292548265

KRISTELIG FORENING FOR MÆND OG KVINDER

I KØBENHAVN

ET JUBILÆUMSSKRIFT

i : r* X\* \

! i

i

KRISTELIG FORENING

FOR MÆND OG KVINDER

I KØBENHAVN

1. APRIL 1880-1. APRIL 1905

ET JUBILÆUMSSKRIFT

KØBENHAVN MISSIONSTRYKKERIET (VED J. FISCHMANN) 1905

1

.. 9 % 6

Kristelig Forening for Mænd og Kvinder i København.

1. April 1880— 1. April 1905.

ørdag den 1ste April fejrede den Forening, hvis Navn staar over disse Linjer, sit 25-aarige Jubilæum. Det er ganske vist sjældnere, åt man indenfor Hovedstadens kirkelige Liv i større Maal sporer dens offentlige Virksomhed; men dette er ingenlunde ensbetydende med, at den ikke har udført et stort og samfundsnyttigt Arbejde. Tværtimod er der ved 25-Aarsdagen rig An­ ledning til at pege paa de betydelige Resultater, som Foreningen nu kan se tilbage paa. Der er mange Gange virket i det stille, og Gerningen, der er baaren frem ved frivilligt Arbejde og frivillige Gaver, har baaret Frugt langt mere, end man turde vente. Den 1. April 1880 var en lille Kreds af kristne Mænd og Kvinder samlet til et Møde i et privat Hjem ude paa Frederiksberg. Dette var den første Begyndelse til den senere saa betydelige Virksomhed. En Fru Karen Jensen havde taget Initiativet, og sammen med hende samledes nu den første Kreds (blandt hvilke var en Del Medlem­ mer fra de Classenske Boliger) i hendes Mands Hjem i

- 5 -

Falkonérallé. Man enedes om at danne en Forening, hvis Navn skulde være »Kristelig Forening for Mænd og Kvinder«, og det fastsattes, at Medlemmerne skulde udrede et lille Maanedskontingent, hvoraf de løbende Udgifter skulde dækkes, og Resten uddeles i kristeligt Øjemed. Der var til en Begyndelse kun 15 Deltagere; men snart voksede Kredsen, saa at man maatte se sig om efter et andet Lokale. Daværende Pastor Larsen ved Set. Johannes Kirke viste Sagen stor Interesse, og ved hans Hjælp skalledes et Mødested, Nørrebrogade 15. Her holdt den nye Forening den 9de Juni 1880 sit første Møde i de nye Omgivelser. Ogsaa en Del fra Set. Jo­ hannes Sogn sluttede sig nu til Foreningen. Den første Julefest, hvor Pastor Didrichsen og Pastor Larsen talte, og hvor Medlemmerne i Fællesskab havde arrangeret en festlig Sammenkomst, lovede godt for Fremtiden. Ogsaa foranstaltedes herfra den første Skovtur til Fortunen, hvortil man efter god gammel Skik drog ud i store, lejede Char-å-bancs. Der var imidlertid nu kommet saa - mange nye Medlemmer fra Nørrebro, at man maatte tage Hensyn til deres berettigede Krav om at faa. et mere centralt Lokale. Et saadant fandt man hos Realskole­ lærer Clausen paa Ladegaardsvej ved Parcelbroen, hvor man fik tre Skolestuer til Disposition. Her opfordrede man første Gang Pastor Levinsen til at tale, og denne Mand kom senere til flt spille en betydelig Rolle i For­ eningens Historie. Man var i Aarenes Løb begyndt at uddele tilovers­ blevne Penge til Missionshuset »Bethesda« og til træn­ gende Medlemmer; men nu krævede de større Rammer ogsaa i anden Retning Udgifter. Man maatte holde kri­ stelige Ugeskrifter, danne Sangforening og i videre Om­ fang gøre Udflugter og holde Møder. 1882 rykkede man

- 6 -

,

Sabbatlishvile* i Griffenfeldlsgade.

ind i Missionssalen i Jægergade og senere — da dette Lokale ogsaa viste sig at være for lille — holdt man Indtog i »Bethesda«. Ved en Sommerudflugt til Kastrup havde man allerede tidligere optaget den Opgave at samle Tændstikæsker, Propper o. lign. sammen til Fremme af forskellige veldædige Øjemed. Pastor Levinsen blev nu Foreningens Formand og virkede som saadan til sin Død i Oktober 1884. Organisationens Maal har altid været at fremme et > kristeligt Samfundsliv i Hovedstaden samt hjælpe de gamle, fattige Medlemmer særlig med Husleje. Da man saa, hvor stor Trangen var netop i denne Retning, førte . det til, at Foreningen satte sig det store Maal at bygge et Alderdomshjem med Friboliger, og denne Plan lykkedes- saa godt, at man i 1889 kunde begynde at bygge den kendte Stiftelse » Sabbatshvile « i Griffenfeldtsgade. Denne er senere bleven udvidet og bestaar nu, foruden af en større Forsamlingssal, af 4 store Bygninger til en Vur­ deringssum af 341,000 Kr. Formuen kan for Tiden an- slaas til c. 170,000 Kr., som alle er indkomne ved fri- -villige Gaver. Der er allerede bortgivet over 50 Fribo­ liger. Efter Pastor Levinsens Død har Pastor S. Muller i 20 Aar været Formand og har paa mange Maader lagt sin Interesse for Virksomheden for Dagen. Vi an­ fører, at Detailhandler N. C. IJndhardt, Rolighedsvej 3, for Tiden er Kasserer og ligesom Formanden villig til at modtage mulige Gaver til Fremme af Foreningens Formaal. Der er nu c. 400 Medlemmer og hele Arbej­ det har antaget fast organiserede Former. //. ’ (»Nationaltidende«.>

- 8 -

Mel.: Det er saa yndigt at følges ad. Paradiset vi synger tit,

og Digtet maler, hvad Aanden skuer: Først Haven, duftende, prægtig stor, og bagved Borgen med hvalte Buer. I Marmorporten saa fremad skrider :|: den Herre Krist. :|: Paa Jord kan grønnes et Paradis, der vokser opad til evig Lykke. Det trives selv i et fattigt Hjem, hvor Herrens Venner som Brødre bygge. — Thi Paradiset til Harpeklange og Englesange /

paa Jord og Himmel faar Sol fra samme og stærke Flamme :|: Guds Kærlighed. :|: Hvor den er inde, er alting godt,

hvor den er ude, er mørkt som Graven, Med den gaar glade vi gennem Sorg og Savn vor Vandring til Himmelhaven. Han selv har sagt det, den hulde Frelser,

at Kjerligheden er Hjertefreden, :|: er Paradis. :|:

— i) —

Ja, Kærligheden er Livets Lyst og virksom for det fælles bedste. Den nøjes ikke med blot at se og ynkes over sin arme Næste. Nej, den vil virke med alle Kræfter af Herrens Naade for Bod at raade :|: paa Næstens Nød. :[: Og det skal kendes, mens Tiden gaar, at Menigheden som Bruden venter paa Højtidsdagen med Bøn og Sang og Gæster trindt om til Festen henter. Se, Kronen tændes,

og Lyset skinner, og Sangen svinger paa brede Vinger :|: sig op til Gud. :|:

Saa være det da vor Hjertens Bøn paa Højtidsdagen for vor Forening, at vi maa modnes, som Tiden gaar, til klart og dybt at se Livets Mening. Saa gaar vi fremad, saa gaar det hjemad. — Thi bag om Døden er Morgenrøden: :|: Guds Kærlighed. :J:

J. K.

10 —

Professor, Dr. theol. H. Scharlings Festtale ved »Sabbatshvile«s Jubilæumsfest 2. April 1905. i Som hvert Menneske har sit særlige Karaktermærke, hvorved det adskiller sig fra alle andre, saaledes har ogsaa hvert Slægtled sit Mærke, hvorved det indtager sin Plads i Historien. Ogsaa den Tid, hvori vi lever, har sit særlige Præg og Mærke, og det er muligvis stær­ kere udpræget og falder mere i Øjnene end mangen anden Tidsalders. I hvert Fald gælder dette for os ældre, hvis Barndom og tidlige Ungdom falder i en Tid og i en Slægt, der havde et ganske andet Aandspræg end den nuværende. Spørger vi da om: hvad er det særlige Aandsmærke for vor Tid? da er Svaret ikke vanskeligt: det er Travl­ heden og Uroen, rastløs Virksomhed, store Møder og talrige Forsamlinger i allehaande Samfunds-Øjemed, der­ til en Foranderlighed og Omskiftelighed i alle Forhold, der synes aldrig at skulle komme til Hvile, og truer med at omstyrte alle gamle Traditioner og Sædvaner og vende op og ned paa alt bestaaende. Ofte føler man sig til Mode, som var man ude paa det store, rullende Verdenshav, hvor det ene Bølgeslag jager frem efter det . andet, og hvor der aldrig er Fred eller Hvile. En væ­ sentlig Del i al denne Bevægelighed og Foranderlighed

- 11 -

har de store Opfindelser og Opdagelser, som i den nyeste Tid har fremmet Samfærdslen og Samlivet paa en Maade, som ingen tidligere Tid har kendt. Paa Dampskibe og Jernbaner, paa Cykler og Motorvogne farer man af Sted med Lynets Fart; milelange Afstande, som man tidligere brugte Dage til at gennemrejse, tilbagelægges nu i ligesaa mange Timer; Jorden er snart bleven os for lille. Ogsaa paa det religiøse og kirkelige Omraade kendes al denne Bevægelighed og Travlhed i de talrige Møder og mangehaande Forhandlinger, i en rigere Sam­ virken og et kraftigere og fyldigere Menighedsliv. Hvor meget man nu end kan glæde sig over alt dette og takke Gud for den SamfUndsaand, han har vakt iblandt os, og hvor stærkt vi end føler Modsæt­ ningen til en tidligere Tids Afsondrethed og ensomme Forladthed, hvori saa overmaade mange fandt sig, saa kan der dog paa den anden Side næres Tvivl og grun­ det Frygt for, at vi nu er komne for langt over til den modsatte Yderlighed. Kun altfor ofte er Travlheden en ydre Travlhed, under hvilken Inderligheden og Dybden i Troslivet svinder bort, og Troslivet selv omsættes til en finere Værkhellighed. — Der spørges ikke blot, om man har omvendt sig og tror Guds Naades Evan­ gelium, men om man har omvendt sig tilstrækkelig og har tilstrækkelig Tro til at kunne blive frelst, hvorved de ængstede og bekymrede Sjæle i Stedet for at finde Hvile og Fred i Evangeliet ideligt jages og dri­ ves til nye Anstrengelser og stigende Sjæleangst. Og naar man ser den rastløse Virksomhed, hvormed saa mange kristelig vakte unge Mænd og Kvinder stormer frem uden at unde sig selv eller andre den fornødne Hvile, da fristes man til at spørge dem: »Kære Venner, naar kommer de Timer, da I lytter til Aandens stille Tale i eders Indre? Eller ..tror I maaske, at den Herre

- 12 -

Festsalen i -Sabbatshvile

Kristus er falden i Søvn som fordum paa Genezareth Sø, og at I nu maa arbejde og slide baade Dag og Nat for at holde Kirkeskibet oven Vande, indtil den Herre Kristus vaagner op og atter tager Styret?« Forholdet mellem før og nu stiller sig da saaledes, at har vi før haft for megen Ensomhed og for megen stille Beskuen i Tavshed, saa har vi nu faaet for meget Samfundsliv og for megen Talen og urolig Virksomhed. Vil vi nærmere overveje dette og gøre os Rede derfor, da vil vi finde, at saavel Naturlivet som det menneske­ lige Aandsliv udfolder sig gennem Modsætninger, og jo højere Livet naar op, jo indholdsrigere det bliver, desto større bliver ogsaa de Modsætninger, det rummer i sig, saaledes at Livets indre Styrke viser sig netop i, at det magter disse Modsætninger og sammenføjer dem til En­ hed. Paa denne Vis udfolder hele Tilværelsen sig for os i en opadstigende Række af Modsætninger: i de liv­ løse Eksistenser, Stene og Mineralier er de endnu ikke kaldte frem, i Planteverdenen slumrer de, i Dyreverde­ nen viser de sig i den Kamp og Strid, som findes over- ' alt her; endelig naar de deres Højdepunkt i det men­ neskelige Aandsliv og de Brydninger, som her kommer frem. Ungdommen, hvilken vi gerne kalder den glade Ungdomstid, kan fortælle derom; den kender dem i den indre Uro og Gæring, som ofte volder stor Kval og Pine, fhden den arbejder sig frem til Klarhed over sig selv og Forstaaelse af Livet, som rører sig rundt om. Men de største Livsmodsætninger møder vi i Evangeliet, fordi det i sig rummer den rigeste Livsfylde: saaledes Menneskets Synd og Guds forbarmende Naade — Aan­ dens Ensomhed i Lønkamret og det store Brodersam- fund i Menigheden — den mest anspændte Kamp og det mest ihærdige Arbejde for at vinde Livets Krone og den dybeste Hvile og Fred i det stille Samliv med Gud.

- 14

Saaledes finder vi da ogsaa de skarpeste Modsætnin­ ger i Jesu Udtalelser: den samme, som opfordrer os til at vandre med stort Besvær ad Selvforsagelsens snævre Vej og gennem dens snævre Port for at vinde Frelsen (Mattli.. 7, 43), han opfordrer os til at være sorgløse som Himlens Fugle og Markens Blomster (Matth. 6, 26—30) — og den samme, som siger, at han er ikke kommen for at bringe Fred, men Strid (Luk. 12, 51—53), han indbyder alle de arbejdende og besværede at finde Hvile hos ham (Matth. 11, 28). Men hvad her er forenet og skal være forenet i et kristeligt Troslivs Udfoldelse, den største Anstrengelse og Kamp sammen med den dybeste Sjælefred, det vil Menneskene gerne skille ad, saa at de enten fører Livet i Arbejde og Anstrengelse uden Hvile eller i en stille Beskuelses Fred uden Kamp og Arbejde. Og her vil jeg derfor minde om en af Jesu Lignel- ser, som i denne urolige og travle Tid ofte er i mine . Tanker, og i hvilken Enheden af den Kristnes besvær­ lige Arbejde og hans indre Hvile i Tillid til Guds Naade, som virker alt i alle, er stillet os klart for Øje. Det er Fortællingen i Mark. 4,26—29, hvor Guds Rige sammen­ lignes med Sæden, der, naar den først er lagt i Jorden, vokser af sig selv, bliver Græs, skyder Aks og tilsidst sætter fuldt Korn i Akset, og alt dette sker, medens Bonden sover og slet intet véd derom. I dette Punkt, a t Sæden vokser, medens Bonden sover, ligger Fortæl­ lingens Tyngdepunkt. Men læg nu vel Mærke til, at Jesus siger ikke, at Bonden ikke skal arbejde, men overlade alt til Naturen. Arbejdet nævnes baade i‘Lig­ nelsens Begyndelse og dens Slutning. Det hedder her: »Naar Bonden har udkastet Sæden«, men allerede heri ligger et stort Arbejde. Det kan vi se nu ved Foraars- tid blot ved en lille Udflugt paa Landet. Der ser vi Landmanden gaa bagved den tunge Plov og tvinge den

- 15 —

ned i Jorden for at skære Plovfurene, hvori Sæden skal nedlægges. Og naar dette er sket, da gaar han hen over Markerne for at strø Sæden ud, og der gaar han snart i brændende Solskin, snart i skarp Østenvind, snart i Regn og Hagelbyger; alt dette er visselig Arbejde. Og senere hedder det i Lignelsen: »Naar Kornet er modnet, skikker han Seg­ len (Leen) hen; thi Høsten er forhaanden.« Atter her kan vi se, hvorledes Landmanden i Høstens Tid skikker sine Karle og Piger ud for at føre Sæden hjem, og de maa arbejde, saa Sveden driver ned over dem — det er atter strengt Arbejde. Men Lignelsens Hovedpunkt ligger i dette: medens Bonden sover, vokser Sæden, uden at han gør enten fra eller til. To Sandheder vil Herren dermed indskærpe os: den første er den, at som det gaar til i Naturen, saaledes ogsaa i Guds Rige. Vel skal vi arbejde og bruge de Kræfter og Evner, som Gud har givet os, men det egent­ lige Hovedarbejde gør dog Gud selv. Vi kan plante og vande, men Gud er det, som giver Vækst (1 Kor. 3, 3). Den anden Sandhed er den, at som der er Tid til Arbejde, - ihærdigt Arbejde, saaledes er der ogsaa Tid til Hvile, ufor­ styrret Hvile. Eller vil vi ikke kalde den Bonde for en Daare,. som efter at have tilsaaet sin Mark nu ogsaa vilde holde Nattevagt derude for at passe paa, at Sæden spirede og kom op over Jorden? Men er ikke aandelig talt saa- danne lige saa store Daarer, som, efter at de har ud- strøet Ordets Sæd, straks vil erfare, om det ogsaa vokser den stille Vækst i Hjerterne og ideligt sætter Tilhørerne i Uro ved at spørge: »Har I nu ogsaa omvendt ederr rigtig omvendt eder?« Dog de største Daarer er vel de, som ikke vil unde sig selv eller andre fornøden Rast og Hvile, men uafbrudt vil prædike, formane, holde Møder og Forsamlinger, som om vor kristne Tro ikke stillede os andre og større Opgaver end at gaa til Bønnemøder

- ig -

.og gudelige Forsamlinger. Og saa stormer de videre, indtil baade Sjæls og Legems Kræfter er nedbrudte, fordi de i uforstandig Nidkærhed mener, at om de ikke uafladelig arbejder og holder sig selv og andre i Aande, vil deres Arbejde for Guds Rige synke sammen og blive uden Frugt. Til dem er der allerede sagt i det gamle Testamente: «Forgæves staar I aarie op, sætter eder silde til at æde eders Brød i Møjsommelighed; Herren giver sin Ven det i Søvne« (Ps. 127, 2). Det er disse Ord, som klinger igen i Jesu Tale: »Medens Bonden sover, vokser Sæden og bliver høj, han véd ikke selv hvorledes.« Saa skal vi da forstaa at arbejde i sin Tid og at hvile i sin Tid, vi skal bruge de Kræfter og Evner, som Gud har givet os, til hans Riges Fremme; men vi skal ogsaa bruge dem indenfor det Maal og indenfor de Grænser, som han har sal for dem. Som Apostelen for­ maner til at græde som de, der ikke græder, at glæde sig som de, der ikke glæder sig (1 Kor. 7, 30), saaledes skal vi ogsaa lære at arbejde som de, der ikke arbejder. Dette vil sige, at vi under alt vort Arbejde og al vor Anstrengelse fastholder Tanken om, at al Fremgang deri skyldes ikke os, men Guds Velsignelse, som er over det og lægger Vækst og Fremgang deri. Saa vil vi da ikke opslide vore Kræfter og vor Livsglæde i et Arbejde, som ligger over vore Evner, og hvilket vi derfor ikke kan magte, ejheller vil vi fortæres i Mismod og Bitter­ hed, fordi Tingene ikke gaar efter vort Hoved; men vi vil bevare et muntert og frimodigt Sind ved Tanken om, at vi er Guds Medarbejdere (1 Kor. 3,9), og at hans stærke Haand ingenlunde vil slippe os, saalænge vi holder fast ved ham og beder om hans Velsignelse i Jesu Navn. At kunne gøre dette, ogsaa naar Modgang og Hindringer møder os, og midt under det daglige

\

— 17 -

Arbejdes Besvær og Møje at kunne livile trygt i For­ visningen om, at Guds Naade er med os, og at hans Kraft vil bære os og løfte os trods al Modstand og alle Hindringer frem mod vort evige og salige Fremtids- maal, se, det er at holde Sabbatshvile i Herren. Idet jeg nævner Ordet »Sabbatshvile«, drages mine Tanker imod det Sted, hvor vi i Dag er mødte, og den festlige Anledning, som her har samlet os. For henved en Menneskealder siden dannedes en lille Kreds af kristelige Mænd og Kvinder, der kom sammen i ugent­ lige Møder for at samtale med hverandre om det, som hører Guds Rige til. Det er gaaet med den som med Sæden, der lægges i Jorden og derefter vokser Dag og Nat, ingen véd hvorledes, indtil den tilsidst bliver høj og stor. Nu er der gaaet 25 Aar siden, det første lille Møde holdtes, og i Dag fejres 25 Aars Jubelfest i denne store Forsamling, hvilken her har indfundet sig med Tak og Lovprisning til Gud, som i det skjulte har givet Vækst og Fremgang. Den lille Vennekreds antog Navnet »Kristelig For- ~ ening for Mænd og Kvinder«. Det var ikke nogen særlig afsluttet Kreds, man dannede, men man optog Mænd og Kvinder i forskellige Livsstillinger og i for­ skellige Aldre, baade ældre og yngre. Formaalet var fælles Opbyggelse og Fordybelse i Guds Ord og Sam­ tale derom. Snart kom flere til; Kredsen udvidedes og voksede i Aarenes Løb saaledes, at den omfattede liere hundrede Medlemmer. Man samledes en bestemt Aften i Ugen, stundom i friere selskabelige Sammenkomster, om Sommeren gjordes Udflugter til Skoven. Herved op- naaedes et nøjere personligt Kendskab, som atter kunde tjene til Støtte for det kristelige Tros- og Kærlighedsliv, i nøje Tilslutning til vor lutherske Folkekirke og dens Bekendelse.

- 18 -

Men ved Siden heraf havde denne Forening allerede tidligt henvendt sin Opmærksomhed paa de gamle og svage, der sidder i trange Kaar, og som efter et virk­ somt Arbejdsliv, nu da Kræfterne begynder at svinde, er udsatte for Trang og Armod. Saa opstod Tanken om at bygge et Alderdomshjem, hvor saadanne gamle kunde faa Fribolig og et hyggeligt Samliv. Det første Bidrag var 25 Øre, det var ingen stor Grundkapital; men det blev Sædekornet, som lagdes i Jorden, og derefter vokser Dag og Nat, ingen véd hvorledes. Flere og større Bi­ drag kom til, og det gik som med Sæden ude paa Marken, der skyder frem som Græs, derefter sætter Aks og endelig fuldt Korn i Akset: der blev samlet og virket i Ro og Stilhed, men Gud gav Velsignelse og Vækst. Omsider kom Høstens Dag — det var den Gang denne store Bygning var rejst med de mange Boliger og den skønne Festsal, .i hvilken vi i Dag er samlede. Her er der baade Friboliger for gamle og svage og Boliger for bedre stillede, som ønsker et roligt og lykkeligt Hjem, og endelig denne smukt udstyrede Hal, hvor »Kristelig Forening for Mænd og Kvinder« kan holde sine større og mindre Sammenkomster. »Sabbatshvile« er Hjemmets Navn. Det er laant fra Hebræerbrevets fjerde Kapitel, hvor der er Tale om den Hvile, som Gud vil skænke sit Folk, sine troende, naar de er udvandrede fra dette Liv med dets Møje og Be­ svær. Men her paa dette Sted er det ikke brugt om den Hvile, som følger efter Døden, men om den Hvile, som gaar forud for Døden, hvilken Gud skænker mange af sine Børn, naar de bliver »gamle og mætte af Dage«, og som finder sit Udtryk i Alderdommens Fred og ro­ lige Beskuen. Det er den Tid, da Legemets Kræfter er aftagne, Haanden er ikke saa let til sin Gerning, Hjer­ nen er ikke saa rask til sit Arbejde som i de yngre

19 -

Aar, ofte kommer dertil alskens Skrøbelighed; det er de Aar, om hvilke der er sagt, at de behager os ej (Præd. 12, 1), men Gud har sit Formaal ogsaa med dem, at vi i dem skal vende Tankerne bort fra Verdenslivets travle Uro og Virksomhed, som kun altfor ofte har taget Sind og Hjerte fangen, og vende dem indefter til Livet i Gud og fremefter mod det store Saligheds Haab, som er givet os i Jesus Kristus. Saa give Gud da, at dette Sted maa bære sit Navn med Rette, saa at dets Beboere i den jordiske Sabbats­ hvile, som er givet dem i Livets Aften, maa berede deres Hjerter til den himmelske Sabbatshvile, som vil blive skænket Guds Folk i tlet hinsides (Hebr. 4, 9—10). Og maatte det forundes os alle, som her er samlede, og som endnu staar i Livets Travlhed, at vi under Dagens Arbejde og under dens Hede og Besvær (Matth. 20, 12) maa kende den indre Sabbatshvile, i' hvilken vi for­ nemme Guds Fred, som overgaar al Forstand (Phil.4, 7), og i hvilken vi ydmygt erkender, at ikke vort Arbejde og vore Anstrengelser, men Guds Velsignelse er det, som giver vor Gerning Værd og Fremgang og vort Hjerte Fred og dyb Glæde.

- 20

Mel.: Himlen aabnes. Mørket svinder. HHerre, Tak fra Mænd og Kvinder! Tak for lyse Sabbats-Minder! Tak for Dag med »Jubelaar!« — Dem, vi kaldte »svære Tider« var de bedste »Læretider« for de rette Sabbats-Kaar. Spørge som Andreas bange: hvad er dette til saa mange? det er ej Discipel-Tro; men vil Herren selv vi ligne, tør det lidet vi velsigne, da skal Sennepskornet gro. Bedst at blive i det lave, bedst Marias Plads at have ved den høje Mesters Fod. Han er Stammen, vi er Grene, bliver vi i ham alene er hver Martha-Gerning god. Tak, at Ordets Sæd du saa’de, Tak, at Tjenerne fik Naade til at lære Hyrdegang. Du, som Bæk, kan Hjerter lede, Klinte her kan blive Hvede, saa vi høster Neg med Sang.

- 21 -

Tak, at du gav Tro og Lykke til at lægge Sten og bygge, rejse dig et »Sabbats-Hus«. Kend de gamles Vej ved Aften, saa de mærker, de har haft en Gang med dig til Emaus. Verden glemmer let de gamle! dem vil Sabbats-Hjemmet samle, Venner række Broderhaand, Sjæl og Legem kærlig vare, saa med Paaskehaab de fare kan i Fred som Simeon. Herre, Tak for Jubelaaret, at din Menighed du kaared’ til et Vingaards-Arbejd smukt! Tak, du mange Bønner hørte, Tak, din Aand ved Hjerter rørte, saa vi glædes kan ved Frugt. Gaa saa med os alle Dage, at vi ikke ser tilbage, naar vi lægger Haand paa Plov. Frem mod Maalet vil vi ile, at vi kan til Sabbatshvile gaa engang med Tak og Lov. —n.

- 22 -

Sognepræst S. Mullers Tale. 1 Cor. 15, 10: »Af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig har ikke været forgæves«, kan sættes som Overskrift over vor Forenings Historie. — Vor Højtidsfest falder sammen med den berømte Even- tyrdigters 100 Aars Mindedag. Igaar for 25 Aar siden var nogle faa Venner samlede hos Skrædder Jensen i Falkonérallé No. 40 paa Frederiksberg om Ordet: »Hold fast ved det, du har, at ingen skal tage din Krone«; og hvis nogen havde fortalt dem om denne Feststund i Dag, vilde de have anset det for et skønt Eventyr, at den Forening, de var i Færd med at stifte, skulde komme til at bo i denne store Bygning. Men — Gud ske Tak! — det er Virkelighed, Guds Naade har ikke været for­ gæves. I de første Aar, Foreningen bestod, førte den en temmelig urolig Tilværelse. Fra det private Hjem i Falkonéralléen, som snart blev for lille, flyttede den til Nørrebro, derfra atter til Frederiksberg, saa igen til Nørrebro. Imidlertid var »Bethesda« blevet bygget, og her fik Foreningen nu sit Lokale, indtil den 26de Jan. 1902, da vor Biskop indviede dette Hjem for os, hvor vi nu har vort Blivested. I Foreningens Bestyrelse er der jo gennem de mange Aar ogsaa sket Forandringer; dog sidder der endnu en

- 23 —

Mand, Manufakturhandler P. Kr. Nielsen, som var med til at stifte Foreningen og har været med i Ledelsen fra Begyndelsen. Vi har ogsaa andre Venner hos os i Dag, som var med til det første Møde for 25 Aar siden, ja selve Vennerne, i hvis Hjem Foreningen stiftedes; de er kommen til os i Dag fra Holbæk. — Foreningens første Formand var den kære Pastor Johannes Levinsen, af hvem vi synger en Sang til Slutning, men han døde allerede d. 7de Oktober 1884; siden da har den nuvæ­ rende Formand haft Ledelsen med god Støtte af Besty­ relsen, som for Tiden bestaar af: Sophus Mfiller, Sognepræst ved Thomaskirken, Formand, Rolighedsvej 15, Frederiksberg. P. Kr. Nielsen, J. Friis, J. Nielsen, Taarbæk. ' Præst, Tomrer. Aaboulevard 40. N. C. Lindliardt, L. M. Nielsen, Detailhandler, Rolighedsvej 3, Detailhandler, Melchiorsplads 7. Kasserer. Foreningens Formaal var fra dens Begyndelse og - er fremdeles at støtte og fremme Samfundslivet blandt dem, som har fundet »Verdens dejligste Rose«, dem, som har oplevet, hvad Pastor Levinsen sang: Mig blegncd alle Roser, Ogsaa i timelig Henseende er der ydet indbyrdes Hjælp. Foreningen har ogsaa ydet Støtte overfor flere kristelige Foretagender; bl. a. gav man i sin Tid gode Gaver til »Bethesda«s Opførelse. Vi har altid holdt os nær til indre Mission i København og har i det hele taget ikke i mind­ ste Maade noget separatistisk Præg. Disse Formaal frem­ medes ved gudelige Forsamlinger med Tale og Sang en Aften om Ugen, (Torsdag har altid været Foreningens men én brød frem i Knop, det var den Herre Jesus, han lukkede sig op.

- 24 -

* Samlingsaften) og ved frivillige Kærlighedsgaver, som indkom paa mange forskellige Maader. Indsamling af Propper, Tændstikæsker o. lign. bragte en ikke ringe Indtægt i Aarenes Løb. Der blev ogsaa holdt Møder i By og paa Land, ved hvilke, ligesom ved vore Tors­ dagsmøder, Foreningens Bøsser betænktes med Gaver til Fremme af vore Formaal. Saaledes var det væsent­ lig i Foreningens 5 første Aar og saaledes er det til Dels endnu; men havde vi ikke nu andet Formaal, kunde med Rette vor Forenings Eksistensberettigelse betvivles, thi det samme øves jo nu — Gud ske Tak — af mange Menighedssamfund i vor Stad. Tænk de 25 Aar tilbage, da var det paa mange Maader Nat mod Dag nu i vort Kirkeliv her i Hovedstaden; af Guds Naade er der sket en stor og glædelig Forandring. Den Gang var der i høj Grad Trang til Foreningens første Formaal. Men nu byder hvert Menighedssamfund det samme, og vi har Medlemmer omtrent fra alle Menigheder; havde vi intet andet at byde, saa var det jo Tidsspilde at være i vor Forening, og vi gør intet for at drage bort fra de forskellige Menighedssamfund, —vi er som sagt ikke Separatister; Talere fra de forskellige Retnin­ ger har ført Ordet ved vore Møder. Har da vor Forening nogen Eksistensberettigelse? Ja. Foreningen fik og har nu et andet Hovedformaal: »Sabbatshvile«. Vi havde saa ofte set, at det var Hus­ lejen, som de gamle havde vanskeligst ved at skaffe til Veje, disse kontante Penge til den bestemte Tid; derfor vilde vi gerne tage den Byrde fra vore kære gamle. Navnet stammer fra Teksten til min Dimisprædiken: Hebr. 4, 9: »Der er en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk«, som i sin Tid blev given mig af Professor Fr. Buhi, der til vor Glæde ogsaa er iblandt os i Dag. Men, siger man, Kommunen sørger jo nu godt for

- 25 -

de gamle, og der er opført flere Stiftelser for gamle, hvilken Nytte er »Sabbatshvile« saa til? Hertil svarer vi: »Sabbatshvile« er Menighedens Gerning. Forskellen kan vises paa følgende Maade: Ved det ny Raadhus’s første Indvielse udtalte Herm. Trier i en fortræffelig Tale: »Dag efter Dag har en Kommune en Befolkning at følge fra Fødsel til Død: i sine Skoler en Barnever- den at gøre lykkelig og lægge Vaaben og Redskaber i Hænde til Fremtidens Livskamp; i sine Hospitaler syge at skaffe genfødt Sundhed og Arbejdskraft,; i sine Alder­ domshjem IaL sikre i udtjente gamlej en Livsaften, hvor Solen gaar ned uden Uvejrsskyer.« — »Sabbatshvile«s Gerning slutter ikke hermed. Vi peger for de gamle paa Solen, der gaar op over den evige Frelsens Dag, og vi siger med Biskop Skat Rørdam paa den smukke Ind­ vielsesdag: »Alderdommen i Guds Rige er en Haabets Tid.« Saaledes var den det ogsaa for gamle Simeon. Her er vor Eksistensberettigelse. — Og vi vil ikke være et enkelt Sogns »Sabbatshvile«; vi har gamle hos os fra mange Menigheder. Vi vil gerne staa som el - Paradigma, d. v. s. et Eksempel til Opmuntring med Hensyn til lignende Hjem, særlig i vore store Byer. Gud lade det lykkes! Kærlighedsgerninger mod de gamle, fattige i Menigheden har Rod baade i den hellige Skrift og i det oldkirkelige Menighedsliv. Vor Forening tæller c. 400 Medlemmer, og vi har nu 4 Bygninger med over 100 Lejligheder, hvoraf over 50 er Friboliger. Omtrent 80 gamle har nu haft Fri­ bolig i vort Hjem; mange af dem er gaaet fra »Sabbats­ hvile« her paa Jord til Sabbatshvilen i Himlen, og de har i deres Død velsignet »Sabbatshvile«. Mange af vore kære, trofaste Venner er ogsaa kaldt hjem til Herren; vi mindes i Dag: Pastor Levinsen, Missionær Ole Chri­ stensen, Gaardejer Casper Drewsen, vor Forenings første

- 26 -

Sanger, gamle Pastor Kiihnel og mange andre. — Skuf­ felser og Modgang har vi ogsaa haft — og dog: »Som bedrøvede, dog altid glade«, thi Herren var med og lod Værket lykkes. Mange hjalp os, mange smaa Velgørere, ogsaa enkelte store; vi mindes dem alle med Tak! Og naar vi saa i Dag ser fremad, har vi jo adskil­ lige Ønsker: Vi ønsker mange gode Jubilæumsgaver; de smaa Bøsser ved Dørene vil modtage saadanne; men Gaver kan ogsaa sendes til Kasserer Lindhardt, Rolig­ hedsvej 3, og til mig, Rolighedsvej 15. Vi har modta­ get mange smukke Jubilæumshilsener, f. Eks. fra Stifts­ provst Larsen, som var den første Præst, der talte i Foreningen, fra Pastor P. Krag, S'øborg, og fra Pastor F. Jensen i Søllerød. Vi vil gerne have Gaver fremdeles for at kunne bygge videre — mange gamle banker paa — og for muligvis at faa en god Sygeplejerske, maaske og­ saa en Sygestue i vort Hjem. Vi lejer jo endnu en Del af vore Lejligheder ud, og her staar aldrig en Lejlighed ledig, man vil gerne bo hos os — her er godt at være. Vi ønsker mange flere Medlemmer i vor Forening og mange liere Venner af vor Sag, og at gamle og nye Venner vil gaa ud og vinde andre Venner for Sagen. Jeg personlig ønsker, at en ung og dygtig Præst maa lindes, der som Formand vil arbejde videre i det lagte Spor; det er ikke saaledes, at jeg har mindre Kærlig­ hed til Sagen nu og derfor vil være fri; men c. 21 Aars Formandskab ved Siden af min Embedsgerning er en lang Arbejdsdag, og jeg har længe tænkt paa efter denne Dag at bede om Afløsning; men — Gud ske Tak —» dette Arbejde har været mig selv til Velsignelse. Men fremfor alt ønsker og beder vi, at Guds Naade frem­ deles maa være over denne Forening og dens Arbejde,

- 27 -

at vi maa være med i den Rejse, hvorom vi skal synge til sidst, baade vore gamle og alle vi, der er her til Stede, at vi alle maa mødes i Sabbatshvilen her oven til, som venter Guds Folk. Dér skal vor Livsførelse staa for os som det vidunderligste, skønneste Eventyr; men det skal vise sig at være den saligste Virkelighed, at Maalet naaedes, saa vi kom hjem, frelst af Naade.

Tænk, naar engang jeg uden Synd skal leve, hver Tanke ren, hver Gerning uden Brost, naar aldrig jeg behøver mer at bæve for Muligheden af en syndig Lyst. Amen.

- 28

Paa Rejse

Mel.: For dig, o Herre, som Dage kun. i^|eg gaar til Himlen, der er mit Hjem, der er ej Synd eller Smerte, der er det nye Jerusalem, der er mit bævende Hjerte. Der er hver Glæde, jeg her har mist, hvei^T Haab, som her maatte fare, def er min Frelser, den hvide Krist, og Pilegrimmenes Skare. Den Hejse gør mig saa fuglelet, saa lystig, munter og modig, endskønt mit Hjerte er sygt og træt, og Foden saaret og blodig. Jeg gaar til Himlen, der er mil Hjem,

der er ej Synd eller Smerte, der er det nye Jerusalem, og der er hele mit Hjerte.

Johannes Levinsen.

- 29 —

,

■ ,

' •■‘n