S_Punch_1881

50

B randskade, længe havde udgjort Perlen i Byens K unst­ sam ling, indtil en kunstelskende R igm and, Partikulier Vinke, for nogle Aar siden havde skjænket Byen den smukke Gibsafstøbning af Gratierne, der nu fandtes i den paa Raadhuset opbevarede Samling. Og han var vis paa, at Enhver, der, efter at have set disse, gik fra Sam lingen, aldrig vilde glemme det. Forrige Aar havde, som bekjendt, Byraadet i Y —kjebing til sin Kunst- og Industriudstilling laant de ramponerede Gratier, som det nu paa en saa beskeden Maade bad om at m aatte beholde. Han var vis paa, a t Enhver i Forsam lingen af ganske H jerte undte Y—kjebing det smukke Stykke (Her). — Og hvis Nogen nærede Betænkelighed i den Tanke, at det muligvis var for m altrakteret og saaledes ikke en Kommunen værdig Gave, da var dette fuldstændig ubeføjet; det var saa smuk en Gave at give og modtage, som man kunde ønske sig. Thi han erindrede tydelig, a t der kun fandtes følgende Mangler: Af de to G ratier paa Siden var den enes Ryg til Dels raseret, hvilket ganske vist ikke var til Figurens Fordel, men da den ikke saas fra denne Side, gjorde det m indre; den havde derimod et lille Hul i Panden, der dog kun saas ganske nærved ligesom den manglede nogle Tær. P aa den anden Sidegratie var Næsetippen vel gaaet af, hvorved Profilen var bleven noget krum, men det gav hende netop et kjækt Udtryk, som han for sin P art næsten foretrak for det oprindelige, da det derved blev en mere romersk Type end en græsk, hvilken sidste forekom ham for regelmæssig. Den Haand, samme Gratie kjærtegnende skulde række mod Midterfiguren, var gaaet af under Tjenst- ivrigheden for at redde Alt ved Branden; men ju st dette gav Figuren en større Frihed og Selvstændighed. Værre var det med den m idterste Gratie, der kun stod paa ét Ben, da den havde m istet det andet; men dette var dog ikke Hovedsagen. Enhver, der kjendte Kunst, vidste, at selv de største plastiske Mesterværker fra den græske Kunsts ypperste Blom stringstid var stærkt læderede, og han var vis paa, at denne Gruppe vilde aabne m angt et Øje i Y—kjebing for Kunstens Storhed og Plastikens evige Skjen- hed (Stærkt Bifald). M aterialist Svedskelsen syntes i Virkeligheden, at der nok kunde være Noget i, hvad Borgermesteren sagde eet. m. m., for saa vidt. Han fandt ogsaa, at det var smukt at virke til Skjonhedssansens Udbredelse især i ubeskadiget T ilstand. Han vidste ikke, om Nogen kunde huske den Gang, da der var Forhandling om Anbringelse af en S tatut i Lystanlæget *Kragelund >, at da havde han sagt, at han en Gang havde været i Thorvaldsens Museum, og det havde han i Virkeligheden ogsaa, og alle de Statuter af Thor- valdsen havde glædet ham, der hang paa Væggen, og de havde ogsaa glædet ham, der stod frit paa Gulvet etc. m. m. Og hans Kone havde siden den Tid altid haft en smuk Figur, der meget glædede hende, som stod i Gibs og med Vinger paa Kakkelovnen (Latter). Ja, det havde hun i Virkeligheden, og derfor vilde han ogsaa stemme for at lade Y—kjebing beholde Gratierne, for det vilde gjøre Y—kjebing Byraad mere plastisk etc. m. m. for saa vidt. G larmester Svendsen vidste ikke, at man kunde faa Noget at se, der var saa smukt, før en Gipser skulde have nye Ruder i, som han satte for Butiken, hvor han saa baade den medisinske Venus og de andre Apostle i Gips af Gipseren, der selv stod og gispede hele Dagen, Og derfor fandt han ogsaa. at man skulde blive enige om, at man overlod de 3 G ratialer til Byraadet i Y-kjøbing, der var en Smule ramponeret. Kjebmand Sarensen fandt, at det var komplet lige­ gyldigt, om man bortgav nogle brandlidte G ratier eller ej. Han kunde harmes over, at man spildte sin kostbare Tid med Sager som denne, og han forstod ærlig ta lt ikke,

Fra d e t h e d e n s k e H u s . IX .

E t Fælles-Udvalg kom, som foreslaaet, I Stand, hvor venstre Fløj, den egenmægtige, Den altid fedtede og højst fordægtige, Ikkun til Rang af Mindretal har naaet. Og dog har Venstre næs'ten overgaaet Sig selv i Retning af det højst sendrægtige, Det overmodige og undervægtige, Hvorpaa Partiet Hævd forlængst har faaet. Barmhjertigt la’er det sig til Taarer røre A f S i m u l a n t e r , bestialske N i g g e r e Og lignende «u s ky l d i g e » forfulgte. Men E m b e d s m æ n d skal ikke ha’e en Øre I Tillæg! Nej, lad før dem blive Tiggere, Om saa de kjære c Sma a f o l k » med skal sulte! Fra B y r a a d sm ø d e t 1 X —b o r g - . XX . I Byraadets Gaarsmede for­

handledes et fra Byraadet i Y—kjebing indkommet Andra­ gende om a t m aatte beholde det Exemplar af de 3 G ratier i lidt ^ramponeret T ilstand , der afvigte [Sommer var laant samme til [Kunst- og Industriudstillingen. Borgermesteren var r e r t ; thi han fandt, det var et smukt

Tidernes Tegn, at der hos Byraadet i Y—kjebing fandtes en saa levende Skjenhedssans, at det værnede om vor store Mesters herlige Skikkelser, selv om de var lidt ramponerede. Ja, det var netop det smukke; thi at man ved Synet af de 3 Gratier i fuldkommen ubeskadiget T ilstand kunde henrives, deri var der intet mærkbart. Men at man havde et saa omfattende Skjenhedsblik og en saa plastisk Opfattelse, at man gjennem det defekte saa Kunst­ værkets Helbed og beundrede dets Idé, det var næsten endnu mere beundringsværdigt end selve de ramponerede G ratier (Bravo). Han skulde kortelig m inde om, at disse, der i sin Tid var skjænkede Byen af Godsejer Løwe til Skjoldborg efter en Ildsvaade, hvor de havde faaet en let