S_Punch_1881

47

det liede Vand suges op af en stor Dampsprøjte, der med sine Straaler blødgør Isen, efterhaanden som Dam­ peren sejler frem. Naar Vandet er opbrugt, stikkes der Hul paa Isen, en ny Ladning kold Vand pumpes op, koges og sprøjtes ud igjen. Paa denne Maade laves en Rende, hvori saa de andre Postdampskibe kan rende. Jeg forudser vel, at Forslaget ved Forelæggelse i det hedenske Hus vil komme i Udvalg og derved kan bilve reduceret til en Mudderpram med Haandsprøjter; men Skibet er da immer godt nok til Slambade, og jeg siger da som Scaveni us : «Hellere slet ingen Ting». Skulde det imidlertid ved Fællesudvalg eller andre Kraftmidler lykkes at føre Sagen igjennem, ser jeg i Aanden den Vinterdag, da Postvæsenet raaber de be­ rømte Ord: «Nu lægger vi ud paany», og saa forbe­ holder jeg mig bare Posten som Deres ærbødige St r aa l eme s t e r .

Med Guldbogstaver stod Hytten ved Vejen Og blev salig I. A. H a n s e n s egen. Den skulde give Alverden Besked Om Venstres dejlige Redelighed. Med Snedriveri gik den lange Vinter; Af Næstens Øjne man uddrog Splinter, Mens egne Bjælker man glemte, Gud véd Hvor længe; en hel lille Evighed. Saa kom Provisoriets Slud og Regn, Og saa fik man set, der var noget i Vej’n Med Venstres Pendant til vor Frihedsstøtte. Det nytted’ ej meget, at L a r s e n holdt Bette. Kn svovlsur Skæbne P artiet fik! Forgyldningen rent af St. Gjertrud gik; En Draabe, man véd, kan Stenen udhule, Og her kom en Syndflod, det lod sig ej skjule. Og Indskriften — av for den slemme Jøde I Den blev kun til Vand, den Gang Brandkassen tødc-.

Jhea te rka tten spinder

Saa kan s’gu jeg det samme; Det gjælder Mod i Bryst at ha’e Os selv at anbefale, Nuvel, saa ta’er vi Modet fra De Pokkers Radikale. De kommanderes jo som alt Hos B e r g af •Tolleriet», Det schelden svigter, naar det gjaldt Kanonfuld Solderiet. Til Morgengavcts Tros jeg kom, Fik Plads i Eskvadronen, Som slog en Tordenskjoldborg om Trefoldigheds-Kanonen. Se, her kan Godtfolk lære, hvor­ dan L a r s e n gaar i Vandet, Naar ej Kanel han af os faar, Saa faar han noget andet. Om det er godt, om det er skidt, Det holdes ens i P risen; _ Og man kan altid tjene lidt, Samt ærgre Dass-Avisen. Thi det er klart, man ej omsonst I Morgengnavei havner, Endskjøndt man ser, vor sorte Kunst Just ikke stort det gavner; Det er dog kommet godt paa Gled Og noget mindre sløjt er, Fra den T id B r a n d e s blev sendt ned At se paa B i s m a r c k s Sprøjter. Dog det er bedst at liste bort Fra Visen, jeg fik lavet; E t Leve bare godt og kort Jeg bringer • Morgengnavet»] Gid det maa trofast staa mig bi,

S a n e r e w n d c v

(Frit efter H . D ).

S k il& v a g te n . Jeg har "været en lille Tour ude i Byen og havt «rød Plakat«, det vil sige rød Kat ovre fra Urtekræmmerens til a t dublere min Rolle saa længe. Det var godt, je g kom tilbage. Det dumme Dyr har skræmmet min L iv-R otte ned i et Musehul. Nu er hele min Ja g t spo­ leret. Det var det eneste Stykke Vildt, jeg havde paa m it Revier, og den kunde jeg bavt megen Fornøjelse af Resten a f Vinteren. Det er nemlig skralt med Fornøjelsen. Her kommer ikke en Kat. Kun naar F ru E va aabner sine Sa­ loner, har vi Besøg. Men hvor længe var Eva i Paradis? Og saa vil Chefen have Sparekassen op ! Vi har saa- mænd ikke en ø re at putte i den, jeg kan mærke det paa min Morgenmælk, den bliver tyndere og tyndere. Men nu har Kommandanten jo og9aa staaet saa længe paa Post som Smagens og Kunstens Skildvagt og er en gammel gammel Soldat, der kunde trænge til Af­ løsning. Hvem mon der saa skal have Posten? Og hvilket Feltraab bliver det? Men det er maaske for tidlig at raabe Vagt i Gevær. Skildvagten er ellers godt disciplineret. Fidelle, der har været Hund hos en Stabssergeant, fortalte mig nemlig, at en Skildvagt paa Post maa ikke tale til Nogen. Og endnu har Skildvagten ikke tiltalt Nogen, det jeg véd af. Men han bliver vist ogsaa snart hjemsendt og faar sit Forstærkningspas undertegnet af Chefen. Ellers intet Nyt — Jo en ny Elev — Men det er jo ikke noget Nyt.

Mel. : Der var en Gang en tapper Mand. iFeg stem te Harpen helst til Sorg, For vi har nylig haft den, At P l o u g gav vores S t. G e o r g Hans varme Mad en Aften; Ved S p r e e n sad den sorte Smaa Saa barnlig glad som nogen, B landt F i s c h e r s Mænd han nu m aagaa Hjem uden Bid paa Krogen. Det skærer En i Hjertet, ja Man skulde fast sig skamme, Men kan i Bordet S c h a n d o r p h sla’e,

Saa hvad jeg end vil skrive, Maa blive dygtig rost deri, Mens end det er i Live. n .

m Villakvarteret en Bolig man rejser; Med gylden Indskrift ved Vejen den knejser, Med »Folkegave» den prydet staar Til Vidnesbyrd om, hvad Venstre formaar.