S_Punch_1881

63

Jernbane Galop.

en almindelige O ran d e s -Jts- surance til g je n -IJs id ig u-W dødeligheds-Forsikring for realistiske Varer og Effekt anbefaler sig i det ærede Publikums velvillige Erindring. — Selskabet garanterer, mod gjensidig Velvillie, sine Interessenter en Plads i Rangforordningens første K lasse imellem Verdens største Aander, og da det har Forbindelser og A genturer saavel i B e r l i n som i andre a f E v - ropas større Hovedstæder, ser det sig i Stand til fuldstændig at sikre sine Medlemmer en evropæisk Berømmelse af bedste Bonitet. — Hoved-Agenturet her paaPladsen e r i T o r d e n s k r a l d s - g a d e 2 8 , Stuen over Gaarden, aaben fra K l. 9 — 6, hvor Planer og Anbe­ falinger ere til Eftersyn for Lysthavende. E ifter sechert Forlydende paatænker Sangeren H o lg er D ra c h m a n n at pskjænke sin af Digteren K a r l G je lle ­ ru p besungne »Stok« til de danske Kongers kronologiske Samling paa Rosen­ borg, for at den samme Steds opbevarede Stok, der har tilhørt en anden Orlogs- konge kan faa det Sidestykke fra Tre- foldighedskanonen, som den saa længe forgjæves har maattet vente paa.

Dog Stilstand er ingen Banemands Fag, — Tror du mig, — Naar Passagererne blot skyder bag, — Tror du mig, ja, tror du mig, — Saa faar man dem Besørget hjem. Men bli’er det Tøvejr, tænk hvilken Fryd, — Tror du m ig? — Saa faar strax Piben en anden L y d ; Men tro blot ej, nej, tro blot ej, A t Fløjtens Klang Fra Damp udsprang. Man uden Lokomotiv eller Hest — Tror du mig — L a ’er Toget rulle, som det kan bedst, — Tror du mig, ja, tror du mig —

Saa flyver det Som en Raket.

Og Passagerer man mangler ej her, — Tror du mig — A f Toget bliver befordret enhver — Tror du mig, ja tror du migi

Dei er en Bane ved S te ven s Klint, — Tror du m ig? — Hvor snart for langsomt, snart for gesvindt — Tror du mig, ja, tror du mig —

Paa Ho’det ud I Sne og Slud.

Befordring man S ig vente kan.

Men kan ej bedre Befordring de faa, — Tror du m ig! — Den bitre F a x e - Ka l k tømme de maa, — Tror du mig, ja tror du mig, A t Bane-Saar De Stakler faar.

Naar Sneen hviler paa Banens Jord, — Tror du mig, — A f Hastværk Toget har slet ikke Spor, — Tror du mig, ja, tror du mig —

Men venter der Paa bedre Vejr.

regne ud, hvor meget mau kunde knibe paa Embeds- mændene og dog faa Arbejde ud af dem, og hvor store Rejsediæter man kunde skrive paa Regning til Formanden for sig selv. •D et var en Mand for Tauber!» sagde C hresten , og saa spændte han sit Mundlær fastere, for han vilde ikke tale alt for meget. Nu kom den Fjerde. Han havde en stor Klokke til at ringe med, og da han ringede ferste Gang, løftede Alle det venstre Ben, for Venstrefolk ere kejtbenede, og da han ringede anden Gang, maatte Alle gjøre, hvad han vilde. •J a lur mig Birkedommeren !• sagde B o g ø -K o n g e n , men D ra ch m a n n og S ch a n d o rp h gik over i D a ss-A v isen , for nn vare de kjede af det. • Men hvad kan den lille G je lle ru p ? » spurgte Chresten. •Je g har lært at holde af de Radikale,» sagde han, •aldrig fæster je g mig bort uden til en Radikal.» Men den mindste af Niggerungerne hviskede til C hresten: «Det er, fordi han har hørt, at naar S c a v en iu s en Gang gaar, faar vi en radikal Kultusminister, og saa vil han søge om Digtergage.» • Ho! Hol* sagde B o g ø -K o n g en , «slap det derud, Men hvad kan den Syvende og Sidste?» •Den Sjette kommer før den Syvende!» sagde H ø ru p , for han kunde regne — meget bedre end gamle B a lth a z a r, men den Sjette vilde ikke komme, for han var i B e r lin . •Je g kan kun skrive Kritiker!» sagde han, »mig vil Ingen gjøre til Professor, og jeg har nok at gjøre med at flikke paa min egen Martyrglorie.* Nu kom den Syvende og Sidste, og hvad kunde han ? Ja ban kunde aflægge Ed og det efter alle mulige Tros- bekjendelser.

• Her er mine fem Fingre!»

sagde B o gø -K o n g en .

•L a v en Edsformular for hver af dem!* Og E e d v a r d tog ham om Haandledet og begyndte at sværge, men da han kom til »Langemand,« sagde B e r g : • Langemand! — Langeland! Hold fast, hvad du har! Kredsen er din! D ig vil jeg selv have til Ven.» Og E e d v a r d sagde, at der var endnu tilbage at sværge ved »Verdenshistorien« og ved »Logos*. — »Dem skal vi have til Vinter,,« sagde B o g ø -K o n g e n ; »men hvor ere Gutterne?* Ja hvor vare Gutterne? De løb omkring paa Gaden og strittede Smaasten efter Grundtvigianerne, der kom saa pænt for at stemme paa B ra n d e s . • E r det at føjte om?» sagde B o g ø -K o n g en . »Nu har jeg taget en Folketingsmand til Eder, nu kunde I skalfe ham en Taburet!« Men Gutterne sagde, at de vilde helst holde Tale og skrive Vers, Rigsdagsvrøvl havde de de ikke L yst til, og saa holdt de Tale og skrev Vers, trak saa Kjolerne af og lagde sig paa Bordet for at sove, for de generede sig ikke. Men B o g ø -K o n g en byttede Støvler med E e d v a r d , for de passede Fodtøj, og saa dansede de rundt med hin­ anden o g sang »Eja!« • Nu kommer F lo u g !• sagde «Redaktøren», som holdt Vagt. «Nu er det bedst at lukke Skodderne, at P u n c h ikke ser os, for saa kommer vi i Bladet paa Torsdag!» Og saa gik M orgen gn avet i Trykkeriet. Men udenfor sprang de smaa Sorte ud og ind af D a s s -A v is e n s Kontor, og den ene sagde til den anden: •Je g kan s’gu godt lide den gamle Bogø-Konge.» •Je g holder nu mere af D ra ch m a n n ,* sagde F ro st, men han havde nu ikke bedre Forstand, det sølle Skrog.