S_Punch_1881

78

Husraad. M otto: — Hvordan skal jeg dog hindre de Satans Gade­ drenge i at krybe over Plankeværket ind i min Have? — Hug et Hul i det forneden! (G am m e l H isto rie.)

Men H a l l e r nu den K rigslist har Undfanget i sit H o’de, A t det er bedst, vi Tysken la’er Os tage med det gode; Saa kan vi dog i Ro og Fred F a a hele Sagen klaret O g K rig og slig Vidtløftighed Ved Transaktionen sparet. S lig P agt med Tyskland tør han foreslaa! — Jo , det er ganske mærkeligt, hvad Folk kan hitte paa!

E t yndigt Frem tidsperspektiv F o r Folket han forjæ tter; E t «sittlich », fromt, germ anisk L iv Os hver en B yrde letter, Saa der bli’er ingen Ting i V e j’n Med vore brave Jenser, N aar de skal syn ge: « W acht a m R h e in !» Ved Tysklands vestre Grænser.

O g liar De læst det nye Skrift A f denne C . v. H a l l e r , Som a f cn let fo rklarlig Drift Vor F o rsvarssag anfalder! Paaskrevet faar vi her og læst, Og vi kan være glade, A t A vto r liar i Bogen blæst Fo r os til Retirade, Fo r imod T y s k e n ingen kan sig staa! — E r det dog ikke mæ rkeligt, hvad Folk kan hitte paa

0 , dumme Dänen, Sligt I ej forsmaa! Thi det er ikke hver D ag, saadant Raad man hitter paa!

Som Tak for Raadet skal vi blot E t andet her notere, Som muligvis er nok saa godt,

Han siger godt, men ikke kort, A t Danmark er for lille, V i kan ej gjenne Tysken bort, End sk jont vi gjerne vilde. Til J y l l a n d , naar vi K rigen liar, V i sige strax F a rv e l kan, Til Frokost F y n «dei ' G re i.s e » tar, Til M iddag hele S j æ l l a n d ;

Om man det vil probere. Det høres ej i Tingets Sal Og heller ej paa Kroerne, Men man kan drage til T r a n s v a a l Og lære det a f B o e r n e : N aar man for Land og Fane ret vil slaa, Kan slig «Strateg» ej vide, hvad et Folk kan finde paa.

S a l t l i o l m , kanske, han la’ er os naadigst faa, Thi det er uberegneligt, hvad han kan hitte paa.

ØS glem ikke D am pskibet!

—

—

N I E L S LYHNE . ( 3 „ Op l a g . P u n ch 's Forlag). I.

ganske som F a n ta stern e gjøre det. En ded lille Fisk i en Muslingskal var den døde M a r ie G ru bb e, og selv var de den gem ene M a tro s, der sad sørgende hos. Men nu var det forbi. Niels var tolv Aar og gik i sit trettende, saa det stod efter. — Saa viste der sig tvende nye Ansigter med til­ hørende fire Øjne, Arme, Ben osv. paa Lønborggaard. E je­ ren af den ene Halvdel af disse Gjenstande var den ny Huslærer, Ejeren af den anden, og skjønneste, Halvdel var Edele Lyhne. Huslæreren, Hr. Bigum , var en duknakket Theolog paa Dørtrinet ind til Fyrgetyverne. Hans Fod var lille, hans Tær mindre, hans lille Taa m indst; hans Ben var kort og godt, Udseendet forarmet. — Edele Lyhne, kjedslig Søster til Niels’ Fader, var svagelig og kom fra Kjøbenhavn ud paa Landet for at blive rask paa det. Hun var højbenet. Hendes Haar var tungt af Skovuld, det var lyst med det rödlige Skjær, der er over en blond Sommerpære, naar den modnes. Paa Panden tegnede Brynene sig selv uden Linier og Lineal. Ryggen gik ud og ind som Vimmel- skaftet; hun dansede hyppig, og Barmen var yppig. Hun kjedede sig paa Landet. De vidste Intet og talte saa ræd­ somt; ja, de kunde ikke en Gang sige Kjøbenhavn paa den rigtige Maade, saa det blev det rigtige Kjøbenhavn med K., denne de h aabløse S læ g ters By, der strækker sig fra L ysets K jæ ld e r og Schubothes B o g h a n d e l paa den ene Side til M orgen gn avets og D a s s a v is e n s Cantorer paa den anden.

IHIun havde Blidernes sanselige Trækninger om Mun­ den; naar den bevægede sig, da udkom ved forste Træk­ ning et svagt Smil, der ved sidste Trækning blev en stor Gevinst af solglinsende Guldsmil. Je g fortæller om hende, som hun var i Syttenaarsalderen; et Par Aar senere var hun i Nitteuaarsalderen, to Aar senere i Enogtyveaars- alderen og saa fremdeles. Hun hed Bartholine, og saa fik hun en Bejler. Det var unge Lyhne, en Son af den gamle Lyhne, der igjen nedstammede fra de gam le Lyhner. Det var brede Skikkelser med smalle ø jn e; deres Pander var bievne skaldede i Haarkrige, — Næsen var for tung, Skjæg- get for let, og Munden var tidt for fuld. Saaledes var den unge Lyhne. A t han og Bartholine blev forelskede i hinanden, er en Selvfølge. Saa blev de gifte og fik en Sen ; det var en Dreng, og ham kaldte de Niels. I I . IKan havde Lyhnernes blide Væsen og Blidernes ly­ nende Ø jne; og i vildende Skiften og drømmende Tonedis gik de første Barndomsdage. I I I . M iels og Præstens Fritbjof havde leget ved Stranden,