjevaaben. Va Unnertejncje holdt et sagkyndi Foredrag f o r samme om, værendes lie saa dreven deri som en Offenscer i Køvenhavm B efæ sting . havendes nem li i gamle D ae sæl forestaaet en Vindbøsse med en Prøiser tel a skyje etter og en Danserinde tel a hoppe op bagve naar di tra f i Sæntrom — brilliant og me den Gamles ejen Sjemytlihed paa Krammarkejet i Vorti ny- borre. Velærværtihejen ka allievel godt trøkke sai sæl i

skal atte r tale med eri af de Store i T iden, som synes at rumme i sit Blækhus al Sorthedens sorteste Sort Sorthed. S a a stiger Forventningen ti! Delirium. Den stiger endnu højere, naar denne Feuilleton er af Herman Bang. Thi man véd ikke, hvad Her­ man kan falde paa at skrive, han skriver saa meget, man nødig gider læ se; og saa fordrer han, man selv skal sætte Verberne tik Han er saa ufor­ styrrelig usammenhængende. Overfor Herman Bang bliver Deliriumen derfor isprængt med F lu er, store spanske Fluer, Vi véd det, det er Herman selv, vi ville faa at se, og det er nok til at blive bange for. Det første Indtryk af »Gjengan- geren« fra Nationaltidendes fugtige Kjælderrum er Forbavselse. Men For­ bavselsen bliver til Uro, naar vi se Substantiver, Adjektiver og Præposi­ tioner flyve skræmte op mellem hin­

anden som en Yildandeflok, der flygter for Sondagsjægeren. Og fra det Ojeblik af ville mange ikke være sig selv. De læse Fcuille- tonen med Ønsket om at kunne tage Herman i ø rene. De forlade den for atter at vende tilbage. Søndagen er lang. Og har man en Gang givet sig ham i Vold, løber man paa gloende Grund Spidsrod gjennem disse umulige Sætninger, denne kolossale Affektation, denne umanerlige Forskruethed, indtil man kommer til det sidste Udraabs- tegn , indtil man dødtræ t synker sammen og udbryder: »Opvarter, en lille Cognac — i en Fart!« Alligevel have vi et tilbage. Naar Avisen glider ud af vor Haand, læse vi paa B agsiden: » H e r m a n n B a n g : H e r h j e m m e o g d e r u d e . Udvalgte Feuilletoner. Sehubothes Boghandel,* I denne rædselsvækkende Bog findes det forfærdeligste paa Titelbladet. Det er

Gjengangeren af Hr. Manbang. D e t f u r s t e I n d t r y k . Som om det ikke var altfor svagt — utydeligt som en Sætning i N ationaltidende, taag et som en Decemberdag i 1881 . Men alligevel — Hvad behager? Den rene skære Sandhed! Og naar det saa er en Feuilleton som denne, ventet saa længe med Spænding af T usinder og Tusinder ig jen , ventet af P ortn eren , P ortner­ konen og den krolhaarede P ortnerdatter med de blaahvide Ojne og det sygelige Smil, som maaske har l i s t e t sig til at læse den om Morgenen ganske tid ­ lig, og nu har man paa Kafeen Bladet, som man halvvejs har stjaalet, og man