S_Punch_1881

51

hvad Skjønhedssans der var i at se paa nogle lemlæstede G ibsdnkker, der skulde forestille 3 nøgne Fruentimmer. Nej, der var ganske andre Ting, der krævede Byraadets Opmærksomhed, Ting, der vidnede om langt mere Skjøn- hed end disse latterlige Figurer. Han skulde saaledes henlede Opmærksomheden paa de nedenfor Skolebakken henlagte Dynger af Kul og Kokes, mod hvilke der i Avisen havde rejst sig et Skraal af nogle forskruede Idioter. ( Borge­ mesteren m aatte bede den ærede Taler mildne sine Udtryk.) Sørensen vidste nok, hvad han sagde, men det vidste de om talte Fyre vist ikke; thi de havde klaget over, at disse Kul- og Kokesdynger henlaa paa det Sted, hvor Byens smukkeste Udsigt var, og de hindrede enhver Ven af Naturen i at nyde denne paa den rette Maade. Værre Snak havde han aldrig hørt! Naturen kunde være god nok, og han kunde ogsaa godt lide den, men, hvad var smuk­ kere end at betragte disse Dynger, der vidnede om Men­ neskeslægtens Ihærdighed, som havde bragt dem for Lyset. Han havde forleden ved Solnedgang staaet og set udover dem, og da Solens røde Lys skinnede over de mørke Kul, da lyste de som Skatte, og han tænkte paa, hvilken Varme for Vinteren og Rigdom for Byen, der her laa. (Røre). Og det vilde man have væk? Nej tak! Der var maaske dem, der gjerne saa hele Omegnen fuld af ramponerede Gratier, men han vilde ønske, at hver Plet i og ved Byen var fuld af Kul- og Kokesdynger, til Gavn for Byens Velstand og til Lykke og Glæde for hver sand Borger.. (Stærkt Røre). Vinhandler Lung m aatte give den foregaaende ærede Taler Ret i, at den hele Sag kun havde en rent passagère Interesse; dog trode han ikke, det vilde være heldigt, om Byen ble? forvandlet til en Kulkjælder eller lignende, lige saa lidt som han ønskede hele Byens Omegn for­ vandlet til Vinkjældere. Og han trode ogsaa, Hr. Sørensen tillagde Gratierne for lidt Betydning. Han havde en Gang fabrikeret en saakaldet Gratie-Likør med de 3 Gratier paa E tiketten; og denne velsmagende Drik havde i høj Grad behaget det smukke Kjon. (Bevægelse). Men den havde ogsaa, foruden en dejlig Rosenfarve, en ejen­ dommelig Sødme i Smagen, og nydt som Poussecafé havde den i sin Tid ikke blot vundet alm indeligt Bifald i Klubben, men endogsaa gjort ualmindelig Lykke ved en Nytaarsdiner hos Amtmanden. (Stærk Bevægelse). Skomager K ruse havde aldrig brudt sig om Malerier; men det kom nu ikke Sagen ved, og det var heller ikke det, han vilde sige, men det kom han til at tænke paa ved Graserne, som var noget andet, men Kunst alligevel, om de ogsaa var rampenerede. Men han vilde nu sige én Ting, selv om Nogen havde Noget derimod, og det var, at han syntes, det var for galt at give 3 Graser bort; 1 kunde da være nok (Latter). Ja, og han syntes, at selv oin de var lidt ødelagte, saa den ene kunde trænge til at bagflikkes, og den anden til et Taastød, saa skulde man slet ingen give bort, men beholde dem selv, for saa havde man 6 Graser, og det var sjeldent, for han vidste, at paa Thorvald Bertelsens Museum i Kjøbenhavn var der kun 3 Graser, for det havde han sat sig ind i, før han gik til Mødet; men det kom nu ikke Sagen ved. Prokurator Justesen glædede sig ved denne gratiøse Forhandling, saa vel over Borgemesterens ramponerede Skjønhedssans og Hr. Svedskeisens Frue, der efter hans eget Sigende havde en smuk Kakkelovnsfigur, som over Glarmesterens gjenneinsigtige Kunstbegreber og Kjøbmands Sørensens realistiske Kultegninger og den tredobbelte Gratie, hvormed Vinhandleren havde averteret sin Likør, og ikke m indst frydede ham Skomagerens praktiske Mund­ lær, der hurtig lod Gratierne faa Sko at gaa paa, saa de blev til 6, inden man vidste af det. Han tilraadede strax at sende et bejaende Svar paa den indsendte Anmodning,

og man kunde da i sit stille Sind ved Afsendelsen af Gaven tilføje: •G ratias quam m axim as ago*. Det vedtoges d a: at tilstille Y-kjøbing Byraad et Gavebrev paa de 3 G ratier som et velment interkommunalt Bidrag til Skjenhedssansens Udbredelse samme Steds. Mødet hævet Kl. 10 lU. Ode til „den sorte Digtekunst”. (I Anledning af K a r l G je l l e r il p s Digt i • Morgengnavet*).

V

H vert Land har sin egen særlige Plage, Som Intet i Verden udrydde kan. I Bengalen Folk over Slangerne klage, Og Løverne brøle i A frikas Sand. I Venezuela er Plagen Musquito, I Peru, B olivia og G ranada dito, I Bondon man lider af Taage og Dunst, Og her, hvor man ikke har Løver ogSlanger Og sjelden i Nettet Musquitoer fanger. Her har man — den sorte Digtekunst. Hvor skal jeg Dit Billed, Din Lignelse finde? En stjernelys Vinternats sorgtunge Slør? E n Skorstensfejer, der kravler i Blinde I sodfyldte, osende Kakkelovnsrør? En Ravn, der basker med sorte Vinger, Hvis hæse Skrig gjennem Stormen klinger ? En Ligbærer i sit Begravelsesskrud? En Neger i Morgengnavets Plantage? Eller Ducifers sorteste Yndlingspage ? — Saa sort omtrent ser Du ud. Nej Intet af dette, men jeg har læst Paa Gadehjørnernes store Plakater Om et lille Dyr. ret et arrigt Bæst, Som desto værre har Kammerater — Om Kammerjægerens flygtige Vildt, Hvor Jægerens Møje ofte er spildt, Fordi det i Revner og Sprækker sig gjemmør; De bider, de stikker — og saa er de borte, De giftige Kræ, de smaa arrige Sorte, Kun Kløen endnu man fornemmer; D e t Billed er godt! det kan ikke fejle, D e n Lignelse bruge jeg v il! E t Smaadyr, hvis Navn er højst odiosum Men ingenlnnde et Curiosum, Thi faar man det mellem to Negle, — Saa klemmer man til.

KØBENHAVNS KOMMUNEBIBLIOTEKER