S_Punch_1881

79

Lemmen, eller havt Fribillet til S v e n d D y r in g s H u s og alt det andet Maskinspegeri.« — «Jamen det er meget værre,» sukkede Peter, »der har været Uvedkommende!« — »Saa skulde da — ! Hvad er det for en Historie? Ud med Sproget eller jeg slaar Kloerne i D ig og flaar Dig levende, som man trækker Skindet af en Medisterpølse!« — Peter jamrede sig, men da jeg havde beroliget ham lidt, rykkede han ud med det. Han havde siddet ganske rolig og gnavet paa et Sætstykke til M ester S eb a ld s H a ve. Saa slog Klokken 12 , ikke Theaterklokken, men den rigtige, og saa begyndte det at pusle. Pusleriet tog til. Man hørte Trin, Stemmer, Fnisen, Latter. Det kom nærmere. Henne ved Bagtæppet. En Lygte! En Mand, der bar Lygten. — Peter trode først, det var Chefen, der som en Nutids- Diogenes søgte et Menneske. l)ev komimer zzz cjcldcr. Men­ nesker i Theatret. Men det var ikke Kammerherren. Var det Økonomiforvalteren? Umuligt! Paa denne Tid af Natten og med stort Selskab af Civile! De grinte og fniste og pjat­ tede og befølte og spankulerede om paa den kongelig danske Nationalscene som i deres egen Dagligstue. Saa gik man ned i Parkettet og legede Publikum, og en Dame le­ gede Dronning Gunild og kom op af en Lem i Gulvet og det var uhyre morsomt, og de raabte Bravo for den smukke S t illin g , hvori hun stod. Og Peter havde siddet saa stille som en Mus, skjøndt han var en Rotte, for ikke at forstyrre Selskabet. Men han havde været meget indigneret og følt, at blev det ved, saa var Disciplinen til Rotterne, og hverken Etatsraaden eller Krohn eller Kom­ mandanten kunde holde Fanen hejt under de Omstændig­ heder. «Og den Slags Ting var værre end Rottekrudt,» sagde Peter. «Hør nu Peter,» sagde jeg, »hvis din gamle studsereuc, graaskimlede Løgnhals af en Patent­ rotte vil sidde her paa det bare Gulv og fortæiie en gammel Theaterkat som mig, at Nogen gaar omkring her om Natten og gjør Halløj med Borgermusiken og fører Uvedkommende op paa Scønen: og la’er dem lege Komedie med Opstigning gjennem Lemihen: og plastiske Stillinger og den Slags og ikke strax rækker Poten i Veiret og sværger enten ved Logos eller ved Overskous Theaterbistorie, at det Hele er den infameste Bagvaskelse, opspunden af den laveste Pøbel for at spolere højere Ved­ kommendes gode Navn og Rygte, saa æder jeg Dig, saa sejg Du er, med Hud og Haar lige paa Minutten!« — Men Peter rystede paa Hovedet. — Saa aad jeg ham lige til Halen, og den gjemmer jeg til gamle Ja c o b D a v id se n . Bigum elskede Edele med Lidenskabens attraasvangre Gjæring. Han vilde fri, men havde Skræk for Udfaldet. Dog tabte han ikke Modet. I Skræk forskrækkes der Ingen 1 Saa sad hun en Septembereftermiddag udenfor Have­ stuen. Vild Vin slynged sig tamt og tam Vin slynged sig vildt opad Muren. — Gjennem et tæt Buskads, fuldt af Støv og Hængeaske, sived Sollyset ned og danned et L a g af Guldstøv i Luften og kasted røde Spæt ved rede Spæt, en hel Uendelighed af Rødspætter. A lt lyste i her­ lige Farver: purpurblodigt, egebrunt og bogegrønt, lyse­ gult og mørkeblaat, snehvidt og askegraat, ravgult og rav­ galt. Saa viste Hr. Bigum sig; i det Samme kom et hef­ tigt Vindstød, og Edeles Polkaærmer dansede Galloppade over de valsede Arme. — Hr. Bigum fik sin Kurv og gik bort. Niels sad i Vinduet og tænkte vagt, i vildende Drømme. * * # Men fremfor Alt: Glem ikke de smaa Sorte !

Theaterkatten spinder:

D e r har vi

det!

Naar

Katten er ude

o sv .,

som

Ordsproget Ons­ dags Aftes — vi holdt F yr­ aften Allesammen — var jeg gaaet til et Mede i Katte­ foreningen • H a rm o n ien * . Der var nemlig stor Koncert og bagefter Fællesmusespisning siger. I

for Medlemmer med Damer og Killinger. Je g er ganske vist beskeden af Naturen, men Herre G u d ! naar man bliver strøget efter Haarcne , saa knurrer man. Ellers maatte man jo være mere end en K at! Og jeg blev feteret. Der var ikke en Hankat, som ikke trykkede min Pote, ikke en lille Mis, uden hun smiskede til mig. Det er, fordi jeg er ved Theatret. Man bliver beundret, gjort Væsen af — naa e n fin ! — hvorfor skulde man saa ikke tage den Smule Fled e, Livet giver En. Den daglige Mælk kan være sur nok. Det kan nok være, jeg var lidt tummelumsk, da jeg kommer hjem, men alligevel jeg gjer min Ronde omkring i Lokalet for at s e , om der skulde være et eller andet at gnaske sig i Søvn paa. Saa faar jeg Øje paa noget Sort henne ved Fredstrups og Collins Sofa, og da jeg skal se til, opdagef jeg, det er min gamle Liv-R otte, som jeg" har til at lege med. — den er nemlig altfor sejg til at spise. Der sidder, Hunden bide m ig. det gamle Skind ravret op paa Bagbenene med Halen strittende 52? stiv som en Krøllepind ud fra sig og stirrer aldeles per- plex op i Sofitterne og virrer en Gang imellem saadan lidt med Snuden. Je g gaar hen til ham. Han bliver siddende. — «Peter!" siger jeg — jeg kalder ham nemlig Peter. — Han rører sig ikke. Saa giver jeg ham et ven­ skabeligt lille Dask — uden Klør naturligviis — lige i Ryggeu og saa sukker han. — «Hvad er der i Veien, gamle Peter?« spørger jeg ganske venlig. «Du har da ikke forslugt dig paa Repertoirelisten, den Skorpe er der ikke meget Forslag i!» — «Aa nej! — nej!« siger Peter, • det er meget værre end som saa.« — «Men hvad i Kom­ mandantens Skind og Ben er der da paa Færde?* — «Her har været Nogen,« siger Peter. — *F y Peter,» siger jeg, «kan saadan en gammel Rotte som Du sidde her og op­ hidse din Indbildningskraft med saadan noget romantisk V aas? Man skulde tro, Du aldrig havde gnavet Huller i d en v ild e J a g t oppe paa Loftet eller siddet nede i Kjæl- deren og set D ro n n in g G u n ild blive sat op gjennem nøgne til Knæet, Niels saa paa det ene Ben, og det løb rundt for ham ; han saa paa det andet Ben, og han blev blodigred; og idet han saa paa Foden og bemærkede den intelligente Sam ling af fem Tær, gik han fra sine Fem af bare Svimmelhed. Saa stænkede hun Rosenessens paa hans l'reje, og, med en afvisende Bevægelse, trak hun Benene ind under Skjertet; saa vidste han, hvad Klokken var slaaet. Niels gik. Fra den Dag af var Niels forelsket i sin skjønne, sanseberusende Tante. Glad var han, at den stænkede Søndagstrøje nu blev Mandags-, Tirsdags-, Onsdags— Ogsaavidere-Treje, thi Rosenessensen, Kvintessensen af hans Drømme, fulgte ham da alle Vegne og fremmanede Billedet af Edeles Ben. For ham handlede fra nu af Bar- fods Historie kun om barbenede Prinsesser. Saa var det en Søndag. — Niels og Edele var ene paa Gaarden. Han vilde ind til Tanten, og han kom der. Hun iaa i et Kabinet og drømte paa Pu f i Zigeunerpigedragt. Hendes Ben vare

Da Edele ikke kunde leve længer, døde hun. • Det var den Første,* sagde Niels Lyhne.